Samtale med Jo Blicher Møller d. 2. dec. 2021

Jo: Det er vel 80’erne vi snakker om … jeg har bare indtryk af…

Søren: Jeg vil bare sige at jeg er begyndt at optage nu.

Jo: Jeg har indtryk af at da det startede med Anders i sin tid, Georg Jensen, at det var noget af det første, der skete. Var det ikke det? Var han ikke med til at bygge værkstedet op, egentlig?

Søren: Jeg synes at der blev snakket om reetablering, når der er blevet snakket om Anders. Kan det have været at fra I startede har det fungeret og så har der måske været en downperiode, eller hvad?

Jo: Det tror jeg, der har været. Ja, det har jeg indtryk af. Men om han reetablerede noget eller ej det ved jeg ikke, men det var ihvert fald et velfungerende værksted og der var de ting, der skulle være, især også til litografi. De nyere teknikker havde vi af gode grunde ikke. 

Søren: Må jeg godt lige starte på en anden måde, eller? Det her er også en god start men jeg vil gerne lige have lov til at sige at jeg er ved Jo Blicher Møller i Hvidovre, i Øster Kvarter …

Jo: Det er simpelthen en gammel militærforlægning …

Søren: Og Jo er med på min samtalerute, fordi ham har jeg kendt i rigtig mange år, han er grafiker og kunstmaler og tegner og maskemager … ja på vej herned da prøvede jeg, om jeg kunne huske det hele. Og det kan jeg sandsynligvis ikke. Og også instruktør.

Jo: Ja, rigtig. Teaterinstruktør. 

Søren: Og så ved jeg simpelthen ikke om jeg har det hele. Det tror jeg ikke, jeg har.

Jo: Så har jeg selvfølgelig været højskolelærer, afholdt kurser og alt muligt andet, men … ja, undervejs.

Søren: I hvert fald nogle usædvanligt spændende områder har du arbejdet med igennem tiden. Og du var jo med fra starten. Den tidlige start i Galleri Krogen.

Jo: Ja, både og, faktisk. Fordi der var noget der hed Galleri Krogen, som lå nede ved jernbanen tidligere. I sådan en lille krog, kan man sige. Jeg tror det var deraf navnet kom. 

Søren: På Drewsensvej?

Jo: Ja, men da de så skulle reetablere det i Vaskehuset … da Galleri Krogen kunne flytte og få de gode lokaler i Vaskehuset. Kulturhuset Vaskehuset, blev jeg involveret. Da blev jeg opsøgt af Niels Rømer, og Kurt Heegaard var også med og vi gik så sammen. Og der var også et par stykker til som var med i perioder, men vi holdt sammen i nogle år der.

Søren: Hvorfor opsøgte de dig?

Jo: For at få mig med i Galleri Krogen …

Søren: Ja men hvis jeg nu må være fræk og sige, hvorfor ville de det?

Jo: Ja, det var nok fordi jeg var en fantastisk god billedkunstner… [griner]

Søren: Det tror jeg også, men jeg skulle bare lige høre dig sige det. Men de har jo haft nogle overvejelser om hvorfor, så der må jo være noget … de må have haft en ide om at du kunne være med til at organisere …

Jo: På det tidspunkt … jeg var i hvert til fald med på Kunstnernes efterårsudstilling i ‘77 og havde markeret mig lidt på de der censurerede udstillinger og det har sikkert fået noget omtale og så er det sikkert der, de har fanget den. 

Søren: Hvor boede I henne dengang?

Jo: På det tidspunkt var vi flyttet ind på Bindslevs Plads. Det lå jo lige i baghaven til Galleri Krogen. Vi havde boet i Hørbylunde, men flyttede ind … og det var kort tid efter at vi flyttede ind på Bindslevs Plads, at jeg blev kontaktet.

Søren: Med henblik på at skabe sådan et værksted og udstillingssted? 

Jo: Nej ikke et værksted. Udstillingssted. Der var også tale om et værksted. Det var lidt uden for byen i Alderslyst, hvor Niels også havde nogle gode kontakter. Vi var nogle stykker, der lejede os ind i en større bygning, hvor jeg også havde et værkstedsområde i en periode der. Så han var utrolig aktiv indenfor billedkunstområdet, det må man sige. Og det var især Niels, der drev det. 

Søren: Ok. Jeg har ikke hørt om det værksted ude i Alderslyst før. Men det var sådan et værksted, hvor I havde nogle områder …?

Jo: Ja, der var flere rum … Der var en der havde en hel fløj for sig selv og så var vi nogle stykker … 3 kunstnere, der delte et andet stort rum. Så havde vi sat sådan nogle vægge op med reoler imellem, så det var ligesom båse vi havde. Men det var storerum vi havde, hver især. Et stort område. 

Søren: Det lyder næsten som en tidlig udgave af Kulturspinderiet. I hvert fald det som det var på et tidspunkt. 

Jo: Ja. Det holdt så nogle år. Sådan noget holder som regel ikke evigt. 

Søren: Men I holder et gallerimøde …

Jo: Vi holder så nogle møder og snakker om hvordan vi vil drive det her galleri. Og det var meget Niels der havde nogle klare ideer om hvordan det skulle foregå og så kontaktede vi kunstnere i området og selvfølgelig også de meget gode og kendte kunstnere i silkeborgområdet, som så bakkede op om det. 

Søren: Hvem var det?

Jo: Det var Jørgen Jacobsen og Erik Nyholm for eksempel. Det er mange år siden … Niels Ryberg var selvfølgelig også en af dem. Der var mange, også de mere markante kunstnere var med.

Søren: Kai Führer måske? 

Jo: Ja, Kai Führer bakkede også op om det, til sidst. Han og Nicolajsen var først meget imod … og der var jo et værtshus lige inde ved siden af galleriet, hvor de herrer hang ud. Og når vi havde arrangementer, gik Niels, Kurt og nogle af de andre også der ind. Så gik det hårdt for sig, de blev drillet og hånet og gjort ved, fordi han “var jo ikke rigtig kunstnere”. Jeg fattede ikke de gad. Men det endte med at både Nicolajsen og Kaj Führer bakkede op. De fandt ud af at det var godt nok. De så jo nogle af de gode navne vi fik til at udstille i galleriet og så var det ligesom interessant alligevel

Søren: Kom de selv til at udstille?

Jo: Det mener jeg ikke, men Ryberg gjorde, det har jeg jo bevis for fra en plakat. Der var mange, Dea Trier Mørk, Herup osv. … Om Jørgen Jacobsen var med i noget. Det er svært at huske. Han var muligvis med i noget. Nyholm bakkede også op om det. Ham kendte jeg jo ude fra Hørbylunde, men han udstillede nok ikke. De skulle jo passe på nogle af dem, fordi vi var et alternativ til Galleri Moderne, det kaldte vi os. Så var der ligesom lagt en linje [griner]. Så har man stukket næsen lidt frem. Der var nogen som var nervøse for – hvis de havde noget med os at gøre – om de så kunne falde i unåde omme i Galleri Moderne. Men da vi havde været der et par år blev vi inviteret med til ferniseringerne på Galleri Moderne, så var vi accepteret. Så det var fint nok. Det tager sin tid.

Søren: Men det her, det er Galleri Krogen i Nygade vi snakker om. Hvordan er så dit møde med værkstedet? Altså Grafisk Værksted.

Jo: Ja på det tidspunkt er vi flyttet fra Bindslevs Plads til Lysbrogade, hvor vi købte et hus. Og i den mellemliggende periode havde jeg været meget optaget af teater og arbejdet med det. Jeg tror det er efter at Mollio Masketeater, som det hed, stoppede. Vi var blevet lovet en masse penge fra Kommunen, som vi ikke fik alligevel og så gik bunden ud af økonomien. Så var det det. Og der begyndte jeg så at male igen og tænkte at, ok, så er det det jeg koncentrerer mig om. Og så begyndte det for alvor med Grafisk Værksted. Jeg skal lige se her … [kigger i nogle papirer]. Ja det passer meget godt fordi jeg underviste også på Herning Højskole, også i teater, masker, bevægelse og billedkunst selvfølgelig. Og der sagde jeg op i 1983 og så startede vi teatergruppen, og den slutter omkring ‘86. Så det er først derefter at jeg kommer derind. Jeg snakker med Anders Georg og han tilbyder mig at komme op og arbejde på værkstedet. Det er så det første jeg kan se her …jeg sidder her med den her artikel fra Kunstavisen. Og den er fra‘87. Vi siger ‘86 / ’87. Det er først der jeg går i gang med at lave de der tryk, hvor vi arbejder på nogle meget fine sten.

Søren: Ja netop ja. For det er ikke linoleum …

Jo: Nej nej. Det er litografi. Stentryk. Og der var en fantastisk oplevelse på et tidspunkt, fordi vi stod af flere omgange og arbejdede deroppe. Eller jeg og Anders hjalp til med at få slebet sten. Det var et større arbejde. På et tidspunkt står jeg og trykker nogle nye tryk, jeg har lavet og så kommer der et andet billede op i trykket. En reklame for Hirschsprung cigarer. Og jo mere jeg trykker jo mere kommer Hirschsprung cigarer logoet op midt ibilledet. Og jeg kan huske at jeg bliver virkelig tosset over det der. “Hvad er det der foregår?”. Og så siger Anders, jamen det ved jeg godt. Det hedder “stenens hukommelse”. Nå. Der kan ligge sådan en aftegning, længere nede i nogle lag i stenen og efterhånden når man sliber den ned, så sliber man det først væk men det ligger i nogle lag længere nede, hvor det har fæstnet sig. Og når man så sliber ned, så kan det komme op i trykket. 

Søren: Nej hvor vanvittigt.

Jo: Det er helt fantastisk. Og det ærgrer mig sådan at jeg bare blev sådan sur og sleb den ned igen, jeg skulle jo have gemt de der tryk af Hirschsprung cigarer. Selvfølgelig skulle jeg det. Men Anders fortalte også … han vidste jo meget … han sagde, at det var også sket hos Bramsen i Paris, hvor de har stået og trykt og så kom der en Picasso op og den blev ikke slebet ned igen [griner].

Søren: Det har jeg aldrig hørt om før. 

Jo: “Stenens hukommelse”, det er interessant. 

Søren: Hvordan kan det være at du fandt på at kaste dig over stentrykket? Havde du forstand på det i forvejen?

Jo: Jeg havde noget forstand på det i forvejen. Når jeg går helt tilbage til omkring nitten- tyveårsalderen, da gik jeg jo på Århus Kunstakademi. Og både på grundskole og på Grafik i nogle semestre. Og der havde jeg jo lært … og lavet mange ætsninger. Dengang ja, da havde jeg også mit eget værksted, jeg havde en skomagervalse stående, hvor jeg trykte ætsninger. Det var ikke stentryk, men jeg så jo hvordan man lavede det. Linoleumssnit og altså noget havde jeg selvfølgelig prøvet, men da jeg så får muligheden for at lave stentryk i Silkeborg og Anders står ved siden af og ved alt om, hvordan man gør, så er det jo rigtig spændende at kunne komme i gang med det. 

Jeg havde oprindeligt, da jeg røg ud af skolesystemet, kastet mig over kunsten. Gik først på Kunsthøjskole i et halvt år og gik derpå Århus Kunstakademi og tegnede også ovre på det der hed Det Jyske Kunstakademi indtil jeg så tog … nu skulle jeg ud og rejse og så, rejste jeg rundt i Europe på tommelfingeren, som man kunne gøre dengang. Men det var sådan egentlig min grundskoling, det var jo grafikken. 

Søren: Men du arbejdede med Anders der og han hjalp dig med det. 

Jo: Og efterhånden så kunne jeg selvfølgelig, men lige hvordan… og det ene og det andet … Det kan man se på nogle af de tryk jeg lavede dengang. Jeg har gemt nogen eksemplarer. Og jeg kan se at jeg ikke havde så fantastisk godt styr på det, men de er nu meget skægge alligevel. Og værkstedet kan selvfølgelig få sådan et sæt til samlingen. 

Søren: Det var fornemt. Tak for det. Gjorde du andre ting i forbindelse med værkstedet? Så brugte du billederne til udstillinger. 

Jo: Ja, jeg har brugt billederne til udstillinger. Det er klart. Og det var nogen af dem med flere farver, selvfølgelig. Jeg arbejdede med samme sten og det var ikke sådan noget med at have flere sten i gang, for de der sten de var ikke ens. Hvis man har det, kan man jo bevare den første sten med den første tegning på og så trykke næste farvetegning ned over med en anden sten og lave prøvetryk. Men her måtte jeg jo holde mig til den samme sten, så det vil sige når den første farvetegning var lavet og trykt, så sleb vi stenen ned …

Søren: Trykt i et antal eksemplarer?

Jo: Det var få eksemplarer. 20 blade. Og så sleb vi stenen ned og så lavede jeg næste aftegning. Hvor var vi henne og så videre og så kunne jeg trykke anden farvetegning ovenpå det førstetryk. 

Søren: Men i en eller anden grad i blinde, tænker jeg … ?

Jo: Ja både og … Fordi man laver altså sådan en aftegning af det første tryk. Der er flere teknikker. Man kan f.eks. bruge noget gennemsigtigt pergament og ligge det henover tape det på siderne af den nyslebne sten og så stå og klappe det ned som en slagspejlemærke af det første tryk. Man står i virkeligheden og tegner farven under det første tryk, kan man sige. Men den bliver selvfølgelig trykt ovenpå. Så det er sådan lidt i blinde. 

Søren: For du har vel ikke en original tegning. Kridttegningeller sådan. Så har du vel ikke nogen ide om, hvor man ender?

Jo: Man kan jo sagtens have en tegning som man kopierer over men min erfaring er at så dør, der er noget, det dør i samme øjeblik, man kopierer sig selv. Hvis du endelig skal kopiere dig selv … det har jeg gjort sidenhen, så er det bedre at lave en fotokopi. At affotografere udkastet og så få det lagt over med et stykke kalkerpapir, og aftegne omridset på stenen. Så man ved lidt, hvor man er, men det bliver en variant om du vil. Det har jeg brugt langt senere. 

Søren: Det bliver jeg nysgerrig efter. Det der du siger: “Det dør …”.

Så det vil sige … alternativet er at det lever … Så hvordan holder du liv i sådan … Din oplevelse er at du kan holde liv i etstentryk ved at du på en måde arbejder uden et forlæg, men har en visualisering inde i dit hoved. En forståelse af hvad der skal ske i næste trykgang.

Jo: Ja 

Søren: Og hvor du så vil lægge farven på de steder. Kan du sige mere om det liv du …

Jo: Ja og så skal man lige huske at tænke spejlvendt, selvfølgelig [griner].

Søren: Jeg snakkede med en grafiker, Tine Hind, hun siger at hun ikke tager hensyn til det spejlvendte.

Jo: Nej, nej. Men hvis hun kan køre en komposition, som holder både ret- og spejlvendt så er hun også på den sikre side. Det kan Tine godt [griner].

Man lærer det. Derfor havde jeg heller ikke problemer med at køre i rundkørsler i GB.

Søren: Men du har en klar ide om hvad du vil. Men du må kunne visualisere ret godt …

Jo: Men det er ikke bare det at jeg har det i hovedet som sådan, det er lige så meget et møde med materialet, det handler om. Materialer kan være mere eller mindre inspirerende at arbejde med. Jeg tror de fleste kender det fra ler eller sådan noget. Så får man lyst til at gøre sådan et eller andet. Noget andet end man havde tænkt. Men der har jeg det også sådan med litografisk kridt og andre materialer, tuschen og så videre. Jeg synes det er vildt spændende at være i proces med … altså i det samspil med materialerne. Så det lukker det op for. Det lukket også op for når jeg siger “liv”, så er det mere det spontane. Det er jo svært at forestille sig hvor spontan kan man være, hvis man skal sidde og tegne et logo til et cigarfirma for eksempel. Det kan man jo ikke. Der sidder man jo helt strengt og gennemfører ting i mindste detalje. Men det vil du også kunne se på de der oprindelige, mine tidlige litografier, at der er også en skævhed i dem som … hvor de ikke rammer … det er jo ikke konkret kunst der her. Det er jo mere spontant. Og dog figurativt. Men det giver plads til en skævheden … det uforudsete. 

Søren: Så det vil sige at du oplever at den skævhed og det uforudsete, det er med til at holde fast i livet i billedet. 

Jo: Ja

Søren: Det synes jeg et fedt at høre. Det er meget inspirerende at høre men det er også meget inspirerede for … ja nu kører jeg det måske for stort op … i et liv.

Jo: Det hænger jo sammen. Det er jo det. Du kan se på den opslagstavle her. Dobbeltspiralen. Det er jo det det handler om.Altså der var en der fortalte mig at hun kørte kurser og bad alle eleverne om at lave en spiral. Og nogen starter spiralen indefra og nogen starter en spiral udefra. Men det der er det interessante, det var det jeg snakkede med hende om, det er dobbeltspiralen. Fordi den går begge veje, som åndedrættet. Du trækker vejret ind og du puster vejret ud. Det stopper ikke. Det er ikke noget der forsvinder ind i ingenting eller ud i ingenting. Det er et kredsløb. Du har et forløb, som du kan gentage og gentage. Og den er jo ikke særlig stram i kompositionen, den der. Den er inspireret af nogle klippeformationer nede på den ø, der hedder La Palme. Hvor det var hugget ind i klipperne på en lille stump klippeø, det var ikke en lavaø, en klippeø, hvor jeg så det første gang og tænkte, “Det der er et ursymbol”. 

Søren: Det er jo trykt det her. Hvor trykker du henne i dag? 

Jo: Det der er simpelthen et linoleumssnit og det har jeg bare trykt på bordet her.

Søren: Altså gnedet med en ske?

Jo: Ja. Eller altså en hård valse, men det er lige meget. Det er samme princip. Fordi den der form, den har jeg fra mange år tilbageså … det er den originale størrelse, du har der. Og så har jeg fået den affotograferet og lavet i andre formationer og bruger denpå forskellig måde. Men det er sådan et grundsymbol.

Søren: Må jeg være nysgerrig efter hvorfor hænger det her? 

Jo: Fordi jeg er ved at lave en forside til en bog, jeg skal udgive. Den handler om netop … ja, det er en lang historie og det tror jeg vi skal gemme til en anden gang. 

Søren: Det er fint. Det er ikke altid man skal fortælle om det der ikke er udgivet endnu. Det skal have liv til at være for sigselv …

Men hvis det er ok, så kunne jeg godt tænke mig at høre lidt mere om det der. Du snakker om at det er med til at holde liv i noget at et billede indeholder nogen skævheder … må jeg kalde dem fejl?

Jo: Nej. Det er ikke fejl. Jeg er 100 procent koncentreret. Der er ikke nogen fejl. Det er helt i orden. 

Søren: Er det i orden efterrationaliserende, når du kigger på det … jeg ved godt der er en arbejdsproces og noget sker undervejs og noget bliver trykt, hvor man kan sige at var måske ikke helt tilsigtet at der kom den skævhed, men det virker faktisk godt. 

Jo: Sådan kan det være, men det er nok typisk i maleri, fordi der kan du arbejde i lag og rette ind og gøre det ene og det andet og så kan man godt stå der og sige, hov nå jamen det virker nu meget godt det der og så beholder jeg det. Det er lidt sværere i grafikken. 

Søren: Men noget kan vel opstå alligevel i stentrykket, som ikke var hensigten.

Jo: Ja, det kan det godt. Og nu laver jeg selvfølgelig prøvetryk. Og der vil jeg så bare sige at der netop ikke opstår fejl. Men der kan opstå skævheder og ting i skabelsesprocessen som jeg netop oplever som noget der giver liv i trykket … i billedudtrykket, det er så ikke en fejl. 

Søren: Jeg forstår godt forskellen. Eller det tror jeg godt atjeg gør, men det er vel dit øje der vurderer det. 

Jo: Ja.

Søren: Og afgør om det er fejl eller om det er noget liv. 

Jo: Det er i høj grad min koncentration, der er afgørende. 

Søren: Ja ok, men det er også dine mange års erfaring …

Jo: Ja. 

Søren: Som går ind og siger, det her det bibringer noget, jeg gerne vil have.

Jo: Ja. Det er rigtigt.

Søren: Hvor andre måske ville have sagt, jamen det er en fejl det er kasseret. Du har jo arbejdet med de her ting i … jamen jeg ved ikke hvor mange år. Det er rigtig mange år. 

Jo: Skal vi sige 50? [griner] Jeg har tegnet lige siden, jeg kunne gå vil jeg sige. 

Søren: Min pointe er at den erfaring som du naturligvis har igennem alle de mange års arbejde, gør jo det at du lige præcis er i stand til at skelne imellem fejl eller noget som er godt.

Jo: Ja. Det er klart. Det får jeg med mig men … du har jo også den balance i billedudtrykket, hvor det kan blive “for godt”. Altså. Hvor det bliver for teknisk dygtigt. Jeg påstår jeg er teknisk dygtig men det kan blive for teknisk dygtigt i billedudtrykket, hvorefter billedet dør. Så kan det falde fra hinanden, for mig. Altså, hvis det ikke har det liv, så er det ikke godt. Det er det der kan være en fejl. Det er hvis jeg går for meget ind i nogen detaljer og kommer til at kvæle udtrykket. Det er derfor jeg sammenligner med dobbeltspiralen og åndedrættet. Det skal kunne trække vejret. Simpelthen. 

Søren: Det er nogle vanvittige flotte billeder, synes jeg. På det du gerne vil, med det du arbejde med. 

Jo: Jeg har også været stor beundrer af konkret maleri. Det er jeg stadigvæk, men det er bare ikke mig. Det er ikke der jeg lander,fordi jeg vil komme til at tage det liv væk, som jeg også kan se inogle konkrete maleres eller billedkunstneres værker. Det vil jeg ikke kunne gøre. Jeg vil kunne komme til at gå for tæt på og kvæle åndedrættet. Så jeg har brug for det mere spontane udtryk og det er jo svært i en grafisk teknik, især måske i en ætsningeller sådan et eller andet. Men det er så det jeg gør. Og så måandre afgøre hvor vellykket det er. 

Søren: Ja men du forbeholder dig heldigvis retten til at sige at du er tilfreds. 

Jo: Ja. Og så slipper jeg det. 

Søren: Du har ikke set noget nogle år efter, hvor du har tænkt,måske skulle jeg lige rette op på noget lige der?

Jo: Jo, jo. Og det er vanvittigt svært at gøre. I mange tilfælde når jeg har prøvet at rette op … lad os tage et maleri foreksempel … prøvet at rette op på noget jeg synes, hov det der serikke ordentligt ud … så går det galt. For jeg er et andet sted i mit liv. Og det vil sige så ender det som regel med at jeg kassererhele billedet. Eller også så finder jeg en detalje, som jeg syneser meget inspirerende og spændende og vellykket og den skærer jegsimpelthen ud af billedet med kniv og lægger den på en ny blindramme. Det har jeg gjort i nogle tilfælde. Så redder jeg dog noget. [griner] Men det er rigtigt at når man så ser på ting ogdet er så også når vi snakker grafikken, for eksempel nu her fraværkstedet i Silkeborg, så kan jeg da godt være kritisk over fordet, når jeg ser det i dag. Men det var fra den tid og det var sådanjeg gjorde dengang og det må jeg så … det er min historie. Og detskal bare stå som sådan. De der tryk de vil måske også væreinteressante at have for værkstedet, men det er jo ikke værker jegtager med på udstillingerne i dag. Altså, det var en anden tid. Ogdet ændrer sig jo hele tiden. Men jeg har lavet rigtig meget grafik sidenhen på andre værksteder. I. Chr. Sørensens værksted i Viby,som lå der i mange år. Jeg har også været på Fyns Grafiskeværksted og værkstedet i Hjørring. Jeg er medlem af NæstvedsGrafiske værksted. Nu bor jeg jo her ovre i Østdanmark og så har jeg lavet en del i Næstved. Men mest hos I. Chr. Sørensen dengang, der har jeg haft en temmelig stor produktion, fordi de overtog halvdelen af trykkene og så kunne jeg trykke gratis. Det var en meget fin deal. Så der blev der lavet mange oplag. 

Søren: Jeg har lyst til lige at springe tilbage i tiden. Jeg er bare nysgerrig efter hvor lang tid du brugte værkstedet i Silkeborg? Det lå oppe under lofter i Medborgerhuset på Skoletorvet på det tidspunkt. 

Jo: Ja det gjorde det. Altså nu skal jeg lige se årstal igen forjeg kan se her at det er ’86 – ‘87. Det har egentlig ikke væretvildt lang tid. Det har været 1 til 2 år, fordi så flyttede vi fraSilkeborg. Til Langå hvor vi så købte et hus, hvor der var mulighed for at indrette et meget stort værksted. Det var sådan lige ved Gudenåen. 

Søren: Hvor meget var du på værkstedet?

Jo: Jeg har været der en del kan jeg se på de tryk jeg har her.Og jeg kan huske jeg kørte på cykel frem og tilbage fra Lysbrogade og derind i perioder og det er klart det har været i perioder. Det har ikke været uafbrudt. Så er jeg komme derind og så har jeg lavet nogle tryk og så er der andre, der har lavet noget derinde også har jeg lavet noget igen på et senere tidspunkt. Men jeg vil sige omkring det, så havde jeg et meget fint samarbejde med Anders Georg Jensen, det må jeg sige. Han var en stor hjælp og fik mig også, efter alt det andet med teatret, som havde været lidt af enhård omgang, så fik han mig også sådan tilbage til mit billedudtryk, kan man sige, ved at kunne gøre de her ting. Så det var meget værdifuldt. 

Søren: Kan du huske andre inde fra værkstedet dengang?

Jo: Nej. Der var ikke andre, når jeg var derinde. Og så gik vi og trykte og det var det. 

Søren: Så var det det, det handlede om. 

Jo: Det er muligt at der har været nogen der har kigget ind, men det har jeg ikke nogen erindring om. Hvor ligger værkstedet nu?

Søren: Det ligger i Skolegade. Lige overfor Kornmod. I en baggård. Et udmærket sted. Et udmærket lokale. Det er ikke særligt stort.

Jo: Det har været lidt tættere på Lysbrogade. [griner] Det var i hvert fald godt at være med til også til at komme i gang igen, for jeg havde jo et lille værksted, også på Lysbrogade, hvor jegså begyndte at komme i gang med de ting. Jeg blev også voldsomt opmuntret af det, fordi jeg kom med i en konkurrence fra Amtet, heddet dengang. Århus Amt. Hvor jeg skulle lave omslaget til en teaterbrochure. Århus teater og der var vi nogle kunstnere fra Århus Amts område, der blev inviteret. Så vandt jeg den der konkurrence og fik den forrygende sum af 10.000,- kroner. Det var jo sindssygt mange penge på det tidspunkt. 

Søren: Det har det været … plus anerkendelsen. 

Jo: Ja det var et rigtigt godt skulderklap, det var det. Og det var også noget af det jeg lagde ind, da jeg efterfølgende blev optaget i Billedkunstnernes Forbund. Det var en vigtig periode. 

Søren: Du kan godt fornemme at jeg også gerne høre om dine holdninger til at arbejde med kunsten. Det synes jeg er fantastisk spændende at høre om. Det har vi også været omkring. 

Jo: Det er også noget jeg har skrevet noget om … det er meget det der med at, som jeg lige fik læst et eller andet sted, at det er både en gave at kunne gøre det men det er også en forpligtigelse. 

Søren: At kunne?

Jo: At kunne skabe kunst. Der er mange mennesker, der tror, det er bare sådan, åh, de går og hygger sig og sådan noget. Det er ikke sandt. Jeg synes ind i mellem, når jeg har været i nogle processer med temaer og så videre … f. eks. arbejdet med kunst på den måde,også i grafikken, så har jeg bandet det langt væk. Fordi det harværet vildt problematisk …

Søren: Men hvem er det en forpligtigelse over for?

Jo: Det er over for det liv jeg har fået. 

Søren: Fordi du kan, så skal du.

Jo: Ja. 

Søren: Så den er ikke i forhold til andre. Den er i forhold til det liv du udtrykker. 

Jo: Ja. Og hvis der er nogen der kan få glæde af det, og det er der jo heldigvis ved jeg igennem mange års erfaringer, så er det lykkedes. Og det er også en ambition om at gøre det på et vist niveau, ikke nødvendigvis worldvide, men jeg har været tilknyttetet fransk galleri i mange år og har også meget af min grafik i et galleri i Berlin. Det er ikke noget man bliver rig af, men det er en tilfredsstillelse at kunne vise det på den måde … at der er den interesse for det. Så jo, jeg synes det er kørt meget godt. Og nu her de senere år der har jeg koncentreret mig om at lave bøger, jeg er også ved at blive forfatter. For mig er det ikke det at det er billedkunst det handler om, mediet er underordnet, det kan være en udfordring at lære det, at kunne det og beherske det. Men for mig handler det om at give udtryk for de ting, jeg taler om, altså, det kunstneriske. Og det kan jo godt være i teatret. Det kan jo godt være …

Søren: At give udtryk for det du tænker?

Jo: Ja og det jeg har på hjerte, som historikeren Leo Tandrup siger. Det er meget godt sagt. Det er at give udtryk for de ting, jeg brænder for. Som jeg synes er vigtigt at give udtryk for. Ikke for at frelse verden, men fordi det giver noget. Fordi det er interessant. Fordi det udvider også min horisont og andres horisont forhåbentligt. At kunne byde ind med det. Og det kan være i Masketeatret, det kan være ved at skrive, som jeg gør lige fortiden eller lave grafik på grafikværkstedet i Silkeborg. Altså det er … mediet er underordnet. Hvis jeg har et eller andet på hjertet, som jeg virkelig vil udtrykke og jeg finder ud af jamenhvordan gør jeg det bedst og det så viser sig at det er måske ikkelige er at lave et stentryk her, så må jeg finde ud af, hvordan jegellers gør det. Og hvilket medie passer bedst, og kan bedst udtrykkedet her, som jeg ikke rigtig ved hvad er i øvrigt – før jeg harlavet det. 

Søren: Ved at have fulgt dine arbejder igennem årerne, så tænker jeg jo at du vil kunne udtrykke hvad som helst på papir. Ibilledfladen. Enten det så er tegning, maleri eller tryk eller hvaddet nu kunne være. 

Jo: Jeg har jo også fået nogle illustrationsopgaver undervejs og det har jeg det svært ved. Jeg vil gerne selv bestemme. Altså det der med at skulle udtrykke noget en anden har skrevet … det er kun,hvis det siger mig noget i et bredere perspektiv, at jeg synes det erinteressant. At jeg kan lægge noget i det. Kan supplere teksten mednoget. 

Søren: Så det i virkeligheden bliver et værk i værket. 

Jo: Præcis. Og derfor lavede jeg også en bog for et par år siden hvor jeg lavede en masse tegninger og jeg bad nogle forfattereom at skrive ud fra tegningerne. Så jeg lavede den omvendte illustration. Og det var heller ikke alle forfattere, der kunne det. Der var mange der prøvede og ikke kunne fordi det er de heller ikke vant til, men det er jo egentlig den situation illustratorer tit er i.

Søren: Men det er forskellen på en illustrator og en kunstner. Illustratoren skal kunne gå ind i det …

Jo: Det bliver meget håndværk, kan man sige. Det kan selvfølgelig også være kunst. Hvad er definitionen nu lige her …Men det er … det er ikke den vinkel, jeg har på det. Det skal værenoget der siger mig noget. Det kan også være mytologi. Det kan væresådan nogen ting som jeg også er meget optaget af. Det skal barevære noget, som sige mig noget. Jeg kalder det, jeg skal være ihak. Altså når jeg er i hak, så kører det godt og det gør detogså i livets forhold i det hele taget. Når man bliver stresset, såer man ikke i hak. 

Søren: I hak i forhold til opgave eller i forhold til …

Jo: I forhold til at være til stede. 

Søren: Ja. Jeg ved ikke om du fornemmer at jeg lurer efter om du kan blive mere konkret. Det kan godt ske at du ikke kan det og det erfair nok. 

Jo: Hvad mener du med konkret?

Søren: Hvis det var i forhold til en bestemt arbejdsopgave du gerne vil være i hak. Den skal sige dig noget. Det kan jeg godtfølge. Men for at det så kører hvad for et hak er det så du skalvære i … du siger selv at du ikke et ude på at frelse verden, menhvad er du så ude på? Kan jeg spørge sådan? Hvad er du ude på?Det føles en anelse for friskt. 

Jo: Jamen jeg kan sagtens svare på det, fordi jeg et faktisk ikkeude på noget. Når jeg har lavet mit billede, mit værk, så slipperjeg det, og så er det op til beskueren og se noget i det eller ladevære. Og beskuere ser forskellige ting i mine billeder. Jegudstillede en gang i Galleri Høgsberg i Århus for mange år siden.Hvor jeg havde lavet en hel stribe billeder, der hang på væggene også kom der en kunstforening ind. De er sådan et eksempel. Det varen hel masse damer og en enkelt mand. Den her mand, jeg ved ikke omhan var formand eller han bare var mand, men han var i hvert faldmeget hurtig til at gå hen og sige, hvad det handlede om, det hele.Altså hvad jeg udstillede. Det kunne han lige se, lige med detsamme. Og alle damerne, de stod jo der og trippede og nikkede lidt ogturde ikke rigtig sige noget. Og han vidste ikke, at jeg varkunstneren. Han vidste ikke, hvem jeg var. Jeg kunne have væretgalleristen eller en der passede udstillingen. Og jeg stod bare ogtænkte, tak mand. Det passer simpelthen ikke. Sådan ser du det, deter rigtigt. Det er det, du ser, men for det første er det slet ikkedet, jeg ser, men det er underordnet. Det må han selv om. Men jeg ersikker på at det kunne opleves på rigtig mange andre måder. Og dethar jeg også oplevet sidenhen. At der er rigtig mange andreudlægninger af det. Så jeg er ikke ude på noget konkret. 

Søren: Du har dog et afsæt til at lave det du laver. Så i detmoment er du vel ude på noget? Du vil noget med det. 

Jo: Jeg vil noget med det, men jeg går ikke ud efter et resultathverken politisk, religiøst eller økonomisk. Jeg har ikkeintensioner om at ville påvirke folk i en bestem retning. Men jeghar måske intensioner om at kunne give andre mennesker, i bedstefald, en oplevelse, et tilskud, nogen … som Robert Jacobsen kaldte… kunsten er kulturens vitaminpille. 

Søren: Et frirum måske.

Jo: Ja, det kan det også være. Noget som rækker ud overdagligdagen. Noget som kan noget mere som ligesom et fantastiskstykke musik, kan give en stor oplevelse. Sådan vil jeg også gernekunne give en oplevelse, som ikke bare er en oplevelse, men måskeogså sætter nogle tanker i gang eller bidrage til et indhold itilværelsen. Det vil jeg gerne, men det er ikke noget jeg er ude på.Det er ikke formålet som sådan. Men selvfølgelig vil jeg gerne det, hvis det lykkes. 

Søren: Det lyder meget ydmygt.

Jo: Ja men det bliver det nødt til at være elles så lander vi i noget snavs, tror jeg [griner]. Så bliver det jo beregnende og dem har jeg da set nok af. Dem der laver sådan noget. Det bliver ikkesærlig stor kunst, eller det må tiden vise. Lad os sige detsådan. Det gælder om, i processen, at kunne sætte sig ud oversit ego.

Søren: Det er et frirum man har lyst til at være i, tror jeg. 

Jo: Ja,  både-og, som man siger. Det kan også være ensmertefuld proces. Altså jeg lavede nogle store tegninger her fornogle år siden til nogle udstillinger over De syv laster –dødssynder, som man kalder dem. Lidt misvisende. De syv laster, somdet oprindeligt hed. Og der måtte jeg jo ligesom kravle ind i migselv for at finde ud af, hvor kender jeg det der fra? Har jeg det imig? Fordi, på en eller anden måde, ligesom en skuespiller skalspille en bestemt karakter, så må man jo finde noget frem i sigselv, noget man kan bruge og bygge videre på. Og derefter skabeafstand til karakteren/ udtrykket. Det måtte jeg også gøre i denproces. Og det var da temmelig smertefuldt, noget af det. Fordi nogenaf de der “laster”, det er altså noget værre møg at renderundt med. Og synd for dem der har dem i øvrigt … fordi de dræberkærligheden. 

Søren: Men i et vist omfang er de også med til at … i etkontrolleret omfang … er de også med til at lave en drift i verden… at man bliver virksom, kunne jeg forestille mig. Jeg tænker,hvis der ikke er nogen … eller en eller anden drift om rigdom …begær. Så ville man måske sidde stille. Men i samme øjeblik, derer et begær eller der er en drift om noget man vil så kan det væreman bevæger sig. Noget man vil have. Det kan være et afsæt til atgøre noget. Så kan man sige, gør man det i en vis grad af kontrol,så fint men gør man det uhæmmet, så er det den negative side. 

Jo: Ja, det kan man godt sige. Det er klart at når man taler omlasterne. Det er jo noget vi har i os det her. Det er jo nogen tingvi har i os som mennesker. Hovmod, som er den største af dem allesammen, hvor man tror man kan bestemme alting her i verden og trynealle andre, at tro man er en gud. Jeg har på et tidligere tidspunktlavet en serie om krig, hvor jeg skrev i forordet: ”jeg vidste ikkeat jeg havde det i mig”. Da gik jeg også ind i processen for atforstå, hvad er det for noget der forgår. Og det kunne jeg da godtlande i hvis jeg var under de omstændigheder, som folk var i Syrienpå det tidspunkt. Så god er jeg sgu heller ikke vel. Det kunne jegda godt men jeg er der heldigvis ikke og jeg har heldigvis denafstand til det. Og så kan jeg tage fat i det og udtrykke det inogle billeder ellers ville jeg jo ikke kunne lave billederne. Såjeg har det da men … og jeg er bare glad for at jeg ikke er der,hvor jeg ville lande i det der. Så kan man også sige, hvad har dufået af opdragelse, hvordan har man klaret sig igennem livet oghvordan er man blevet præget af den ene og den anden og det spilleralt sammen ind, selvfølgelig gør det det, på hvad man så vælgerat gøre. Men det der ligger i det med lasterne, det er jo at i detøjeblik, som du også siger, at det tager overhånd og man ikke harstyr på det og lader sig drive af det som primær kraft så erdet, som jeg i hvert tilfælde har fundet frem til er, at der foregårfravalg. Når du vælger ensidigt på den måde, så fravælger dunoget andet. Hvad fravælger du? Det gennemgående tema, hvad detangår … det gennemgående perspektiv, det er kærligheden. Det erden, der ryger fløjten næsten hver gang. Altså det er jo … ellermåske hver gang. Så langt er jeg ikke kommet. Det bliverfuldstændigt kærlighedsløst. Det bliver sig selv, sig selv, sigselv. Og så er man isoleret. Man er alene. Og der sker enforfærdelig masse møg rent faktisk ved at kaste sig ud i det derbegær eller hvad det nu kunne være. Men i kontrolleret …selvfølgelig har vi snerten af det hele og det hører med til det atvære menneske, formentlig, men i det øjeblik man dyrker det, bliverdet selvforstærkende og så går det galt. Så mister man noget. Ogjeg tror der er rigtig mange mennesker, der dyrker den slags ting ogde aner ikke, hvad de går glip af. 

Søren: Jeg bliver nysgerrig [kigger på dobbeltspiralen påopslagstavle]. Er det den hvide del eller er det den sorte ….

Jo: Hvor lander du hvis du følger den sorte? 

Søren: Ja det er ok. Det er i orden. Jeg tænker det er heltvanvittigt hvis man følger den hvide så ryger man lige præcis indog så ryger man ud igen. 

Jo: Ja det er det hvide. Det bliver ved. Det er uendeligt.

Søren: Det kan også bare være at vi skal sige at det varslutningen? 

Jo: Så vil jeg vise dig de der litografier. 

TIL TOPPEN

 Samtale med Frode Steinicke d. 11. nov. 2021 kl. 10-12

Frode: [musik i baggrunden] … du møder lige nu mens jeg gårog hører det her fantastiske jazzmusik, det er at min gode ven Per Aage Brandt, han døde i forgårs. Og det er ham der spiller klaveret.
Sammen med ham og Karsten Vogel lavede jeg den cd du ser her [viser en cd] til udstilling jeg havde i Paris der hed“Modulé” i 2005. Og det der stykke grafik, der er coveret på cd’en det har jeg lavet på det grafiske værksted, efter jeg selv var stoppet som leder. Jeg lavede det da det var flyttet om ved siden af Kulturspinderiet over i … hvad hedder det derovre… Papirfabrikken. Og det er faktisk bare et ganske almindeligt kartoffeltryk eller linoleumstryk … som det vist i virkeligheden er. Men det spændende ved det der stykke
grafiske værk … det udløste faktisk et legat jeg fik … “Bogstavlegatet”, som er indstiftet af Poul Petersen.
Søren: Ja, ham kender vi jo. Altså som Bogstavmanden.
Frode: Og det legat … [leder i en bog] der, kan du se det. Ja, sådan er det.
Søren: Jamen, jeg vil gerne lægge en lille smule ud bare med at sige lidt om grund ideen i det her, bare så du er klar over det. Og det er at jeg kunne godt tænke mig, og det kunne bestyrelsen godt, at tage rundt og besøge tidlige men også nuværende medlemmer af grafisk værksted, som har lyst til at fortælle historier og oplevelser omkring deres arbejde i det grafiske værksted men også deres kunst generelt for det er jo ikke alle medlemmer af grafisk værksted som kun arbejder med grafik, man arbejder også med så meget andet. Og jeg har en lille drøm om at siderne på grafisk værksteds webside kunne blive en slags miniportætter eller portrætter af de kunstnere jeg tager rundt og besøger. Så det vil sige at hvis jeg må få lov til at fotografere dig og måske få lov til at fotografere noget af din kunst, så vil jeg også gerne have lov til det. Så sker det det at den optagelse vi laver nu den tager
jeg med hjem og så transkriberer jeg den og sender teksten til dig så du kan se hvad det rent faktisk er blevet snakket om og hvad jeg har skrevet og er der noget af det du ikke synes skal lægges ud, så sletter jeg det. Det er en slags benarbejde til noget som måske engang kan blive til en sammenstykning af noget historisk omkring grafisk værksted. Og de mennesker der har været omkring det. Og det synes jeg kunne være interessant. Så det erdrømmen. Og jeg skulle hilse dig fra Lars Svanholm, som jeg har været ude at snakke med for et par dage siden.
Frode: Hvordan har han det?
Søren: Han har det godt, efter min bedste overbevisning. Han arbejder tilbagevendende med det grafiske, men han arbejder derhjemme. Han har jo en trykpresse derhjemme.
Frode: Det ved jeg.
Søren: Som han forøvrigt fortalte at du havde været medvirkende årsag til at han fik.
Frode: Ja ja, det var jo Hans Jørgen Nicolajsens, såvidt jeg husker. Det var fint at han overtog den. Så går det hele i arv.
Søren: Ja det var faktisk også nogen af de ord han brugte.
Frode: Alletiders.
Søren: Men sådan rent formelt, hvordan kom du ind i billedet i forhold til grafisk værksted?
Frode: Jamen det kan jeg jo ikke huske, i virkeligheden. Overhovedet. Jeg kan ikke huske hvorfor. Fordi i virkeligheden har jeg jo aldrig rigtig været grafiker. I hvert fælde ikke inden. Jeg blev det så lidt. Altså jeg har selvfølgelig prøvet at lave noget linoleumstryk og noget kartoffeltryk og sådan noget. Men den der grafik med koldnål og raderinger og ætsninger og så videre, det kan jeg ikke huske jeg havde prøvet før. Så hvorfor at jeg blev kontaktet, det aner jeg simpelthen ikke.
Søren: Hvem kontaktede dig?
Frode: Det kan jeg heller ikke huske. Mon ikke det var Anders Georg … ? Eller en der hed Jens der var ude på Medborgerhuset ude i Lunden. Jeg kan overhovedet ikke huske det.
Søren: Altså Jens Skoubo var nede på Medborgerhuset og var leder dernede i mange år.
Frode: Det må være ham. Men jeg kan godt nok ikke huske hvorfor. Men måske fordi jeg selvfølgelig havde haft en del med Silkeborg at gøre og så har de nok tænkt at… altså helt ærligt … hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg man tænkte, vi skal have en der kan udfylde lederrollen på sådan et prominent sted. Og der har de nok tænkt at det må jeg
være god til. Uden at vide at jeg ville være heltforfærdelig. Fordi jeg egnede mig slet ikke til at være leder af noget som helst. Og jeg husker også helt tydeligt den første dag på grafisk værksted da jeg startede dernede. Jeg tror jeg startede kl. 7. Og det gjorde jeg i virkeligheden for at så kunne jeg komme tidlig hjem. Jeg har jo aldrig brudt mig om arbejde som sådan … i fastere rammer. Så jeg tænkte at jeg skal hjem og have fri så tidlig som muligt. Så jeg gik der … så startede jeg med og bygge mig en sofa. Det lå jo dernede
under … hvad hedder huset dernede på Skoletorvet … nede i kælderen.
Søren: Det var Medborgerhus dengang.
Frode: Det var det vist nok. Jeg var kun nede i kælderen så jeg ved ikke hvad der var ovenpå. Det fandt jeg aldrig ud af … jo der var en fiskeforening der.
Søren: Ja der var lige præcis sådan nogen lokaler, som man kunne booke sig ind på.
Frode: Som Silkeborg Fiskeriforening havde. For de havde en fisk til at hænge på væggen, der var blevet udstoppet. Og den var faktisk fanget i den å, eller den var død i den å, som var nabo til mine forældres å. Det var på det tidspunkt den største bækørred der nogensinde var fanget … eller død i den å. Den vejede 12 kg. Og den døde på grund af at der var en landmand der havde lukket ajle ud i åen. Så døde hele fiskebestanden. Nå det var en sidebemærkning. I hvert til fælde startede jeg på grafisk værksted med at bygge mig selv en sofa eller en seng, rettere sagt. Og det gjorde jeg faktisk oven på alle de der litho-sten der stod i stakke inde i det tilstødende lokale til selve grafiske værksted. Og mens jeg var igang med det med at lægge nogen … der var også dejligt varmt inde med nogen gode tæpper. Jeg troede ikke der skulle ske noget. Jeg havde lige som hørt. Jeg havde hørt fra Anders Georg, det kan du roligt sige ja til, det her. Fordi der kan du slappe
af og tage det stille og roligt. Der sker aldrig noget … der kommer ingen dernede, næsten. Så du kan godt regne med at have det hele for dig selv. Det havde jeg jo glædet mig voldsomt til. Men mens jeg var ved at lave den her seng, så kommer der en der hed Jens, og det var åbenbart ham der var lederen derude, ned, og så siger han, hvad har du gang i?  Og så siger jeg, jeg er ved at bygge mig selv en seng. Hvad skal du bruge den til? Den skal jeg bruge til at sove på for det er lige tidlig nok det her for mig og komme op og jeg skal også have en middagslur og sådan. Det kan du godt glemme, sagde han så. Hvorfor det? Siger jeg så. Sådan var det ikke. Når man havde grafisk værksted så skulle man arbejde. Ja ok, men det skulle jeg nok gøre så. Så han bad mig om at fjerne den seng igen. Det gjorde jeg så selvfølgelig, mens han så på det men jeg stillede den nu op igen bagefter at han var gået. Og jeg troede så selvfølgelig at jeg var kommet til de evige sove gemakker, men det var jeg ikke. Allerede samme dag da fik jeg besøg af en tre. fire stykker.
Søren: Som kom for at arbejde?
Frode: Jeg kom sgu på arbejde og derfor så indførte jeg også lynhurtigt en regel om at der var ingen der måtte komme på grafisk værksted, hvis de ikke lavede noget. Det var ikke nogen varmestue, sagde jeg. Der var ikke nogen der skulle sidde og hænge eller sove til middag her. Det alle ikke må er der ingen der kan.Det var princippet. Altså med andre ord,
hvis jeg ikke måtte ligge og sove så skulle de andre heller ikke.
Søren: Så skullede andre heller ikke …
Frode: Simpelthen. Så de blev sat i gang med det samme. Man kunne godt få en kop kaffe men øl det var først, hvis man havde lavet noget at man kunne få tilladelse til at drikke en øl. Sådan indførte jeg nogle faste principper. Og det var vældig godt fordi der var nogen der aldrig nogen sinde havde lavet grafik … de begyndte så at lave grafik og det gav et godt arbejdsmiljø, synes jeg. Fordi folk blev inspireret, altså de fik noget energi …
Søren: Men hvilke teknikker arbejdede de med?
Frode: De arbejdede med alle teknikker … både ætsninger, raderinger og koldnål og … der var da også nogen, der lavede lithografier. Vi kunne det hele dernede i virkeligheden… og på et tidspunkt lavede vi sådan set også arbejde for Leif Bork og det var i kraft af at Anders Georg Jensen, han havde noget arbejde for det trykkeri eller en af kunstnerne. Så vi lavede store kobbertryksarbejde på værkstedet også.
Søren: Men kunne du arbejde med sådan nogen ting?
Frode: Ja ja. Jeg kunne jo lynhurtig lære mig selv det der, ork ja. Altså, grafik er retsimpelt håndværk og har man først lært det. Altså smøre en plade ind og lært at tørre den rigtig af, så den er ren de rigtige steder og beskidt de forkerte steder, eller omvendt, også de rigtige steder, så er det sgu ikke nogen sag. Det synes jeg ikke det er. Altså det er en teknik man
lærer sig selv. Den kan man lære på en uge, vil jeg sige. Men selvfølgelig er der sådan nogetmed akvatinte og sådan noget som man skal forsøge at styre, men man tager også imod tilfældigheder … På den måde så er det sådan noget man lærer langsomt hen ad vejen afhængig af hvor god man er til at lære.
Søren: Kan du huske hvilket år du startede derovre?
Frode: Næh. Det kan jeg ikke men det må have været i 90’erne … begyndelsen af 90’erne. Det må det have været. Men som sagt, der kom mange fantastiske, dygtige grafikereog de blev også dygtige …
Søren: Kan du huske nogen afdem?
Frode: Ja da, Lars Svanholm i særdeleshed er en mester indenfor grafikken og Jacob Haugen Sørensen og Klaus Fisker og Anders T. Mortensen, som er en fantastisk grafiker også. Eneminent grafiker. De var der jo. Og der var mange igennem. Altså virkelig mange som jeg ikke kan huske navnene på. Og mange af dem… opfordrede jeg, når jeg kunne se, hold da op det er sgu godt det der … til at sende ind til nogle censurerede udstillinger.
Og de kom sgu med. De kunne noget. Alt i alt var det jo opløftende det hele. Bortset fra at jeg aldrig fik sovet den middagssøvn [griner]. Det blev der aldrig tid til. Og jeg havde også aftenhold, kan jeg huske. Og det var også vældig, vældig fantastisk. Der kunne godt gå lidt fest i det, bagefter. De tog som regel i byen. Men det var den tid hvor vi var unge og friske
og det hele det kørte for os. Vi havde mod på fremtiden, men det var der også god grund til. Det var fantastiske betingelser vi havde i virkeligheden. Og på et tidspunkt var det jo sådan … folk betalte også for at lave deres ting og arbejde der og vi havde lige pludseligt et stort overskud også på grafisk værksted. Det kørte sgu godt på alle områder.
Søren: De betalte for papir…
Frode: Papir og for at trykke. Men det gav i hvert tilfælde et rimeligt godt overskud. som så gik til fælleskassen. Men ellers ved jeg ikke hvad jeg skal sige til det andet end …
Søren: Men du var med nede på Medborgerhuset inde ved Skoletorvet. Der startede du sådan set. På et tidspunkt flyttede værkstedet såvidt jeg husker …
Frode: Ja men det var efter min tid.
Søren: Det var efter din tid.
Frode: Altså så kom det jo ned i …Kulturspinderiet bag Kommunen.
Søren: Og så kom det ned på papirfabrikken.
Frode: Ja, det havde den mellemstation, hvor de ofrede jeg ved ikke hvor mange penge på udsugning. Vi havde ikke rigtig udsugning der hvor vi var på Skoletorvet. Det ville nærmest være blevet lukket af både det ene og det andet tilsynhvis det var …
Søren: Ja, hvis de var kommet forbi.
Frode:Men så fik vi et fantastisk dyrt anlæg. Jeg mener også Anders Georg overtog det igen i en periode, mens det var dernede.
Søren: Ja han var behjælpelig på værkstedet eller konsulent eller sådannoget. Men jeg kan næsten forstå at du opfattede din rolle meget som inspirator for folk der kom dernede
…
Frode: Ja fordi der kom lige pludselig mange nye folk til som aldrig havde været der før og lige pludselig mange flere. Der var nærmest for mange sommetider. Leif Dræby skal jeg lige huske at nævne … som jo også kom. Som er en helt suveræn grafiker også. Og Randi Kornerup. De kom også. Jeg kan ikke huske hvor meget Randi lavede men Leif lavede mange spændende ting, som han trykkede. Noget af det lavede han nu derhjemme fordi
han kunne bruge alle mulige værktøjer i sine plader. Han var sådan mere vild end vi andre dervar mere forfinede med vores nåle, med vores graveringer og såvidere … men Leif han var virkelig en … han var også med til at sætte sådan en stemning der … nu-skete-der-sgu-noget-agtigstemning. Det jeg vil fremhæve det var at grafisk værksted fik en fantastisk opblomstringstid mens jeg var der. Jeg ved ikke, hvad andre synes men det synes jeg selv. Jeg havde en forestillingaf at det var lidt hengemt og lidt lukket selvskab,
inden jeg kom. Men i den periode jeg var der blev det virkelig populært at kommeder og der kom rigtig mange. Og mange fik meget ud af det og det udviklede sig.
Søren: Men du skubbede måske også til folk. Og udfordrede lidt.
Frode: Altså det der var … jeghavde lige pludselig ikke tid til at lave mine egne ting, fordi jeg skulle også hjælpe dem … sådan gør jeg, sådan gør jeg.Så derfor var jeg egentlig mere en form for lærer, syntes jeg, altså. ikke, hvad de skulle tegne, men hvordan de skulle gøre det. For mig blev det meget sådan en lærergerning og også oprydder.
Søren: Men du var også insisterende på, at de skulle lave noget.
Frode: Det var jeg meget fordi jeg gad ikke det dermed at det bare skulle være en hyggeklub. Det kan jeg ikke holde ud. Jo, jeg kan godt lide at hygge mig og så videre men primært, hvis man ikke lavede noget først så tror jeg nok at jeg havde set ret sur ud. Så kunne jeg godt være irriteret. Og jeg kan da også huske at der skete jo sommetider så kom der mange udefra på besøg. Altså Hans Jørgen Nikolajsen og Jørgen Jacobsen. De kunne godt finde på at dumpe ind. Og de kunne jo underholde, de kunne jo fortælle. De
arbejdede jo ikke, det var nogle ældre herrer på det tidspunkt. Men de var jo alligevel inspirerende for de unge kunstnere og høre om deres erfaringer. Det var jo ligesom at fået pust af fortidens storhed ind i hele miljøet der. På den mådeså var det sådan en sluttet ring af kunstnere, der ligesom voksede op i Silkeborg på det tidspunkt der. Jeg kan da også huske at på det tidspunkt da tror jeg at jeg sad i bestyrelsen for påskeudstillingen i Århus, KP. Og der var der mange af dem der kom på grafisk værksted der sendte ind til.
Og det var en stor fornøjelse at se når de blev antaget. Ikke fordi det havde noget med mig at gøre, men alligevel kunne jeg godt lide det. Når de antog Svanholm, Dræby og nogle andre, som jeg ikke lige kan huske navnene på. Det var en stor fornøjelse.
Søren: Ja, for så blev ringen mere hel …
Frode: Så kan man sige at så var det ikke helt forgæves at jeg havde anbefalet dem at sende ind og spilde penge på det. Altså det koster også at sende ind. Og så er det irriterende ikke at blive antaget.
Søren: Ja, det kenderjeg til.
Frode: Ja, hvem gør ikke det? Så på den måde var det også … det hjalp det i hvert tilfælde på den aktivitet der var på grafisk værksted på det tidspunkt. Det var at kvaliteten simpelthen blev bedre, fordi de inspirerede hinanden meget.
Søren: Ja og du gjorde også …
Frode: Jeg ved ikke hvor meget jeg kan inspirere. Det ved jeg faktisk ikke om jeg kan. Miljøet var i hvert tilfælde inspirerende.
Søren: Man kan vel være inspirator på mange måder. Hvis man er skolelærer er man det ud fra nogle teorier om dit og dat. Man kan vel også være inspirator ved sin gerning.
Frode: Jeg aner det ikke. Jeg kan ikke svare på det. Jeg ved ikke, hvordan folk de opfatter. Jeg kan jo ikke være inde i andres hoveder. Jeg ved jeg selv … jeg bliver inspireret af andre selvfølgelig. Det er jo klart. Sådan er det. Jeg vil nu tro at de har søgt lidt højere end bare mig. De harogså haft autoriteter, der betød noget for dem selv. Jeg mener også min opgave skulle være at sørge for at tingene var så det kunne lade sig gøre at arbejde. Det var min primære ide med at skulle sige ja til at skulle være bestyrer det var, at det skulle
lade sig gøre at arbejde og lave det man gerne ville lave. At sørge for at alle faciliteterne var der. I hvert tilfælde indenfor de rammer der var mulige. Og det synes jeg vi var gode til i denperiode. Rigtig gode.
Søren: Har det inspireret din egen kunst at være på grafisk værksted?
Frode: Ikke direkte. Indirekte selvfølgelig, fordi jeg elsker sort kunst. Og sorte/hvid …det grafiske mellem sort og hvid. Den kontrast tiltaler mig stadigvæk. Og den har i hvert tilfælde udviklet sig efter det grafiske arbejde, men jeg er jo ikke figurativ som jeg var dengang jeg var grafiker. Da lavede jeg noget surrealistisk halløj. Figurativt, symbolsk. Det var først da jeg senere skulle lave f.eks. det der cover jeg blev sådan helt nonfigurativ. Og det erjeg stadigvæk … hovedsagelig.
Søren: Arbejder du stadigvæk med tryk eller med billedfladen eller er det udelukkende skulptur?
Frode: Nej jeg arbejder ligeså meget med billedfladen … meget relieffer. Som jeg arbejder meget i. Men jeg vil ikke afvise … jeg har tit lyst til det … jeg har bare ikke tid til det. Jeg har lyst til at sige “Nu vil jeg sgu lave noget kartoffeltryk igen, fordi det er så dejligt let at have med at gøre”.
Søren: Men når du sige “kartoffeltryk” mener du så linoleum … ?
Frode: Så mener jeg selvfølgelig linoleumstryk. Fordi det kan jeg godt lide. Men jeg er ikke så vild med processen. Altså det der med at så skal det igennem flereprocesser inden man har det færdige resultat.
Søren: Så den der med at snitte noget i en linoleumsplade eller en træplade og så smøre farve på og så er det det.
Frode: Jeg kan bedst lide en-til-en i alt. Så derfor har jeg lidt … der er sgu så mange omveje … det er ligesom med metalstøberi, bronzestøberi. Det bryder jeg mig heller ikke om fordi man skal flere veje. En-til-en, det passer mig bedst.
Søren: Men dine skulpturer …er de ikke nogen gange omsat til metal?
Frode: Jo.
Søren: Men det er ikke noget du selv står for?
Frode: Helst ikke. Jeg har gjort det, men det bryder jeg mig slet ikke om. Det er en“pain in- the-ass”. Men jeg kan godt lide at lave modellen.
Søren: Den laver du i træ.
Frode: Den laver jeg i træ. MDF nu. Nej jeg laver også lidt i granit. Jeg laver stadigvæk lidt i granit. Det er meget lidt fordi, mit helbred er ikke længere til det. Jeg kan ikke arbejde andet end et par timer i granit. Af gangen. Og helst kun 14 dage om året. Fordi jeg har ikke … altså man bliver ødelagt af at arbejde med granit.
Søren: Er det støvet?
Frode: Nej, det er musklerne. Man står jo med nogen fucking lortemaskiner og spænder hele dagen. Og det gjorde jeg 15 år i træk …
Søren: Jeg synes jeg har hørt om folk som laver modeller og så sender dem til Kina…
Frode: Jamen det kan man også godt. Og det skulle jeg have gjort nogen gange. Jeg kan huske den sidste store granit jeg lavede … men den skulle laves til en bestemt tid … så det vil sige jeg havde en deadline … og så havde jeg en agent ude i Kina, faktisk. Eller igennem et stenhuggeri, som vi bad om at tage et tilbud ude i Kina på at lave den samme. Men de kunne ikke garantere at den kunne blive færdig. Den skulle afsløres 1. april i forbindelse med noget nybyggeri og sådan noget. Så jeg gik igang med at lave den. Jeg
fik skåret den til nede på Give …eller råblokkene skåret til i Give. Og så blev det kørt op til Silkeborg. Oppe ved Christiansen, som jeg har arbejdet meget sammen med. Hver gang jeg har lavet granitter og sådan noget. Og så stod jeg og lavede det deroppe. Noget af hugge arbejdet men mest slibearbejdet. Og skærearbejdet. Af helvedes til. Og præcist lige den dag vi var færdige med og lave skulpturen. Det havde taget en to, tre måneder. Da
ringede han nede fra Kina, ja, nu havde han et tilbud og det blev præcist det og det beløb. Og det var leveret og opstillet. Og det var billigere end det jeg havde købt granitten for.
Søren: Av, av.
Frode:Yes, det var så. Det skulle jeg have gjort. Det her, det var endda om vinteren jeg lå fanme ude på minus 10 graders frostjord og lavede noget af alt det lort der inden vi kunne slæbe den ind. Men på den anden side set. Jeg har set noget af det de får lavet ude i Kina og det har ikke finish kvalitet over sig. Så det er OK, det er billigt men det er heller ikke altid udført særligt godt. Men hvis jeg skal lave en stor ting så bliver den lavet efter model og så
får jeg stenhuggerierne eller metalværkstederne til at lave den. Grundarbejdet og så laver jeg ciseleringerne og såvidere. Det er det eneste jeg gør i nu.
Søren: Og der laver du så modellerne i MDF plader …
Frode: Sommetider laver jeg dem sgu bare i flamingo og så sætter mål på og så har jeg en ingeniør, i hvert til fald til metal, han regner det hele ud på en tiende del millimeter og så bliver det laserskåret og svejset sammen. Det er helt vildt hvad de kan i præcision. Det er
metalskulpturer. Store ting.
Søren: Du har lavet den, der står inde ved Norups Plads.
Frode: Det er en bronzeskulptur. Den er lavet i … ovre ved Leif Jensen Bronzestøberi …
Søren: Men der har du vel lavet en model, som de så har …
Frode: Se der var jeg meget på … i virkeligheden. På den skulptur der. Fordi den er også … altså jeg har lavet en model selvfølgelig. I 1til … jeg tror det var 1 til … enten var det 1 til 50 eller 1 til 200. Det kan jeg ikke huske. Det er egentlig også ligegyldig. Så skar de det så til … pladerne … og så svejsede de det. Og så var det meningen de også skulle ciselere svejsningerne, men de var ikke dygtige nok.
Søren: Når nu jeg ikke er helt sikker på hvad ciselering betyder …
Frode: Det vil sige at så renser man svejsningerne, sliber dem ned og laver overfladen inden den skal patineres. Men de kunne ikke lave det. Og jeg så også nogen andre ting de havde lavet og det kunne jeg ikke godkende. Jeg var nødt til at være på den skulptur hele vejen rundt selv. Jeg har været på hver eneste kvadratmillimeter. Det var fandme hårdt. Sommetider hang jeg … jeg var bare bundet i nogen tov … i nogen stropper iloftet. Og så
hang jeg med hovedet ned en hel dag og ciselerede. Det var sindssygt hårdt.
Søren: Jeg er nysgerrig. Kan du givemig indtryk af hvad sådan en skulptur handler om?
Frode: Den inde på …
Søren: Ja eksempelvis den.
Frode: Ja for søren.
Søren:Det er mere fordi min skulpturverden er en anden og jeg har altid været nysgerrig efter at forstå …
Frode: Jamen jeg ved sgu ikke om der er nogen forskel … altså fordi … jeg betragter alt kunst som abstrakt, primært. Jeg ser skulpturen, før jeg ser motivet og jeg ser billedet før jeg ser motivet på billedet.
Søren: Allerede nu er du langt inde i det, tænker jeg. Det lyder spændende.
Frode: Skulpturen nede på Norups Plads, den er jo meget anderledes end andre skulpturer, jeg laver når de er nonfigurative. For den er faktisk stedsspecifik. Det vil sige at den konkurrence, der bliver udskrevet, for det var en konkurrence der blev udskrevet hvor man så inviterede … var det 7 billedhuggere rundt om i hele verden, til at komme med et forslag og så sendte man ind og så har de så valgt min. Men det der var i oplægget det var
at den skulle være en port mod vest og den skulle symboliserer stedet og stedets historie og også på en måde det menneske, der lagde navn til pladsen.
Søren: Det er meget at have med i sine overvejelser.
Frode: Jamen det er det. Men så går man så ind og undersøger historikken. Og det der var i det, det var at lige præcist det sted er jo altid blevet kaldt for “Magtens femkant”. Og det er den fordi dommerboligen, kredslægen, avisen, kirken og … var det apoteket … Altså 5 magtfaktorer i byens erhvervsliv var tilstede der. Så derfor blev min arbejdstitel jo sådan noget jeg kaldte for “Pentagonalmonument”. Altså en femkant. En pentagon som er en femkant og som også symboliserer magt. Men nu er jeg ikke interesseret i at
repræsentere noget som helst så derfor er jeg nødt til at lave en abstraktion over den. Og også en dekonstruktion af den. Og mit primære mål var jo så og lave en ting der både var til kroppen og til øjet. Det vil sige at du skal kunne bevæge dig på den og du skal også kunne tage den i øjesyn og betragte den. Altså både en taktil og en visueloplevelse, skulle der være i den.
Søren: At du kan mærke den…
Frode: Du kan bevæge dig på den, altså jeg har jo altid kunne lide, fra den gang jeg var ung og begyndte at rejse ud i verden, det der med at man samledes omkring en plads i en by, ovenpå en skulptur for eksempel, nede i … det har jeg gjort både nede i Amsterdam og i Prag og andre steder, hvor unge mennesker sad og hyggede sig på de der … og på Trafalgar Square.
Søren: Badede i springvandene.
Frode: Ja ja. Opholdssteder også. Det skal det også gerne kunne blive til. Og så skulle det selvfølgelig også kunne symboliserer stedet og historien og … Det var jo sådan at dengang Jyske Bank fandt på at nu ville de også urbanisere sig helt ud midt på vestflanken der og så river vi bare lige avisbygningen ned, så gjorde borgerne modstand. Det ville de ikke finde sig i … der blev opstand i Silkeborg men avisbygningen den skal ikke fjernes men så tilbød de at flytte den. Derfor er den blevet flyttet 100 meter. Og bevaret på den måde og det symboliserer skulpturen også. Derfor er den dekonstrueret fordi det er jo egentlig en opadstræbende form. Men ved så at spalte den ud så falder den tilbage igen til jorden. Det vil sige at den fortæller at du har kun den magt du bliver tildelt i et demokrati. Så det er derfor at hele pentagonen, den opadstræbende, den i virkeligheden skvatter lidt sammen og falder ned og ender ud på jorden. Et symbolsk snit
jeg har lagt.
Søren: Det synes jeg er smadderspændende at gøre.
Frode: Ja ikke. Det er også mig der har lavet furniture, altså møblerne. Den der cirkel der er af de der femkantede pentagoner, det fortæller det gamle tingplads. Det her det faktisk befolkningen eller Silkeborgs borgere der sagde at sådan her skal det være hvis I vil have lov til at bygge her. Avisbygningen den river I ikke ned, den skal bevares. Men samtidig med at den også viser en sublimopadstræbende som jo var karakteristisk for Norup men den viser også at magten var altså ikke større end byens befolkning tillod i sidste ende. Så det er ideen med den skulptur. Jeg har lagt et oplæg frem hvor jeg har skrevet om den, det får du lige.
Søren: Nå du har sådan et her?
Frode: Ja ja. Det gør jeg nu altid hvis jeg skal lave noget … når jeg bliver bedt om at lave en udsmykning, så skriver jeg en begrundelse for hvorfor det bliver sådan.
Søren: Og den har de også set derinde, før de vælger den …
Frode: Ja ja. Jeg tror de har lavet en hel film hvor jeg fortæller. Jeg er blevet interviewet og filmet til et eller andet de har derinde i deres kunstsamling. Jeg ved ikke hvordan det går med det. Det har jeg ikke set resultatet af. Det interesserer mig heller ikke. Overhovedet. Det er jo bare fortid. Det er klart at når du spørger efter hvordan det opstår det der så kan jeg godt lide at fortælle det. Fordi sommetider synes jeg det … der er mange der ikke
forstår den skulptur derude men hvis de får en forklaring så kan de pludselig forstå det hele.
Søren: Hvordan bestemmer du dig for hvilke højder, hvilke dimensioner sådan nogle søjler skal have?
Frode: Men det er jo fordi jeg er det man kan kalde for minimalist i mit udtryk og dermed også en minimalistisk form. Jeg laver simpelthen bare en matematiskudregning. Så det hele er matematik … det går op. Og jeg tror nok at grundplanen for hver femkant … der opererer jeg med 75cm. Jeg kan ikke huske det.
Søren: Nej men det gør heller ikke noget. Det er mere principperne. Det er ikke den konkrete …
Frode: Den springer hele tiden med et bestemt antal i forhold til grundplanen. Det er sådan det er …
Søren: Det er ikke for at hænge det op på den konkrete skulptur. Jeg er bare nysgerrig efter dine grundlæggende principper indenfor dit arbejde med skulpturer. Jeg bliver både forundret og nysgerrig.
Frode: Men det er faktisk … altså ok, der kan godt være nogen der får en vis advis-form, om jeg så må sige …eller i hvert fald en form, hvor jeg snyder med matematikken. Så bliver det mere en fornemmelses sag. Men det bryder jeg mig ikke om at det er sådan, jeg kan bedst lide …
Søren: Men du har gjort det nogen gange?
Frode: Ja ja, det har jeg sgu gjort mange gange. Men jeg kan bedst lide hvis det hænger sammen med den matematik, der ligger til grund for skulpturen. Det er jo ikke matematikken der ligger til grund for den, men når man får skulpturen, ideen om jeg så må sige … så vil jeg gerne putte den ned i matematik bagefter. Fordi det giver mig en vis form for sikkerhed og så tænker jeg tilbage til Einstein, som siger: ”Hvis formlen er rigtig så
ender det også med at det ser smukt ud” eller “ser rigtig ud”. Måske ikke smukt men rigtig ud. I dont know, men …
Søren: Nå men det er jo din vedtagelse med dig selv … at det er ud fra de principper, du vil arbejde ud fra, kan man ikke sige det sådan?
Frode: Jo jo, lige præcist. Men jeg kan da godt blive i tvivl. Det er jeg hele tiden. Jeg er altid i tvivl. Uha, uha. Jeg er også meget i tvivl, når jeg møder skulpturen igen.
Søren: Nå også når du ser den igen… selvom den står støbt og det hele … ?
Frode: Ork ja. Men jeg kan da have det helt forfærdeligt. Sådan er det.
Søren: Men hvad bekymrer dig?
Frode: Man kan jo altid se fejlene på sine egne ting. Man har meget lettere ved at accepterer de fejl, man ser hos andre end hos sig selv. Fordi man er jo ikke ansvarlig for deres fejl, men det er man for sine egne. Og jeg kan ikke huske jeg har lavet en ting jeg ikke godt syntes, kunne have været anderledes … endnu. Det har jeg sgu ikke. Og det er egentlig det jeg ser. Min gode ven Poul Vandborg, som du nok også kender, som jo også har ting til at stå, og han har blandt andet den der, hvor der er to granitter ved siden af hinanden, lige overfor den græske restaurant, den lignede sådan to skåle, en stor og en
lille, vi kaldte den også “Mor og barn”. Men jeg kom hos Poul Vandborg, nede på stationen, tit engang, og så en dag så kom vi til at snakke om den skulptur. Så sagde jeg til ham: “Jeg er meget glad for den skulptur og det er min datter også, fordi når min kone og jeg er inde og spise på restauranten, så er det praktisk for så kan hun bare sidde derude og lege for hun gider ikke sidde også kan vi holde øje med hende samtidig”. Og så siger Poul:“Jeg kommer aldrig der nede”. Og jeg siger: “Hvorfor ikke det?”. “Nej, fordi den er jo
ødelagt”. “Ok?”, siger jeg så,“Hvad er det galt med den?”. Og Poul Vandborg han havde sådan en hel, inde på hans skrivebord, en hel stak med kort. Og så bladrede han ned og så trak han en ud. Det var så et billede af den. Så siger han: “Prøv at se her. Kan du se skulpturen der?”. “Ja, det kan jeg godt. Jeg synes den er fin”. “Prøv lige at se deroppe. Der er den konvekst i stedet for at være konkav”. “Det gør sgu da ikke noget”. Jo det gjorde det for ham. Og så fortalte han, hvordan det var sket. Så sagde jeg: “Hvorfor har du så ikke
bare hugget lidt mere af?”. “Nej for så blev den for klein. Men det skete ved at en dag så stod jeg og huggede nede foran depot lagret der”. Der havde han sin hammer og alt det der. “Og så kommer Hans Jørgen Nicolajsen og Fritjof Johansen gående forbi. De skulle ned og fiske i Smingesø. Og så siger de. “Nu har du kraftedme stået der i flere måneder. Tag nu lige og komme igang. Nu skal vi fandme vise dig hvordan man skal hugge granit”. Og så tog de en klaphammer også huggede de til og så røg der et alt for stort stykke af.
“Så det er derfor den er sådan”, siger han så. “Og det duer ikke”.“Så jeg har aldrig været oppe i den ende af Vestergadesiden”.
Søren: Wow …
Frode: Det var en forfærdelig historie i virkeligheden, ikke. Men …
Søren: Men den fortællerdu for at fortælle at man kan godt være tilfreds men alligevel kan der godt være noget, der stikker i øjnene … eller et ellerandet.
Frode: Eller et eller andet. Og man bør jo kunne gå rundtom en skulptur, hele vejen. Jeg kan også godt lide noget af de skulpturer … der er altid en vinkel hvor man tænker, der mangler sgu noget plasticitet der. Og det er ikke fordi skulpturen er forkert, det er fordi lyset skal også falde rigtigt. Og det eraltid svært at vende noget mod vest. Fordi den bliver flad …det bliver fladt af det lys, der kommer fra vest. Sådan er det.
Søren: Så ved visse lysfald så står den egentlig meget bedre frem, som du forestiller dig den … som du godt kan lide den … end ved visse andre.
Frode: Ja lige præcist. Og jeg kan huske jeg sagde nej tak til at der skulle være lys på den om aftenen. Det har jeg fortrudt, fordi det ville man kunne lave.
Søren: Der ville du kunne have styret det …
Frode:Ja, der kunne det have været styret.
Søren: Jeg så engang en skulpturudstilling ude på Aros … jeg tror faktisk det var med Prins Henrik, hvor de havde lagt en … de havde forsøgt at visualisere solens gang … og med de skygger, som var omkring en skulptur. Det kunne være interessant at man kan sige at om natten så kunne man selv bestemme, hvordan skyggerne skulle falde.
Frode:Det var noget man burde have tænkt ind fra starten selv. Så man kunne tage højde for det.
Søren: Men tror du ikke de vil være interesseret i at lave det i dag?
Frode: Nej that’s past. Ja ja. Ud over at det selvfølgelig generer mig … men det er der så meget der gør …
Søren: Med dine egne værker, tænker du?
Frode: Ja ja, altid mine egne værker, andres værker det kan jeg næsten altid godtage … også selvom jeg godt kan se hvor de måske godt lige kunne have … det er jo meget lettere … jeg kan jo godt lide fejl i virkeligheden … også når der er fejl i kunstværker… fordi det giver det jo et menneskeligt touch. Men det sjovt nok at det er så let at accepterer andres fremfor ens egne på den måde der.
Søren: Jeg drømmer jo altid om når jeg går på kunstudstillinger eller ser værker af andre at få et indblik i mennesket bag.
Frode: Gør du?
Søren: Ja.
Frode: Det er jeg ligeglad med. Fuldstændig. Det rager mig en skid.
Søren: Jeg synes jo det gør at så kan jeg måske få anledning til øjne et menneske som præsenterer sig som tilstedeværende her på jorden med de fejl og mangler og kvaliteter som vedkommende har. Den sammenhørighed længes jeg efter.
Frode: Men det er da også meget sympatisk. Men så sympatisk er jeg ikke.
Søren: Men du viser dig alligevel i dine figurer, hvis man ser fejlene eller det uperfekte ...

Frode: Jeg kan jo godt gennemskue andres skulpturer og jeg kan også gennemskue hvad det er de har villet. Det er det jeg mener. Og så kan jeg se at … ja ja, ok. Det var det du ville og det var det her du nåede til. Og det er det jeg mener. Det er der jeg … ud over jeg godt kan lide den umiddelbare oplevelse, af at se en ting … men når jeg så har set den, så begynder jeg også og prøver på og forstå, hvad det var de ville. Så kan jeg gennnemskue
både hvad ideen var og hvordan processen har været med at komme derhen. Det synes jeg er meget interessant. Det lære jeg en del af. Synes jeg. Det er faktisk derfor jeg kan lide at gå på udstillinger. Desværre er der ikke ret mange udstillinger, der er interessant nok til at jeg gider og tænke så langt. Men det er også når man bliver ældre som mig så
har man jo set det hele næsten. Så er det sjældent, derkommer noget og så er man sommetider nødt til at gå tilbage for at se noget. Altså tilbage i tiden. Hvor jeg syntes der var noget spændende. Hvor der var et eller andet der ramte mig. Så sådan er det. Vi ændrer os jo hele tiden.
Søren: Gudskelov.
Frode: Og nogen ting står vi sådan nogenlunde fast på. Jeg var til møde i går … nej det var nok i forgårs … det er torsdag i dag, så det var i tirsdags. Og det er fordi jeg skal lave en udstilling på et museum. Det er så sammen med flere. Og jeg tror nok udstillingen kommer til at blive noget i retning af tre generationer. Og det er fordi det faktisk er tre generationer af kunstnere, man sætter sammen. Det bliver interessant at se  om der er spring i det, om man forholder sig til tiderne og så videre. Eller til de forskellige generationer, med hinanden. Altså det er den samme genre vi arbejder indenfor.
Geometrisk kunst altså. I tre generationer. Og så er det sjovt at se hvordan det udvikler sig, rettere sagt. Det er den udvikling, som vi skal prøve af der.
Søren: Nu arbejder jeg jo med 3D og 3D print. Så i princippet så er alt skulptur jo geometrisk, hvis man zoomer langt nok ind. Så spørgsmålet er jo hvor figurativ man er. Er du figurativ i noget af din geometriske kunst, synes du?
Frode: Hvis jeg oplever at det pludselig kommer til at ligne noget, så mit øje begynder at associere til noget figurativt så får jeg det decideret ubehageligt. Og så må jeg lave det om. Og det er egentligt pudsigt fordi her forleden havde jeg besøg af Poul Pedersen. Og vi sad og snakkede …
Søren: Bogstav … ?
Frode: Ja. Og så fortalte jeg ham at jeg havde set at der var et maleri af ham på auktion fra en serie, hvor jeg selv har en fra. Og … det er den, der hænger lige herinde, kan du se … og han vidste ikke at jeg havde et billede fra den serie. Og så fortæller han mig om det billede der så er på auktion, var på auktion nu, at det ivirkeligheden var figurativt. Det var totalt nonfigurativt, men så fortæller han mig at det er et portræt. Og da jeg så kan se at det er et portræt … det ødelægger faktisk maleriet for mig. Så jeg bød ikke på det.
Søren: Og det havde du ellers overvejet?
Frode: Men jeg fortalte så … jeg kender en anden der har billeder af den serie … ham fortalte jeg det, og han købte det. Det var Tom Christoffersen fra Galleri Tom Christoffersen, han købte det. Men det er nemlig et portræt af en pige, der er et billede af i den her bog og det kan man tydelig se … det var det der var så sjovt og så snakker Poul og jeg og han fortæller så, når han ser noget totalt nonfigurativt, så forsøger han at få det til at ligne noget. Og jeg gør det modsatte. Fuldstændig. Vi er helt diametrale modsatte hvad det angår.
Søren: Du forsøger at knibe øjnene sammen og fjerne motivet.
Frode: Ja. Hvis der kommer et motiv så dropper jeg det sgu. Altså det kan jeg ikke holde ud.
Søren: Du dropper motivet eller du dropper skulpturen?
Frode: Så dropper jeg det hele … jeg har selv en skulptur … den er da godt nok solgt men den kommer til at ligne et menneske og det var ikke meningen. Så … jeg kan ikke holde den ud. Fordi den gør det … den er ellers god nok. Og dem der ikke får den til at ligne et menneske, de må have det rart med det. Menjeg kan kun se det andet.
Søren: Jeg bliver nysgerrig efter hvorfor det ikke må ligne et menneske.
Frode: Jamen det er fordi det forstyrrer. Så forstyrrer det jo min oplevelse af det jeg vil kalde for det der er “a priori” [A priori kommer af latin og betyder “fra det tidligere”. Den erkendelse der er opnået via fornuften alene]. Det skal være totalnonfigurativ. Set med mine øjne. Det må ikke forestille noget fra den virkelige verden.
Søren: Ved du hvorfor du har det sådan?
Frode: Nej. Det ved jeg ikke. Det må være en beslutning jeg har taget … altså fordi så forhindrer det mig ikke i at se BILLEDET. Altså lige så snart det begynder at forestille noget så begynder det at forstyrre det billede, jeg gerne vil se. Det er derfor jeg forsøger altid at komme væk fra det. Og jeg havde egentlig ikke nogensinde set det billede som et portræt inden Poul viser mig det. Hende det forestiller. Nu kan jeg ikke se andet. Og selv om hun
er meget smuk, så hjælper det ikke på det. Så der har vi sådan to helt modsatrettede tilgange til noget vi ellers er meget enige om. Heldigvis … det billede jeg så har fra samme serie … det forestiller ikke noget.
Søren: Det var da lykkeligt.
Frode: Ellers havde jeg bare sat det på auktion og han er ret dyr i dag så det betyder ikke noget.
Søren: Personligt er jeg nysgerrig efter hvad det er der gør den der modstand imod at det må ligne noget. Men jeg har også fornemmelsen af at vi ikke kan komme tættere på det.
Frode: Nej, ikke andet end at jeg synes at det forstyrrer billedet … det forstyrrer skulpturen, hvis det forestiller noget. Længere er den ikke.
Søren: En skulptur er jo i princippet jo bare et materiales udbredelse i rum, hvis man kan sige det så enkelt.
Frode: Og hvordan et objekt forholder sig til omverdenen.
Søren: Så hvis der er noget der kan blive til en hånd et eller andet sted i figuren, hvis man anstrenger sig, så er det nok til at … så vil du fjerne det element eller gøre det endnu mere abstrakt.
Frode: Nu må du ikke misforstå det. Jeg kan da godt lide hvis ting vil være absolut figurative, så er det da helt fint …
Søren: Jeg har slet ingen ambition om at misforstå. På ingen måde. Jeg er bare nysgerrig efter hvad der driver dig og din … og det … jeg kan jo sagtens fornemme at det på en måde er en mur du støder imod.
Frode: Jeg kan huske den første gang … og det er faktisk imens jeg selv var figurativ … men dengang jeg var figurativ der var det nu også mere kompositionen der interesserede mig end det var alt det andet. Det var i hvert tilfælde den vigtigste del, var kompositionen men det ligger da helt tilbage i ‘70’erne hvor jeg kan huske jeg læste om Matisse. Han havde skrevet eller sagt, at man må altid se billedet før man betragter motivet. Og det var
selvfølgelig … det gav også en god indgang til at forstå hans malerier, fordi de i allerhøjeste grad er kompositioner, før de egentlig er billeder. Men da var man ikke kommet så langt så man helt ophævede … det var først med Malevich og de andre modernister der. Altså man kom til at fjerne hele motivet. Men han havde sådan set foregrebet det … det nonfigurative, kan man sige med det statement der …
Søren: Det er det du har taget til dig.
Frode: Ja det kan man egentlig godt sige at jeg fuldstændig konkret har taget til mig at jeg kan ikke have at en abstrakt eller en nonfigurativ ting, pludselig begynder at ligne noget fra den virkelige verden.
Søren: Har du sådan en tanke om at det er for nemt?
Frode: Nej overhovedet ikke. Der er jo Antoni Gormley, som jeg ellers beundrer meget, det forstyrrer mig jo voldsomt, at det altid skal forstille…
Søren: Jeg kender ikke lige hans …
Frode: Men hvis du ser det … han arbejder kun med klodser, men det forestiller altid en krop. Det er ham, der laver “The Nordic Angel”. Som vel er en af verdens største skulpturer. Den står oppe i Skotland et sted. Jeg har min telefon på mig så jeg kan hurtig vise den [kigger efter et billede].
Søren: Må jeg lige spørge om noget, imens du kigger?
Frode: Ja.
Søren: Du har mange huse her på grunden. Hvordan kan det være? Jeg tænker … har du nogensinde har haft et symposium, hvor mange er kommet og har boet her ogarbejdet og udstillet eller et eller andet?
Frode: Øh … “The Nordic Angel”. Hvis du så ser ellers så er han mere … [viserfotos af Antoni Gormleys værker med mennesker sammensat af småklodser].
Søren: Den der kan du vel næsten acceptere … ? [peger på et værk]
Frode: Nej. Det kan jeg ikke. Det ligner en mand der står og bukker sig [griner]. Du var lige ved at spørgeom noget.
Søren: Det er fordi den gang jeg kom så ser jeg alle de huse, der er rundt omkring. Både ved indgangen og bagved.
Frode: Det er fordi jeg elsker at bygge. Jeg elsker at bygge. Jeg har bygget det hele selv. Jeg har også bygget det her selv. Huset det gik kun hen til de der fliser lige der [peger]. Og så …
Søren: Har du bygget det hele selv?
Frode: Alt ved hjælp af to stiger.
Søren: Det er imponerende.
Frode: Det er satme rigtig. Jeg er en pissegod håndværker. For at være helt ærlig. Og før i tiden hvor jeg havde kræfter da kunne jeg jo alt det her. Men så en dag … var det ikke i … lige i slutningen af 90’erne eller begyndelsen af 00’erne, da var det blevet så moderne med samtale køkkener, og så siger min kone en aftenen: “Skal vi ikke også have et samlejekøkken?” Sådan hører jeg det i hvert tilfælde. [griner]. Så siger jeg, jo da, det synes jeg da, var en god ide. Vi kan da bare gå derud nu. “Jamen jeg mener den skal være stor”, siger hun så. “Nå ok, men det kan vi da godt”. Og så lavede jeg lynhurtigt en
skitse. Og så siger hun,“Nej, den må godt være en meter større”. Og så byggede jeg 5 meter til. Og det var ok. Og så havde jeg også et gammelt drivhus deroppe. Og der har jeg så bygget et orangeri. Men så en dag sad min far herude og hældte vand ud af øret … af ørerne. Han sad lige, hvor du sad. “Jeg kan ikke blive ved med at klare mig selv”. Han var blevet næsten 90. Og så siger min kone: “Du kan da bare flytte herud. Vores børn de er jo
flyttet hjemmefra og så kan du få vores soveværelse her og så flytter vi ovenpå igen”. Og så tænkte jeg, “nej det sagde hun fanme bare ikke”. “Jamen det vil jeg da gerne”, sagde han så. “Aaa” ,siger jeg så. “Ved du hvad jeg har et værksted herude, det kan jeg lave om til en lille lejlighed til dig. Skal vi ikke det i stedet for?”. “Jo, det kunne vi godt”, sagde han så. Og så gik jeg i gang. Jeg havde sådan et grovværksted der. Så byggede jeg en lejlighed til ham på først 20 m2, så tænkte jeg nej det bliver sgu for småt. Han skal have og så en måned inden det var færdigt, så ringede han. “A kommer ik’ alli’ vel”. “Nå
hvorfor gør du ikke det?”.“Nå men a har fåt det møj bedre”. Og så var jeg jo lettet.
Søren: Men så havde du ikke et grovværksted længere.
Frode: Men det var da ligegyldig, jeg byggede bare et nyt værksted på den anden side. Og så siger han også: “Men a ka da godt betåle lidt kompensation … det har vel kostet lidt å byg et, har det et?”. Sådan rigtig jysk. “Jo men vi uddeler ikke dummebøder herude. Bare rolig. Det skal jeg nok klare”. Og så byggede jeg også 20 m2 mere til, så nu er der 60m2. Og det fungerer som Air B & B. Det er faktisk lejet ud hele året rundt. Det er også et sted hvor kunstnere, musikere, billedkunstnere og forfattere, de bor gratis. Aske Jacoby har lige boet her en uge. Musikeren. Og så bor de gratis, fordi jeg har selv været så heldig når jeg har været rundt i verden og bo nogle fantastiske steder gratis. Og så er det pay back. Så længere er den sgu ikke. Musikere, forfattere og billedkunstnere, de har altid fortrinsret til den. Og det bliver det også brugt til. Og når der er nogen københavnske kunstnere eller musikere, der har noget i nærheden af her, så er de glade for at være her. Men ellers er det som Air B & B … jeg tror vi har haft 30 forskellige nationaliteter til at bo derude efterhånden. Der kommer nogen franskmænd i næste uge. To piger, der skal lave et magasin fra det her område. Og som så bor der. Det er derfor jeg har alle de huse. Nu er jeg ved at bygge et nyt drivhus derovre. Og også lige sat noget igang herude, men det kan vi lige gå ud og kigge på bagefter. Men jeg har en stor passion for at bygge. Og jeg hader håndværkere inde i huset. Men jeg har også sagt at det er det sidste jeg bygger nu, det her. Vi holder meget af at være selvforsynende med alt, så derfor et det godt med et drivhus mere. Og ting de koster jo ikke noget. Folk de sætter jo på Marketplace. Er der nogen der vil have et drivhus for 500 kr. ? Så henter man bare det. Så det er ikke fordi det koster ret meget. Og det meste af det jeg har bygget er faktisk bygget af genbrug.
Søren: Den bløde side, venlige side, imødekommende side, du viser her … kan man se den i din kunst nogen steder?
Frode: Det vil jeg ikke håbe da [griner]. Jeg synes, jeg vil sige at enhver form for kunster er venlig. Fordi det har jo altid et pædagogisk sigte. På en eller anden måde, uanset hvor sur du er. Uanset hvor sur en kunstner er så er der sgu en form for pædagogik i det de laver.
Søren: Kan man sige at det er en gavmildhed i at ville vise en skulptur eller et billede?
Frode: Det synes jeg godt man kan sige, men jeg synes alligevel man skal passe på med ikke at rose sig selv for meget for det er jo kun for en selv, man laver det. Altså dybest set. Det er jo en svær egoistisk borgerlig dyd og sidde og lave noget som kun bliver lavet for ens egen skyld.
Søren: Men efterfølgende er der dog mulighed for at andre kan deltage i glæden.
Frode: Ja forhåbentlig da, eller svar der jo ikke nogen grund til at udstille det. Altså det håber jeg. Man får da også sådan lidt hen af vejen glæde ved at der er nogen der får noget ud af det. Det er da helt fantastisk, når det sker. Og jeg er for eksempel glad ved at skulpturen nede på Norups Plads er blevet taget så godt imod af både børn og unge og skatere og alt muligt. Der ligger jo utallige videoer inde på nettet af skatere fra hele verden der vil besøge stedet for at skate op ad kanterne der. Det er blevet sådan et kultsted, hvor
de mødes. Og brudepar har gjort det til en tradition og gå hen og stå og blive fotograferet ved den og nyde et glas champagne på den forhøjning, der er.
Søren: Det glæder dig.
Frode: Ja mega meget. Ork for søren. Jeg har set når børnehaver … når børn de klatrer op på den. Og sidder og bruger den … det er også en form for brugskunst. Faktisk så foretrækker jeg tit at noget er brugskunst. Jeg har også skullet lave et stykke kunstværk til en skov og så sagde jeg at det vil jeg ikke … jeg vil ikke lave et kunstværk. Jeg vil lave et stykke brugskunst. Så det kan bruges til noget. Jeg lavede simpelthen en trappe med en skulptur på også ellers fungerer det ikke sådan et sted. Der må godt stå nogle totalt tilfældige ting, der slet ikke passer ind i stedet. Det kan jeg faktisk godt lide når det ikke
gør. Jeg bryder mig slet ikke om stedsspecifikke ting i virkeligheden. Jeg kan bedst lide når det ser ud som om det ikke hører til her. Og det er også godt nok. I en skov, hvor man gerne vil motiver folk til at gå rundt, der skal man have noget, der kan bruges til noget. Det vil sige en trappe med en skulptur på er bedre end bare en skulptur. Fordi ellers kommer de aldrig op i den skov, op ad en skrænt. Så derfor insisterer jeg på at det skulle være
brugskunst.
Søren: Så trappen var vigtig for dig.
Frode: Ja det var den der. Og nu har vi lige fået en masse penge til at lave noget nyt i den skov der. Og der har jeg lavet modeller til og sådan noget. Og det vil jeg også sige at det synes jeg er mægtig. Nu skal jeg lige se …[leder på telefonen]. Det er f. eks. den der [viser et værk ien skov].
Søren: Nå en trappe på den måde der. Ja så forstårjeg bedre. Er det granit eller er det metal?
Frode: Det er Douglas træ … og først er det selvfølgelig beton, så Douglastræ. Og så er det metal og så er det marmor. Og den handler også om noget. Det gør den fordi det skulle være starten på en skov, der bliver brugt, hvor der også kommer andre kunstværker op. Det er der også kommet. Men derfor … det er starten og starten med skulptur, det var i virkeligheden at man rejste en sten. Det var sådan skulpturtraditionen startede for mennesker for 40.000 år siden. Så var der også nogen der begyndte at hugge noget i dem. Det må de om. I hvert til fald var jeg kommet så vidt, at jeg havde fundet ud af at
sætte to kasser oven på hinanden. Så jeg er kommet et skridt længere. Men så havde jeg samtidig et stykke carara-marmor til at stå. Som stammer derfra hvor Michelangelo brød sin marmor. Og det stykke marmor havde jeg fået af Hans Jørgen Nicolajsen. Og jeg har faktisk hugget skulpturer ud af den for ham. Fordi han kunne ikke rigtig selv til sidst. Han var blevet for dårlig. Men det får så det hele til at hænge sammen, hvis du forstår. Indgangen til den der skov, hvor der skal være skulpturrundgang, altså hertil er vi kommet
med to kasser ovenpå hinanden, men det hænger så sammen med skulpturtradition i kraft af at marmoren kommer fra Michelangelos brud og det er Hans Jørgen Nicolajsen, som i virkeligheden var min mentor.
Søren: Du har tænkt en historie som bliver fortalt nedefra og opefter.
Frode: Yes. Lige præcis. Så det er ideen til det der.
Søren: Hvor står denhenne af?
Frode: Den står nede i skoven. I Røgen skoven. Og der har vi nogen folk, der er virkelig ildsjæle. Claus Reicke, som faktisk arbejder nede i Burkina Faso nu. Der harjeg også lavet udstilling nede med deres kunstakademi. Og han fundraiser helt vildt. Jeg laver modelarbejdet til det.
Søren: Det er altså et åbent område for folk?
Frode: Det er det. Det bliver virkelig brugt. Hvis du går en tur dernede en dag så møder du en 10-15 stykker. Ikke fordi det bliver overrendt. Men folk bruger det. Og det er også en fantastisk skov. Det er ikke min ide, at det skal være så overfyldt men jeg hopper med på det for at vise mig fra min venlige side [griner]. Og jeg beundrer deres energi.
Søren: Jeg har ikke mere … jo, jeg bliver nysgerrig. Du kender selvfølgelig Kai Fürer.
Frode: Ja meget.
Søren:Og jeg kom til at spekulerer på på et tidspunkt, i og med at jeg skulle herud, om Kai Fürers kunst og din kunst er beslægtede.
Frode: Ja det er det. Meget.
Søren: Han bygger farveflader op og lægger dem imod hinanden og så påvirker de hinanden på en eller anden måde.
Frode: Han var jo en mester i valeur. Af sammensætninger og kontraster. Helt fantastisk. Men han arbejder også ud fra kuben, som grundmotiv. Det er ikke altid man kan se det men det gjorde han faktisk. Jeg er mere formel. Altså jeg er meget mere formel. Han er jo ikke formel, han er konkret, vil jeg sige. På sin vis. Men altså ok også formel. Han er en af de allerbedste fra hans generation af,af de konkrete malere. Jeg synes også han har fået
en for lille plads i forhold til hans kvaliteter, i det han laver. Han har dog fået en god plads men han burde have fyldt meget mere, end han gør. Men det er klart at vi er beslægtede. Det kan slet ikke undgåes. Vi endte også med at blive gode venner. Kai kunne godt skælde lidt ud. Han kunne godt revse, om jeg så må sige.
Søren: Men der var måske også noget der trængte til at blive revset, ind i mellem.
Frode: Nej han var sgu for hård. Det sagde jeg også til ham ind imellem.
Søren: Jeg spekulerer på om der er mere omkring Grafisk Værksted der skal samles op på …om der er kommet mere der er relevant at komme ind på …
Frode: Du ved jo godt jeg har sådan lidt en hovski-snovski holdning. Det må du i hvert til fald godt kalde den. Men det er det i virkeligheden ikke. Det dækker egentlig over en vis form forydmyghed over for det. Fordi jeg ikke selv synes jeg er nogen særlig god grafiker. Og har aldrig været det. Men jeg synes jeg var med til at få nogen rigtig gode grafikere frem.
Søren: Det er min klare fornemmelse.
Frode: Det er jeg glad for. Og den intension jeg havde om … “hold da op nu skal jeg går herned i” … jeg kan ikke huske om jeg var der i et eller to år … da tænkte jeg, “så bliver jeg rigtig god selv fordi der kommer ikke nogen og forstyrrer mig”. Men jeg skal da lige garantererfor at det blev total omvendt.
Søren: Det var derfor jeg i starten var nysgerrig efter at høre om din rolle kan ses som en slags inspiratorrolle. Og det har jeg lidt fornemmelsen af at den godt kan.
Frode: Altså det er jeg ked af at påstå selv. Jeg synes i hvert til fald der var et miljø, det kan godt være tilfældigheder, der opstod, men i hvert til fald kendte jeg mange, som kom der og det var faktisk rigtig gode kunstnere alle sammen som så udviklede nogle helt fantastiske ting dernede. Og det synes jeg er godt. Det er jeg glad for. Jeg er ikke stolt for det er ikke min fortjeneste det er deres egen fortjeneste 100 procent. Kun fordi de gad gå igang. Om det var fordi det pludselig var mig der var der, det ved jeg sgu ikke. Alt af hvad
der foregår i verden er et sammenfald af assorteret idioti. Det er min mening. Sommetider er det vældig godt, det der sker … eller vældig sjovt … eller interessant.
Søren: Assorteret idioti … det synes jeg er en interessant betegnelse.
Frode: Ja ikke. Jeg tror, jeg har stjålet det udtryk fra Umberto Ecco, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg synes det er godt for han mener ikke der kan finde hemmeligheder sted i verden. De vil altid kunne komme frem før eller siden. Så han gider ikke konspirationsteorier. Det er et opgør med konspirationsteorier. Han siger: Hemmeligheder vil altid blive afsløret før eller siden, om ikke så for at opnå et sammenleje, så under et sammenleje.
Søren: Men skal vi lade samtale være ved det her nu.
Frode: Det synes jeg.
Søren: Hvis jeg må tage nogle fotos 

TIL TOPPEN

Lars Svanholm samtale med Søren Bredahl d. 9. november 2021 kl. 10-12

Søren: Vi er hos Lars Svanholm, vil jeg bare lige sige for en ordens skyld.

Lars: Ja, men det er mig. Men vi skulle jo snakke om Grafisk Værksted.

Søren: Ja, men du var ved at sige noget som du ikke vil løfte sløret for…

Lars: Ja, det er noget med… Jeg synes det er dumt at løfte sløret for noget som jeg ikke er sikker på bliver gennemført.

Søren: Ja, ok, det er fair nok.

Lars: Det har ikke så meget med sagen at gøre, for hvis jeg skal fortælle om min tilknytning til Grafisk Værksted, så …

Søren: Helt kontant kunne jeg godt tænke mig, hvis du først gennemgår det faktuelle …

Lars: Ja, men det kommer vi lige nøjagtig til…

Søren: Du har måske tjek over det?

Lars: Jeg har allerede frekvensen på plads. Og den strækker sig fra 1987 og op til 1995 for mit vedkommende. Og det hele begynder med at jeg får en gæst. Jeg boede på det tidspunkt i en lejlighed på Skolegade, og jeg får en gæst, som gerne vil have mig til at være forsanger i et orkester, han skal til at starte. Jeg havde spillet lidt musik og så videre og så havde billedkunsten ligget i sådan en dvaletilstand, mens jeg gjorde det; men så var jeg imidlertid begyndt at arbejde med billedkunst igen, så jeg var sgu ikke så motiveret for at skulle være forsanger i et orkester; men på denanden side vi snakkede lidt frem og tilbage om det og det viser sig så at min gæst, som er en fyr der hedder Jacob Haugen Sørensen, han har en familiær tilknytning til mange kunstmiljøer, og havde det også dengang, og han vidste nogen ting, som jeg ikke vidste og vores snakke de kom mere til at handle om billedkunst, litteratur og“what-so-ever” end musik i virkeligheden, selvom vi prøver at spille lidt, men det løber lidt ud i sandet og så siger han til mig på et tidspunkt: “Ved du hvad jeg synes, du skal henvende dig henne på det grafiske værksted”.

Søren: Siger han til dig?

Lars: Ja, for han vidste, at det var blevet reetableret, og så kommer vi jo ind på en meget vigtig person, som vi jo også har lidt kommunikation kørende om, nemlig Anders Georg Jensen, som Sørensen kendte, og jeg vidste, jeg havde hørt lidt på vandrørene om, at det der værksted var blevet retableret; men for det første var jeg sådan en lille smule … Jeg var lidt betænkelig, fordi at jeghavde sådan en eller anden klar ide om at det der med grafik var noget der var meget omstændeligt og jeg er jo ikke lige frem kendt for stor tålmodighed, så jeg var sådan lidt … [puh] jeg vidste ikke rigtig, men efter et par dages betænkningstid indfinder jeg mig på Grafisk Værksted og Anders Georg Jensen er der.

Søren: Og hvor ligger værkstedet?

Lars: Værkstedet ligger på det tidspunkt i det gamle medborgerhus på hjørnet af Skolegade og Skoletorvet. Helt oppe under loftet.

Søren: Helt deroppe?

Lars: Ja for helvede, det var et super fedt værksted. Det var nærmest sådan et ateliermiljø. Det var super godt. Jeg kommer jo ind der, ikke. Og der sådan en sjov stemning. Det er som om Anders Georg ved jeg kommer. Altså jeg ved ikke rigtig hvad fanden der er der sket. Om der er nogen der har snakket … men han er bare fuldstændig på det rene, det er ligesom om, at … “kom herind og arbejd, for fanden”. Og så får jeg stukket sådan en zinkplade i hånden, og så kan jeg begynde og slibe den ned med noget ståluldog så pudse den med noget Brasso eller noget Slipol, jeg kan sgu ikke huske hvad det var. Og jeg tænkte, hold kæft det er allerede op ad bakke [griner]

Søren: Nå i forhold til tålmodigheden?

Lars: Ja ja, jeg tænkte, hold nu kæft, men ikke desto mindre i samme moment, jeg begynder på det der så kan jeg jo godt mærke at det noget der skal følges til dørs [tager en slurk kaffe]. Nå, men det var det med tålmodigheden, men på et tidspunkt siger jeg til Anders, nu er den, så man kan spejle sig i den her plade, så fårjeg udstukket sådan en radernål her [finder en og viser den] og så får jeg bare besked om, jeg bliver beordret til at gå i gang med at lave noget kunst på den der plade. Og det gør jeg jo meget hurtigt. Jeg siger, “kan vi trykke nu?” [Griner] Og jeg har jo kun slået en fire hurtige streger, ikke. Jeg havde en bagtanke. Jeg ville bare se hvordan det der foregik, jeg ville se hvordan man valsede pladen ind i trykfarve og tørrede det af igen og det der fugtede papir, det der, vi ved er så skide besværligt. Så jeg lavede et prøvetryk,som Anders lavede. Og så siger Anders til mig, og det kan jeg huske helt tydeligt: “Nu trykker jeg den her for dig og se nu godt efter,for jeg gør det kun den her ene gang så hænger den på dig selv”.Og jeg tænkte, det er jo fint nok, det er jo konditionerne. Det er jo betingelserne. Og jeg kunne jo godt se, det var lidt svært det der. Så jeg arbejdede lidt videre på pladen og så skal vi til og igang. Og det går sgu egentlig overraskende godt. Og jeg får trykt og det tryk er faktisk gengivet i det katalog der [peger på katalog på bordet]

Søren: Nej hvor sjovt.

Lars: Fordi det er det første jeg laver. I 1987. Det er derfor jeg ved det er i ’87.

Søren: Men det er ikke et af dem du har sendt fordi …

Lars: Jo, hvis der et der signeret ’87, så er det det.

Søren: Men det tror jeg der er.

Lars: Det er der, det ved jeg, det kan jeg huske. Men det er ligemeget, der kommer et tryk ud af det. Og så kan jeg godt mærke, at hvis jeg skal videre med det her bliver jeg nødt til at gå ind i en eller anden form for selvstudium. Fordi jeg skal helst have roomkring mig … og jeg bliver sat ind i hvordan man laverstregæstninger og syre og alt muligt og senere akvatinteæstning, men det der sker det er at jeg bor henne på Skolegade og jeg harikke særlig langt hen til Medborgerhuset, hvor det lå dengang. Så jeg kan jo lynhurtigt lige smutte hen og lave noget. Det har så den konsekvens, at når jeg er der så skal jeg have en nøgle, og så erder en sød dame, som hed Merete Vester, som desværre er død nu, som også var en glimrende grafiker i øvrigt, som havde opsyn med det, og det var hende der udleverede nøgler og så videre. Og jeg kommer og henter en nøgle ofte, så på et tidspunkt tænkte hun, nej, nu får han sgu en på permanent basis, og det fik jeg jo så, og så kvitterede jeg for den her nøgle og så kunne jeg jo komme og gå, stort set som det passede mig. Og det var sådan set en meget frugtbar periode, for jeg udviklede hele vejen igennem det der med at trykke og så videre og få tingene til at fungere. Nå, så sker der det på et tidspunkt, at Silkeborg Kunstskole skal overtage lokalerne oppe under loftet, og så bliver Grafisk Værksted flyttet ned i kælderetagen i samme bygning. Og det har faktisk ikke så stor en betydning andet end, at i mellemtiden har min kone og jeg købt huset her så meget af det forberedende arbejde, jeg lavede, det laver jeg faktisk herhjemme. Det eneste jeg gør deromme det er at trykke. Imellemtiden er billedhuggeren Frode Steinicke blevet tilsynsførende på Grafisk Værksted. Det er jo fint nok, så er der en der passer tingene og så videre. Men så en dag så kommer jeg ned på værkstedet og skal trykke et eller andet, og så sidder Frode Steinicke sammen med billedhuggeren Hans Jørgen Nicolajsen dernede, og Nicolajsen han er jo sådan en, han var jo akademiuddannet og medlem af Grønningen, han vil jo høre om der var nogen, der kom nede på det værksted, som kunne noget. Som var dygtige. Som ville noget med det der trykkeri. Og så kigger han over på en opslagstavle, hvor der hænger et tryk sat fast med tegnestifter også siger han: “Det der f. eks. det er sgu da meget godt”. Og så siger Frode Steinicke: “Det er Lars Svanholm, der har trykt det”. Nå, nå, det er ok, man kunne sådan se på ham så blev han helt optimistisk. Og jeg tænkte, at det var da fint. På det tidspunktvar jeg i sådan en, jeg gik og rodede rundt i en … jeg ville ikke udstille. Det vil sige, at det ville jeg godt, men der kunne kun være et sted at udstille, som kunne komme på tale for mit vedkommende som grafiker. Og det var på Kunstnernes Efterårsudstilling på Den Frie Udstillings bygning og jeg synes ikke jeg var god nok, jeg var i tvivl om det, jeg lavede havde et udtryk overhovedet … men så på et tidspunkt, og det er lige nøjagtig i den periode der, vi snakker om syntes jeg, at jeg havde fået lavet seks tryk som jeg godt kan stå inde for.

Søren: Er vi i sådan ’90?

Lars: Vi er i 1991. Og dem sender jeg afsted, og så får jeg jo så … og det må jeg sige er sådan en, det er sådan noget, der motiverer mig til at fortsætte, at jeg får optaget fire værker eller fire tryk på KE. Så er det ligesom at komme et skridt videre, syntes jeg. Nu er det ude i systemet og bliver vist og så videre. Jeg kan huske Poul Borum, som på det tidspunkt var redaktør for lyrik- og grafiktidsskriftet Hvedekorn. Han var redaktør for lyrikdelen. Altså poesien, og han mente helt klart, at jeg skulle prøve at sende nogle af mine grafiske tryk ind til Hvedekorn, så de måske kunne blive publiceret. Det fik jeg så aldrig gjort, desværre. Til gengæld udstillede jeg året efter på Charlottenborgs Forårsudstilling, og der kan jeg meget tydeligt huske. Det er som om det står ret klart, at da jeg fik kuverten og jeg læste, at jeg havde fået værker optaget på udstillingen sagde min kone til mig “det har du fan’me også fortjent”.

Søren: Nå, fedt.

Lars: Jamen, det var fedt, fordi det har været hende, der skulle lægge øre til alle mine kvababbelser, når der var noget der ikke er lykkedes, altså når akvatinten blev til fladbidning, når den ikke skulle blive det. Så er det jo hende, der skulle høre på alt det der, jeg gider ikke og det er krafted’me heller ikke umagen værd og alt det der, så hun vidste jo godt hvad fanden, det havde været for en kamp med at få det lort til at fungere, så det var godt og så kørte det slag i slag, og jeg begyndte så at blive optaget på nogle andre udstillinger og så videre og begyndte så at udstille lidt mere kontinuerligt.

Søren: Med tryk?

Lars: Med tryk blandt andet, også malerier … Men nu drejer det sig om grafikken, den fyldte meget lige i den periode der. Nå, så sker der det at Medborgerhuset, det kan du nok huske, at det flytter derned i den ejendom hvor Kulturspinderiet … der flytter Grafisk Værksted også ned og sådan som jeg husker det, der opstår der en masse konflikter …

Søren: Altså på Grafisk Værksted?

Lars: Ja, der er kommet nye brugere og så vidt, jeg kan huske, var der også noget med en trykpresse der var blevet ødelagt. Der var et eller andet, Anders Georg Jensen var kommet ind over igen, som sådan en … han holdt fanen lidt højt i forhold til, jeg ved ikke om han var officielt ansat, men han påtog sig i hvert fald et vist ansvar, må jeg sige. Og jeg syntes det blev sgu lidt for meget palaver og … jeg holdt mig lidt på afstand en periode og det gik selvfølgelig også ud over den kreative proces …

Søren: At … ?

Lars: At der var alt det der, så jeg var sådan lidt …

Søren: Men du lavede stadig alt dit forberedende arbejde derhjemme?

Lars: Absolut! Det gjorde jeg.

Søren: Så det var egentlig bare at trykke…?

Lars: Præcis. Så jeg bliver så en smule … jeg er sgu en smule nedtrykt over den stemning, jeg synes, der opstår … der er en masse skænderier … en masse ævl og kævl. Så en dag ringer min telefon krafted’me, du, og så er det Hans Jørgen Nicolajsen. Det var derfor, jeg lige havde fat i ham før, fordi han kommer til at spille en rolle igen. Han spørger mig ganske enkelt om jeg vil have den der [peger på en trykpresse bag mig] trykpresse. “Du kan få den for at hente den”. Så jeg siger til Anette, du kan godt gå ud og starte varevognen op, jeg har lige fået en trykpresse. Og den var i en elendig forfatning. Den var beskidt og den var støvet og der var heller ikke noget trykbord, men det var skide ligemeget, jeg brugte en weekend på at få den sat i stand, få den smurt, få den gjort ren og få lavet et trykbord. Og så var den kørende. Og det var faktisk Frode Steinicke, han kommer så ind i billedet igen, som havde anbefalet Hans Jørgen Nicolajsen at han skulle give mig den trykpresse.

Søren: Det var sejt.

Lars: Ja, det synes jeg et eller andet sted, det er ligesom om tingene går i arv. Det synes jeg er en enorm …

Søren: Men det er også fint af Frode …

Lars: Ja da! Meget. Jaen meget sympatisk tanke hele vejen igennem, og så sluttede mit engagement på Grafisk Værksted der. Og det var i 1995.

Søren: Hvor det lå på Kulturspinderiet..?

Lars: Ja det lå dernede … ved siden af Rådhuset. Den havde vinduer ud mod den der sti, der går ned oppe fra Østergade. Og så har jeg stort ser ikke rigtig brugt værkstedet siden. Men det er sådan set den forholdsvis korte udgave af mit engagement der. Og alligevel ret ordrige.

Søren: Nå men det var da en fed historie …

Lars: Nå men altså, det der sker det er jo at … jeg er jo meget betænkelig ved at gå igang sådan et projekt der … at lave tryk men da jeg først er inde i det så er det zen, så er det ren …

Søren: Så er det meditation.

Lars: Lige præcist, det er meditativt og sådan er det stadigvæk.

Søren: Både at arbejde med det og også at trykke..?

Lars: Også at trykke fordi det er et helvedes bøvl. Man skal være 100 procent … man skal være motiveret … de næste to timer, der skal du bare stå og tørre sådan nogle plader af. Og kører dem igennem trykpressen, og tørre dem af igen, altså hvis man vil lave altså bare sådan et nogenlunde seriøst oplag.

Søren: Kan du lytte til radio mens du..?

Lars: Ja absolut. Jeg kan lytte til musik og radio og alt muligt …helst radio!

Søren: Så det er virkelig en stund, hvor du i en vis forstand mister tidsfornemmelsen?

Lars: Fuldstændig. Alt er væk, helst radio, fordi jeg er fuldstændig smurt ind i tryksværte så det er noget bøvl at skifte…

Søren: Men jeg bliver nysgerrig. Trykker du stadig?

Lars: Ja da, for helvede. Her i år har jeg trykt en serie på 10 tryk som jeg har trykt et beskedent oplag af hver og de tryk har været udstillet…

Søren: Nå? du lavede den udstilling i Nordjylland…

Lars: Jeg lavede en i Nordjylland ved Pier Marie

Søren: Også med akvareller?

Lars: Lige præcis. Og der havde jeg den nye serie med. Og så havde jeg den også med, det var lidt mere vellykket også rent kunstnerisk, i Viborg Kunstforening i Pakhuset i Viborg. Der viste jeg dem også. Så der bliver trykt og de bliver udstillet. Så det kommer sådan. Jeg tror, jeg laver en lille serie cirka engang om året. Det går jeg og hygger mig med. Så bliver jeg selvfølgelig skidesur hvis jeg ikke kan få lortet til at fungere, men nu har jeg efterhånden så meget erfaring, så der er ikke rigtig noget der går galt.

Søren: Men hvad er dine teknikker?

Lars: Det er … altså jeg er ikke kommet ud over akvatinteætsning og koldnål, altså i sort-hvid. Det har jeg aldrig kommet ud over.

Søren: Det behøver man vel heller ikke komme ud over..?

Lars: Det synes jeg sgu heller ikke.

Søren: Ikke fordi jeg har forstand på det, det har jeg desværre ikke. Jeg har kun prøvet at ridse ganske lidt. Og det mest vellykkede det var i en akrylplade, faktisk. Jeg bevæger mig helt lavpraktisk med højtryk. Og så arbejder jeg jo nu med…

Lars: Du arbejder med skulpturer, ik’?

Søren: Jo men jeg arbejder også med at lave trykplader i 3Dprint. Og det vil sige at jeg kan sidde på computeren, i Photoshopog forberede mine 3D print plader. Jeg sidder og tegner og slettet og gør ved og det sort-hvide billede, jeg laver i Photoshop, det kanjeg så efterfølgende printe ud sådan så det sorte bliver det høje. Og så trykker jeg den plade.

Lars: Det er jo også grafik.

Søren: Jeg havde en meget morsom, nu skal det ikke handle om mig, men hvis det kan blive en form for samtale, er det måske også godt nok. Men min pointe er bare, at jeg havde en meget morsom oplevelsenede på Museum Jorn, hvor der var en grafiker ude fra AarhusKunstakademi, tror jeg. Jeg kan ikke lige huske hans navn. Men han var der og undervise på sådan et to-dages kursus derude, som jeg så meldte mig til med linoleumssnit …

Lars: På Jorn?

Søren: Ja. Og da mødte jeg op den anden gang, bare for sjov skyld, for at vise ham, at jeg havde lavet den her trykplade i 3Dprint og regnede med at han ville skamme mig ud, du ved. Det havde jeg egentlig troet. Det her miljø, det har jeg sådan forstået forøvrigt fra den gang med Anders Georg, der havde jeg forstået, at det var sådan meget rigidt, i en eller anden forstand. Men sådan er det ikke længere, det grafiske miljø er langt, langt mere åben for alt mulig leg og ballade.

Lars: 100 procent.

Søren: Det synes jeg er morsomt.

Lars: Det er det da også. Nu nævnte jeg Hvedekorn, som dengang Poul Borum og jeg vi talte sammen, der brugte man jo stadigvæk det klassiske udtryk i grafikken i Hvedekorn, i dag er det jo alt muligt lige fra fotografi til … jamen jeg ved sgu ikke hvad, altså. Og fotogravuere er jo også blevet en stor ting …

Søren: Men hvor ligger finessen i fotogravuere, det forstår jeg ikke helt? Er det ikke bar, at man tager et foto og laver om til nogen prikker og så trykker man den..?

Lars: Altså det der sker, er, så meget ved jeg, at man benytter emulsion, som man bruger også i serigrafi, og så belyser man pladen og så skyller man den væk. Emulsion det forsvinder simpelthen de steder, hvor pladen er blevet belyst, og så har du faktisk en trykplade. Hvad fanden er det de hedder de plader der, jeg kan kraftedeme ikke huske det. Man kan rent faktisk godt bruge kobberplader, tror jeg nok. Men det ved jeg ikke så meget om …

Søren: Men hvor er den kunstneriske del af det? Er det selve det foto man bruger?

Lars: Det må det jo så være. Det kan man jo så også ændre med lys og skygger, man kan jo skrabe i det og lægge til og trække fra, går jeg ud fra, efter forgodt befindende, ikke altså. Jeg synes altså teknikken, den er sgu da ret spændende, men jeg har bare ikke… man skal også have mørkekammer, og sådan noget har jeg jo ikke. Men der bliver lavet kurser hvor man kan simpelthen bruge digitale fotos til at, som udgangspunkt, til og lave fotogravuere. Hvordan det lige i detaljen forgår, det bliver jeg sgu nødt til at sige, det ved jeg ikke så meget om.

Søren: Der findes sikkert et filter i Photoshop som kan lave …

Lars: Det skulle ikke undre mig en skid overhovedet … ikke i min udgave af Photoshop, den er ikke blevet opdateret de sidste 5-6 år, eller sådan noget. Men, hvad hedder det, men det er garanteret i detmoderne udgaver, det tænker jeg. Så sådan er det jo …

Søren: Man kan faktisk lave det nede på Grafisk Værksted, der er nogen der arbejder med det.

Lars: Jeg tænker Lis, hende der også passer biksen ude på Silkeborg Bad engang imellem, hun ved noget om det for hun er skidegode venner med ham der hedder Joe Ingvartsen, som har et grafisk værksted ude i Aarhus, ude i Brabrand. Og han kan det! Han kan alt hvad der har med dybtryk at gøre. Alt krafted’me. Det eneste han ikke kunne skaffe, var salpetersyre. Det er blevet pissesvært at fåsalpetersyre nu.

Søren: Nu skal jeg lige spørge dumt. Er det noget du bruger?

Lars: Ja, jeg bruger salpetersyre. Kan du se de brune flaskerderoppe? [peger på en hylde]. Der er salpetersyreopløsning i 1:5. Altså en del saltpetersyre og 5 dele vand. Og det skal jeg bruge til at ætse. Men så hvis salpetersyre har stået i 25 år og været brugt rigtig rigtig meget så det ætser næsten ikke længere. Så jeg var ude og skide ikke. Altså dengang så gik man op til materialisten og så købte man en flaske salpetersyre, så var den ikke længere. Men det kan man ikke i dag fordi salpetersyre det kan man bruge til at lave bomber af.

Søren: Men det kunne du jo ikke finde på jo …

Lars: Nej, det jeg bruger salpetersyre til, er jo den kunstneriske proces og hvad hedder det, så jeg var jo, jeg prøvede at finde ud af det på nettet og googlede “salpetersyre”, men det kunne man godt købe, men så skulle man have både det ene og det andet CVR-nummer og være selvstændig og være momsregistreret og fanden og hans pumpestok, og så skulle man kunne definere meget præcist hvad man skulle bruge det der salpetersyre til, inden man kunne købe 100 liter eller sådan noget. Eller 60 liter? Altså, sådan nogle store dunke. Og så tænkte jeg, det var da som syv … Jeg kan jo ikke trykke en skid, når jeg har noget, som kan ætse ordentligt. Så på et tidspunkt kom jeg i forbindelse med, nu vil jeg ikke sige, hvem det er, altså en god bekendt, som også er billedhugger, og det er ikke nogen af de andre, jeg har nævnt, som bruger salpetersyre til at give sine skulpturer patina. Han havde på lager. Så fik jeg en liter salpetersyre, og det holder længe. Det holder i mange år. Overlever nok mig? Så nu er jeg kørende igen. Nu kan jeg lave sort. Men ellers foregår det her.

Søren: Du ridser ved bordet? Og hvad er din motivverden? Det hermå også rigtig gerne handle om dine værker. [rejser og går ud afrummet og kommer igen med to indrammede tryk]

Lars: Jeg tegner jo meget. De tegninger de bliver så omsat til  noget grafik. Blandt andet i den stil her. Det her er den motivverden, jeg befinder mig i. Det er dem der har været vist nu her på udstillinger i de seneste måneder. Dem lavede jeg under coronanedlukningen.

Søren: Er det fra Aarhus? Fra stranden der sydfor Aarhus?

Lars: Kender du godt den?

Søren: Jeg kender godt stranden. Men er det ikke på Facebook du deler dine tegninger af badende?

Lars: Jo, jo. Jeg har jo sådan en her med [viser en skitsebog]. Så bruger jeg de her tegninger som forlæg til de der [peger på trykkene]. Der kommer nogen gange nogen, og spørger, og nogen gange laver jeg også akvareller. Det er en form for sampling, kan man sige.

Søren: Forstået som?

Lars: Jeg sampler de der motiver, jeg tager udgangspunkt i de her to figurer [peger på et tryk]. Dem har jeg tegnet på et tidspunkt. I den position. Den der figur er fra en anden tegning. Og så har jeg samplet dem over. Det er en form for sampling. For så opstår der en ny situation.

Søren: Det er jo der, du går ind billedet, kan man sige.

Lars: Og hvor figurerne begynder at forholde sig til hinanden indbyrdes.

Søren: Som du gerne vil have det.

Lars: Som jeg gerne vil have det.

Søren: Og med alt det arbejde der ligger i lys og gråtoner ogmørke …

Lars: Og pis mig i øret, men nu kan jeg lave den der sorte. Den er meget vellykket. Og så er der nogen der siger, at når det nu er en sommerdag, hvorfor skal det så være så sort. Det er fordi, når man glor ind i et buskads, en dag hvor solen skinner, så er det faktisk sort. Det er fuldstændig sort. Sådan er det! Og så bliver det spejlvendt.

Søren: Jeg plejer gerne at sige i forhold til mit skulpturarbejde, at uden lys og skygge ingen form.

Lars: Men det er jo rigtigt.

Søren: Men det er jo i høj grad også, når man kun arbejder med sort-hvidt et grundlag.

Lars: Men det er jo det der giver den to-dimensionelle effekt. Ellers er vi ikke rigtig nogen vegne henne. Men jeg er jo meget inspireret af klassisk grafik, ikke. Altså Goya og Rembrandt og sådan nogle, ikke. Jeg vender sgu altid tilbage til det der på et eller andet plan, ikke. Også moderne danske grafikere som Palle Nielsen og sådan nogen, fordi der sker nogen interaktioner på billedplanet, som jeg måske underspiller noget …

Søren: Hvad mener du med det?

Lars: Altså, der. Sker jo ikke et drama. Altså hvis vi tager sådan en figur som den her [peger på billedet] … Jeg synes den er ret interessant. Fordi, mange af de der folk, som optræder på de her … nu f. eks. ham der, ikke. Ham ved jeg godt hvem er. Det gør jeg ikke med nogen af de andre. Det er den eneste person, jeg har en identitet på. Han hedder Per. Og grunden til at jeg ved han hedder Per, er fordi, en dag kommer han hen til mig. Og så siger han, “sig mig engang … har du set noget til Villy?” Og det havde jeg ikke. Fordi Villy var ikke ved stranden den dag.

Søren: Er det også en du kender?

Lars: Ja, ja det er en jeg kender ret godt. Ja Villy han er sådan en der går ind i folk med træsko på. Han snakker med alle mennesker. Og han er skide klog. Og han er tidligere magister i nordiske litteratur ude på Aarhus Universitet. Men vi har været lidt bekymret for Villy fordi han har haft nogen problemer med øjnene og han er ved at blive blind på det ene øje … og helbredet og så videre … så derfor så går vi så hele tiden og spørger hinanden, er der nogen der har set Villy?

Søren: Det er jo det fede ved de gode fællesskaber…

Lars: Ja det er det da. Og så spørger jeg, “hvad er det nu du hedder?” Som om jeg vidste det, det vidste jeg jo ikke en skid om. “Nå, men jeg hedder Per”. “Nå, men fint, så skal jeg nok sige til Villy, at Per har spurgt efter ham, hvis han dukker op og duikke er her”. Nå, det var fint. Det er den eneste grund til, at jeg ved, han hedder Per. Og så har jeg jo sagt det der til Villy. Så siger Villy, “han er sgu lidt irriterende ham Per” [griner]. Og sådan er det sådan op og ned.

Søren: Men du snakkede om dramaet …

Lars: Jamen dramaet her, det er jo faktisk opstået fuldstændigt tilfældigt. Fordi han står der og … han stod bare der, og så tegnede jeg ham, så længere er den jo ikke. Men så kommer hende der op ad vandet, jeg tror ikke engang det er samme dag?

Søren: Så det er igen en sampling…

Lars: Lige præcis. Og hun kommer op ad vandet og hun går sådan… og kan ikke rigtig holde balancen fordi der er nogle sten og nogen sager, ikke. Og så ser det faktisk ud, som om hun lige har smidt et eller andet efter Per.

Søren: Så der er dramaet? Som du ser det… om jeg ser det drama eller ser et andet drama, det er ligegyldigt.

Lars: Jo men det drama eksisterer ikke, det er ufrivilligt, at det drama opstår.

Søren: Men du sætter dog de to figurer sammen. Men jeg kenderikke til det drama og jeg ser ikke nødvendigvis det drama, som du snakker om der, men det drama som jeg i høj grad lægger mærke til, er egentlig det lyse og det sorte, det hvide og det sorte …

Lars: Det rent visuelle drama, ikke sandt?

Søren: Det lys der kører ned over hans brystkasse der og maven, det er jo fantastisk, synes jeg. Og det skaber lige noget i det område der som …

Lars: Lige præcis, det får ham lidt frem i rummet. Der er to figurer, og lige så snart der er to figurer på … der er også nogen af dem jeg har lavet hvor der kun er en figur på men så erder altid noget andet, man skal forholde sig til. Der kan være en sejlbåd i baggrunden eller et eller andet, ikke.

Søren: Jeg har et spørgsmål som jeg egentlig er lidt spændt på hvad du vil sige til. Har du nogensinde en dialog med, en indre dialog med Anders Georg, når du laver dine ting?

Lars: Nej, ikke idag. Altså den dialog jeg havde med Anders var i høj grad båret af en meget direkte dialog, som jeg havde dengang.

Søren: Men jeg var bare nysgerrig efter om du nogensinde spekulerer på … Men så spørger jeg dig så i dag, har du nogen fornemmelse af hvad Anders Georg ville have sagt til de her billederher? Er det inden for den verden han ville have syntes var interessant? Altså udtryksmæssigt og …

Lars: Ja, det tror jeg faktisk, ja det tror jeg. Det er jeg ret sikker på.

Søren: Jeg har ikke haft mange samtaler med Anders Georg.

Lars: Men jeg har satme haft mange … Og så får jeg så at vide på et tidspunkt at … Jeg mener det er i 2010. Jeg sendte dig de der links til hvad jeg havde skrevet på min blog omkring det. Jeg mener, det var i 2010, at vi fik at vide at nu var han ikke var iblandt os længere. Det syntes vi selvfølgelig var enormt trist. Det eneste jeg har fortrudt var at jeg ikke solgte ham min cykel. Jeg havde en meget fin, den har jeg stadigvæk, den står og ruster ude, fordi den er gået i stykker i gearerne. En meget fin Bianchi cykel, som han var helt vild med at købe. “Vil du ikke sælge den cykel?”, det sagde han hver gang jeg snakkede med ham. Han havde jo ikke noget at køre på. Den skulle jeg have solgt ham. Fordi så kunne han have fået glæde af den. Men på det tidspunkt hvor jeg begyndte at arbejde oppe på værkstedet, var der fuld styr på det hele. Han fik simpelthen det værksted til at fungere. Fuldstændig efter en snor. Der var ikke noget, der hikkede. Vi kunne købe alt deroppe. Vi kunne købe papir deroppe, Zerkall-kobbertrykspapir, fint kobbertrykspapir, det kunne vi købe på stedet. Og så på et tidspunkt siger jeg til ham, “ved du hvad Anders, jeg kunne godt tænke mig hvis vi … kunne du ikke købe noget af det der sådan lidt … knækket hvid i stedet for det helt kridhvide der?”“Hvorfor vil du have det?” siger han så. “Jamen, det er fordi jeg godt kunne tænke mig at prøve at trykke på … det giver en lidt blødere overgang fra det helt kulsorte til det hvide”. Nej det syntes han var noget pjat med folk, der brugte det, det var for, at folk ville have det til at se gammelt ud. Jeg tænkte, fred være med det så bruger vi bare det hvide. Men så dengang hvor jeg fik den der presse, så måtte jeg jo selv have fat i det. Der måtte jeg jo have fat i filt og så videre og jeg skulle jo også have købt noget kobbertrykspapir. Og så købte jeg simpelthen den der beige der, den der flødefarvede kobbertrykpapir. Samme produkt Zerkall 250gram, tror jeg det er. Men i den der flødefarvede finish, så derfor ved jeg lige nøjagtig, hvad for nogle af de tryk, jeg har lavet tidligere, der er trykt her og hvad for nogen der er trykt på Grafisk Værksted. Der er lige et snit der. Og det er der ikke nogen bagtanke med, men i dag kan jeg godt se, rent historisk, at det er jo egentligt et spændende greb lige at skifte farve på det tidspunkt. Og det har jeg brugt lige siden. Jeg er jo sådan en, der … på et tidspunkt kunne jeg ikke få en trykfarve som hed Lorreaux, den kunne man ikke få længere, den var simpelthen udgået. Den blev ikke produceret mere. Jeg havde et helvede med at finde en trykfarve, som lå så tæt på den fra Charbonel & Lefranc, som man overhovedet kunne få. Den har jeg så nu. Jeg måtte igennem forskelligetryk farver for at finde en. Og det viser bare at jeg er sådan lidt tryghedsnarkoman i den retning. Jeg skal helst have det sådan, at det rent teknisk fungerer på samme måde, som det altid har gjort. Fordi så har jeg er rum, hvor jeg kan arbejde … hvor jeg kan gebærde mig i …

Søren: Hvor du kan raffinere det …

Lars: Ja nemlig, hvor jeg kan arbejde frit. Fordi, så skal jeg ikke koncentrere mig om nogen ting, som ikke har noget med kunsten at gøre.

Søren: Så lægger du arbejdet, hvor du helst vil have det…

Lars: Så kan du jo sige, hold kæft mand, hvor er du omstillingsuparat og forstokket. Og ja, det er også fuldstændig rigtigt [griner].

Søren: Det skal man måske også have levet et langt liv for at erkende, for at erklære sig…

Lars: Jeg har det faktisk fint med det. Det er sgu ikke noget problem. Der er nok nogen, der vil sige, hold nu kæft mand, se nu at komme videre, din gamle nar, ikke. Men nej, jeg skal ikke nogen steder, altså.

Søren: Men du placerer så spændingen et andet sted … dit arbejde det ligger et andet sted. Du vælger et motiv, der interesserer dig, men du vælger jo at prøve på og finde dramaet i det motiv. I virkeligheden vil jeg jo påstå at du kunne finde dramaet i hvilket som helst motiv.

Lars: Det er måske heller ikke helt rigtigt at kalde det for et drama.

Søren: Hvad så?

Lars: Bare et forløb. Altså i virkeligheden vil jeg også megetgerne have at de der tryk, de udstråler lidt ro. Fordi det erfaktisk den tilstand, jeg befinder i. Fordi jeg kan ikke være et mere afstressende sted i verden end der.

Søren: Men du vil dog gerne, går jeg ud fra, lave et billede,som også er interessant at se på om en halv time, om et år, om 10år.

Lars: Om 100 år! Absolut!

Søren: Så et eller andet sted så leder du vel også efter det sted, som gør, at man har lyst til at se på det og få et eller andet ud at se på det, altså ud over lige når det et blevet trykt.

Lars: Jamen altså … det er noget der … det tror jeg sgu … det lyder enormt højrøvet …

Søren: Kom med det.

Lars: Det tror jeg, ligger lidt intuitivt.

Søren: Fordi du har arbejdet med det i så mange år?

Lars: Ja lige præcist. Fordi, jeg har den erfaring, jeg har , også også rent billedmæssigt, altså jeg har jo en … jeg ved sgu ikke hvor mange mennesker der har set så meget kunst som jeg har? Det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at jeg har en lille bibeskæftigelse som kunstanmelder på et større dansk landsdækkende dagblad. Og jeg ser edderpeterfløjteme meget kunst. Og jeg ser meget forskelligt kunst. Jeg ser modernistisk kunst, jeg ser klassisk, jeg ser guldalderkunst, jeg ser totalt moderne installationskunst og jeg skal forholde mig til hele lortet, ikke. Og ved du hvad, det er en ekstrem … , og folk de siger hele tiden “nå, men man skal ikke se så meget kunst, så bliver man jo for påvirket”. Nej, det er en kæmpe inspiration. Det er superstort. Og jeg stjæler med arme ogben, ikke også? Fra andre kunstnere. Men alligevel så ender det jo med at blive … Og det du siger med at søge efter de der dramaer der, hvad fanden der er … konfrontationer, der kan være på et billedplan…

Søren: Ja eller roen, som du selv siger…

Lars: Ja, lige præcist, der kan man jo så være endnu mere højrøvet og så sige, ligesom Picasso han sagde, “jeg søger ikke, jeg finder” [griner]. Den er jo altså, virkelige altså. Der skal man jo virkelig have store udestående øjne, for at kunne brænde sådan én af. Og gå med stribet t-shirt.

Søren: Hvad mener du med det?

Lars: Picasso han havde altid en stribet t-shirt, som Mads Nørgaard nu har sat i produktion. Jeg har også overvejet, om ikke jeg skal have en stak. Og ikke gå i andet! Men det bliver nok ikke på den her side af 2053, for der bliver jeg 100. Men altså, jeg synes det var meget skægt det der med at udstille oppe på Pakhuset i Viborg. Fordi, for det første var der en meget, meget fin organisation bag ved den udstilling. Omkring stedet og omkring kunstforeningen og så videre, og det var dygtige folk, der kunne slå søm i væggene og kunne hænge ting op uden at det faldt ned og sådan noget og så fik jeg lederen af Skovgaard Museet … det hedder ikke direktør deroppe, der er vist nogen betingelser, der skal tilfredsstilles på et museum, for at man kan kalde sig for museumsdirektør…

Søren: Det er nok noget med betalingen for det.

Lars: Eller også er det noget med hvor mange ansatte, der er. Men jeg fik den kunstneriske leder af Skovgaard Museet, Anne-Mette Villumsen, til at åbne udstillingen. Og hun var meget optaget af lige præcist det der med grafikken og stregen kontra fladen, som man oplever i langt højere grad end i maleriet. Og brugte rent faktisk temmelig meget tid på og definere forskellen på og være tegner også på at være maler, fordi jeg er jo begge dele og hvis der er et sted, jeg mange gange jeg har været til kunstudstilling, så er det netop på Skovgaard Museet, fordi jeg også finder inspiration i de der Skovgaard-folk. De har jo også lavet grafiske tryk og så videre. Skagens Kunstmuseum, ikke. Hvor jeg lige for nydelig, det var sidste år, det blev desværre lukket ned på grund af corona, den udstilling, havde de fået den idé, at de ville lave et  udstillingskoncept der hed “Vores værker”, hvor de spurgte 63 celebrities, kulturpersonligheder (hør nu efter) fra Danmark om de hver ville udpege et værk til den udstilling. Og der spurgte de mig om jeg ville pege på et værk. Og det sjove af det hele var, at jeg ville godt have et værk af P.S. Krøyer, hvor der står nogen damer i forgrunden foran en dør. Og det er mørkt. Det er nat eller aften. Og i baggrunden er der en kæmpestor måne. Et superflot billede. Også siger jeg, at det vil jeg gerne pege på. Nej, det kunne jeg ikke for det skulle udlånes til en stor udstilling, en stor Krøyer-udstilling, der lige har fundet sted nede i Paris. Nå, tænkte jeg, så måtte jeg jo finde på noget andet. Men så havde jeg en … så fik jeg en idé … for nu snakker vi jo om at tegne og male, ikke. Og den der kollision, der opstår imellem de to metoder, ikke. Og så pegede jeg på et værk af Holger Drachmann, et ret stort værk på lærred, men som bare er en blyantstegning. Somer, jeg tror det er en 160 gange 130, eller noget i den stil, 120 måske?. Ret stort. Og, grunden til at jeg pegede på det det var fordi det var en tegning. Men hvorfor fanden skulle han lave en tegning på så stort et lærred med blyant? Og hvis man så kigger hvornår, det er produceret, så er det produceret året før han døde. Det vil altså sige at han har planlagt at det skulle blive til et maleri. Oppe fra Skagens Gren. Og, dramaet og dynamikken og blæsevejret … hele lortet … det er faktisk meget fint definereti den der tegning. Det fascinerede mig af helvede til, da jeg så en Drachmann-udstilling deroppe, at det der halvfærdige værk, det kunne stå så vitalt og stærkt …

Søren: Det er utroligt at det har overlevet.

Lars: Også det ja, også det. Ja, ja klart. Det er jo blyantstegning. Det er med forholdsvis blød blyant altså pålærred, ikke. Og så siger jeg, at så vil jeg gerne pege på det værk. Og det syntes de, var en skide god ide fordi det ligner overhovedet ikke nogen af de andre værker som Niels Hausgaard og Brian Mikkelsen og …

Søren: Nej, nej, men det giver jo også et indblik i en metode, kan man sige …

Lars: Lige præcist. Altså, det her det er et tilstandsværk,ikke. Som desværre bare aldrig når at blive lavet færdigt fordi maleren dør.

Søren: Heldigvis. Ja ikke fordi det er heldigt, at han dør, men heldigt nok alligevel, fordi det så står på den måde.

Lars: Så står det i sin ufuldstændighed … fuldstændigt i sin ufuldstændighed.

Søren: Det er nøgent, i en eller anden forstand.

Lars: Meget. Og jeg mener jo faktisk, og det er jo noget, som har …altid har fascineret mig, og det er det der med skitsen, ikke sandt.Der kommer du sgu ind i, hvad fanden skal man sige, det kommer man lidt ind i kunstnerens inderste … det her er på vej. Men det er intimt. Vi er inde i intimsfæren på et eller andet plan. Hvis man kan tale om det? Og da må jeg sige, at det er jeg så meget voyeur, at det kan jeg godt lide. Altså det må jeg sgu sige. Altså den type udstillinger, den type … jeg er også helt pjattet med bøger hvor der er gengivet sådan nogen, sådan noget krimskrams fra Hammershøj eller sådan nogen der … Fornyelig var jeg sammen med en fyr som arbejdede på Tate Gallerie eller Tate institutionen i London, i forbindelse med Turner-udstillingen ude på ARoS. Og jeg spurgte ham, hvor lang tid han havde været på Tate. Jamen han havde været på Tate, da han var ganske ung. Da var han sådan en frivillig … som en del af sin uddannelse, da var han på Tate og så senere hen blev han udstillingsinspektør på noget der hed Barbican Centre. Så spørger jeg, “hvor lang tid har du været på BarbicanCentre?” “Jamen der har jeg været siden 2001”. Så siger jeg til ham … “2001? Da var jeg på Barbican Centre, og da så jeg en udstilling med værker, eller det var ikke værker, det var alt muligt skrab-sammen, de havde fundet på Francis Bacons værksted …Kender du historien om Francis Bacons værksted?

Søren: Nej

Lars: Altså, Francis Bacon han efterlod en … bjerge af skrammel på sit værksted. Hver gang han havde tømt en tube så smed han denover i et hjørne og de der bunker af papirstykker og alt muligt, det blev … det lå bare i store dynger. Altså i et syndigt rod. Og da han så dør, bliver man enige om, at man vil prøve at få det der descifreret lidt og så få det … simpelthen katalogiseret, alt det der lort, ikke? Og det laver de sat’me en udstilling ud af, hvor vigtige, små notater og skitser og skidt og lort bliver placeret isådan nogen glasmontre i Barbican Centre. Og den udstilling har fascineret mig helt sindssygt. Og så spørger jeg ham fyren der, som hedder Neil, jeg kan ikke huske hvad han hed til efternavn, så spørger jeg ham, “sig mig engang, den udstilling der … ?” Den havde han været med til at lave. Det var en af de første udstillinger, han havde været med til at lave overhovedet what-so-ever. Så fik jeg jo gåsehud ikke. Det var jo historiens vingesus og hele lortet, ikke. Og der købte jeg en bog, hvor en eller anden person, jeg kan sgu ikke huske, hvem det er … om det er Melvin Bragg eller hvem fanden det er … der interviewer Francis Bacon, og han fortæller jo om, at hans største lidenskaber her i livet er at gå på bøssebarer, og gå på druk og så spille på heste på travbanen. Altså næstefter at lave kunst … det er jo sådan set ligesom det der holder det hele i gang. Og så spørger intervieweren ham, “Hr. Bacon, laver De nogensinde” … nej, jeg ved ikke om de er Dis, det er man jo ikke på engelsk, men altså,“laver de skitser?” “Aldrig!”, sagde han så. Han har aldrig nogensinde i sit liv lavet en skitse. Og det var jo så nok den mest lodrette løgn som man overhovedet kan forestille sig, fordi den der udstilling ovre på Barbican, den var bare fyldt med skitser. Altså, det kunne også være sådan nogen udklip fra en avis hvor han havde tegnet ovenpå, fordi det skulle bruges som et eller andet forlægtil et større værk. Det var jo sådan en af de ret sjove historier.

Søren: Hvorfor ville han ikke have …

Lars: Det ved jeg ikke hvorfor, han ikke ville vedkende sig, at han gjorde det. Han kunne jo bare sige ,at, “jeg slår nogen gange nogen streger på noget gammelt avispapir”.

Søren: Du vil da godt vedkende dig dine skitser …

Lars: Ja fanden gale’me. Er du da sindssyg..? Det vil da være svært andet fordi tegningsskabet inde på kontoret er jo fyldt til randen … til bristepunktet med tegninger og skitser og pis mig iøret, og jeg er så selvoptaget, jeg nænner ikke at smide noget af det ud [griner]. Ikke engang det værste lort. Hold nu kæft.

Søren: For at komme … jeg ved ikke om vi skal tilbage til nogetmed Grafisk Værksted men nu prøver jeg. Så ser vi hvad der sker. Har du fulgt med i Grafisk Værksted?

Lars: Ja, ja. Jeg har da også en sjælden gang været på besøg deroppe.

Søren: Også i Skolegade?

Lars: Ja, ja. Absolut. Der er ikke noget der sker særligt ofte. Jeg var til et møde deroppe. De bliver ved med at snakke om den der bog, som Kurt Balle var begyndt på. Og jeg var til et møde med Kurt Balle på et tidspunkt, hvor vi faktisk var i en situation lidt tilsvarende den vi sidder i nu, hvor jeg fortalte om min tilknytningtil værkstedet. Da han havde sin kommunikationsvirksomhed på Chr.d. 8 ‘s vej. Da sad jeg og så senere på et tidspunkt var dernogen der spurgte om ikke jeg kunne komme på et møde oppe på Grafisk Værksted fordi det var gået lidt i vasken med den der bog. De kunne ikke rigtig skaffe nogen penge og jeg holdt mig sådan lidt på afstand af det. Jytte Dunck spurgte om jeg ville komme til et møde deroppe. Og Anders T. Mortensen var der. Og det handlede lidt om hvordan og hvorledes fordi de ville gerne lave et eller andet fysisk produkt til at fortælle den der historie. Og så siger jeg,“hvor kommer jeg ind i billedet?” Jytte Dunck ville gerne have mig til at skrive et forord. Så siger jeg, sig når der er noget konkret på bedding, så skal jeg nok se om jeg kan finde ud af det. Så skete der ikke en skid. Bortset fra at … dem tror jeg nok at jeg affotograferede med min telefon, men jeg kan simpelthen ikke finde dem nogen steder, fordi alt jeg affotografere med min telefondet forsvinder ud i intetheden, men hun havde nogen avisudklip fra dengang Grafisk Værksted blev reetableret under Anders Georg Jensen. Hvor han bl. a. bliver interviewet af den daværende kulturjournalist på Midtjyllands Avis, Borberg. Hvad var det han hed til fornavn?? Anders, han var søn af hende forfatteren Borberg. Han lavede en reportage fra værkstedet, for øvrigt en skide dygtig journalist, det er jo så en helt anden sag. Hun havde en del avisudklip med forskellige reportager der var lavet, også noget hvor Niels Rømer, som jeg nok synes var en af foregangsmændene.

Søren: Det jeg forstår … Kurt har jo skrevet noget … han skrev den allertidligste start …

Lars: Den allertidligste start, såvidt jeg ved, for det har Kurt Heegaard fortalt mig en del om, da han levede, det handlede om et lille galleri de lavede omme på Drewsensvej, der hed Galleri Krogen. Og det kan jeg godt huske.

Søren: Det har han skrevet om og det har vi fået lov til at bruge og lægge på nettet. Det har vi lagt på Grafisk Værksteds hjemmeside og hvor en udskrift af den snak vi har nu også kommer til at ligge sammen med dine værker og de fotos jeg gerne vil have.

Lars: Fordi der sker det, at de er jo nogen ildsjæle og Niels og Kurt og et par stykker andre, som jeg ikke lige kan …

Søren: Jeg tror også Jo Møller var inde over på et tidspunkt i starten…

Lars: Det skal jeg da lige spørge ham om. Fordi ham har jeg da kontakt til.

Søren: Har du det? Fordi jeg har nemlig spurgt, om jeg må komme forbi og snakke med ham på et tidspunkt.

Lars: Ja men han bor i København. Jo Møller, det kan sgu godt ske han var inde over, fordi han har også haft noget med det her miljø at gøre.

Søren: Jeg har en artikel hvor han står nævnt også i den tidligste start.

Lars: Men det hed Galleri Krogen. Det var faktisk et fint lille galleri. Jeg kan huske Lappe Ringgaard, han udstillede der, bl. a. som helt ung altså, han og jeg vi er jo jævnaldrende. Jeg skulle faktisk … de flyttede det om på Vaskehuset, om på Nygade, der hvor der tidligere har været sådan et dampvaskeri, det er der hvor der er … hvad fanden er der nu der …

Søren: Der er en café, en restaurant. Der var Boomerang engang.

Lars: Boomerang, det lå der hvor den nuværende Café Piaf eller den nuværende Restaurant Piaf ligger og så var det at Anni lavede den der Piaf café, det var derinde hvor Vaskehuset havde været. Der skulle jeg faktisk have debuteret som billedkunstners helt tilbage i1976-77. Der var en de kaldte Klunser-Palle, der var meget aktiv idet der miljø. Og på et tidspunkt havde vi en kommunikation kørende omkring det… men det blev aldrig til noget … heldigvis. Det havde set sjovt ud der stod: debuten fandt sted på Vaskehuset i Silkeborg. Ja, for helvede. Jeg var surrealist dengang. Jeg lavede surrealistiske malerier. Jeg startede som surrealist. Jeg var meget meget syret. Syre-realist kan man næsten kalde det. Det blev aldrig til noget. Desværre. Der er meget, der aldrig er blevet til noget men så er der også noget, der er blevet til noget.

Søren: Sådan er det jo. Vi er i stand til at få mange ideer, nogen gode og nogen ikke så gode. Og selv de gode bliver ikke altid til noget.

Lars: Man har jo uafbrudt gang i et eller andet. Og noget af det løber ud i sandet. Og noget af det skal man bare holde sin kæft med, fordi der er en vis sandsynlighed for at de løber ud i sandet.Og andet det kan man så følge til dørs. Men det kræver jo også desværre at … ofte er det jo sådan at man ikke selv er herre over, hvorledes tingene udvikler sig. Det er jo tit og ofte andres motivation for at lave et eller andet … bl. a. for at udstille ens ting. Du skal lige høre en sjov historie. Udstillingen oppe på Pakhuset. Der sker følgende. Jeg er til en udstillingsåbning på noget der hedder Viborg Kunsthal, det er arbejdsrelateret. Ca.halvandet år tilbage i tiden. Og jeg har lige siddet … samme eftermiddag har jeg siddet og surfet lidt på nettet omkring, hvad der er … og der finder jeg ud af at der er noget der hedder Viborg Kunstforening, som har det der udmærkede

udstillingslokale midt i Viborg og jeg synes de har en ret interessant profil med hensyn til de kunstnere, de har vist. Og så tænkte jeg, det er sgu da noget mærkeligt noget, hvorfor fanden har de ikke inviteret mig? Og så kommer jeg op i Kunsthallen der,og så er Karen Lintrup der, tidligere leder af Viborg Kunsthal, dengang, det hed det Brænderigården. Der var hun kunstnerisk leder i mange år. Og hun er næstformand i Viborg Kunstforening. Og formanden det er en fyr der hedder Hans Henrik Jacobsen, som på det tidspunkt var … han var lige blevet fyret. Jeg synes det er lidt noget mærkeligt noget, men han var kunstanmelder på Viborg Stifts Folkeblad. Og han er formand for den kunstforening. Og så siger jeg til Karen Lintrup, “sig mig engang, der er fandme lige noget jeg skal spørge dig om” “Nå ja, ok. Bare fyr løs!”. “Du, hvorfor har I ikke lavet en udstilling med mig? Det forstår jeg simpelthen ikke”. Det var selvfølgelig sådan lidt i sjov, ikke. På den ene side men på den anden side, mente jegda egentlig også, at det kunne de da godt have gjort. Og så bliverhun sådan helt underlig. Og så siger hun, nå men det skal du snakke med Hans Henrik om. Han kommer senere. Nå ok, fint nok. Og så går der noget tid og jeg sætter mig, jeg sidder og snakker med en kunstner, en ung kunstner, som udstiller i Kunsthallen, og så kommer Hans Henrik Jacobsen ind igennem døren. Og så siger jeg “hej, Hans Henrik, der er lige noget jeg skal snakke med dig om”. “Det var da sjovt”, siger han så, “for jeg har også lige noget jeg skal snakke med dig om”. “Ok”, siger jeg så. “Men så må vi jo finde ud af det”. “Nå men, du først”, siger han så. Så siger jeg, “der er en ting jeg ikke kan forstå, og det er at I laver kunstudstillinger, men I har fandme aldrig lavet en kunstudstilling med mig og mine værker?”. Og så kan jeg bare se på ham, så trækker han sådan lidt på smilebåndet, han er sådan lidt tung i betrækket. “Vi havde møde i kunstforeningen i går”,siger han så, “omkring hvad for nogen udstillinger, vi skal lave fremadrettet og der blev vi enige om, at i 2021 vil vi invitere en kunstner, der hedder Lars Svanholm til at udstille i Pakhuset”. Altså, hvad fanden sker der mand. Og så lavede vi den og det var jeg jo selvfølgelig meget tilfreds med, fordi jeg syntes den blev meget vellykket. Og velbesøgt også. Så det var fint. Men det var sgu da en skæg historie, de har lige siddet aftenen i forvejen og diskuteret hvem fanden de nu skulle invitere ind … de har nok været ved at løbe tør for emner [griner]. “Altså der er også ham der Svanholm nede fra Silkeborg, ham kan vi sgu godt lave et eller andet med. Han vil sikkert blive begejstret”. Men det var faktisk en meget fin proces og det hele fungerede så godt, både disponering og udvalget af de ting. Jeg skulle næsten ikke tage noget med tilbageigen. Altså, jeg havde taget lidt for meget med derop. For så havde vi noget vi kunne vælge ud fra. Jeg havde næsten ikke noget med tilbage. Det var super. Det kunne jeg godt lide. Altså den jeg havde oppe hos Pier Marie oppe i Lildstrand, det var jo en galleriudstilling. Den var total kommerciel, ikke. Der havde hun jo sådan set valgt værker ud fra salgspotentiale. Og det gik også rigtig rigtig godt. I det perspektiv. Men rent kunstnerisk var jeg mere tilfreds med den i Pakhuset. Jamen de kastede sig over mine værker på ferniseringsdagen. De der gæster der. De var fuldstændigvilde og blodige. Akvareller der ikke var rammet ind. Jeg siger,“skal du have uindrammede?” “Ja dem kan man godt have til atligge i en mappe og sådan noget”. Folk de kastede sig over dem som vilde dyr … og i løbet af en time havde vi skabt en kæmpeomsætning.

Søren: Men kan man ønske sig mere..?

Lars: Nej overhovedet ikke. Det var da super godt. Hold nu kæft. Det var som det var, ikke. Men der solgte jeg ikke en skid grafik, fordi det er ikke noget der er stor omsætning i. Folk de vil have noget med farver på sådan, så de kan blive rigtig glade, ikke.

Søren: Men sådan en akvarel som den der ovre er det farvekridter det vel nærmere …

Lars: Det er oliepastel …

Søren: Oliepastel … den er vel næsten bygget op som et tryk.

Lars: Ja, det er der ikke så stor forskel på.

Søren: Så det supplerer hinanden. Man kan sige at du fårfarverne ind der det får du ikke i et tryk, for det arbejder du ikkemed.

Lars: Nej slet ikke. Men jeg har gjort det. Jeg har lavetfarvetryk.

Søren: Ok. Men har du nogensinde overvejet at … jeg forestiller mig at … nu kommer der en påstand, jeg forestiller mig at du ikke gider lave farveplader til tryk.

Lars: Det er fuldstændig rigtig [griner].

Søren: Men du vil meget gerne arbejde med det sorte, gråtoner,hvid. Og det er jo også vanvittigt interessant. Af en eller mærkelig årsag, så bliver det ved med at være det. Har du nogensinde overvejet at lægge farvekridt på de der tryk.

Lars: Altså sådan at de bliver til nogen monotypiagtige …eller håndkolorerer dem?

Søren: Ja håndkolorerer dem.

Lars: Jeg tror faktisk jeg har gjort det nogen gange tidligere da jeg var helt ung. Bare for eksperimentets skyld. Men nej, ikke i dag. Nu skal du ikke give mig alt for mange gode idéer. Det kan jo være jeg begynder på det.

Søren: Men kunne jo forberede nogle områder i trykket. Man kan jo sige, at jeg gider ikke arbejde med farveplader, men så gør jeg det næstbedste, jeg forbereder nogle områder. Det her område det kommer til at stå hvidt, men det skal være blåt eller rødt eller grønt.

Lars: Ved du hvad du. Der tror jeg sgu nok at jeg er så konservativ … det skulle helst være en del af trykprocessen. Forat jeg synes det gælder rigtigt. Der er jeg sgu meget puritansk med sådan noget der.

Søren: Men det er der også en styrke i.

Lars: Det synes jeg da. Et eller andet sted.

Søren: Fordi det er jo også et vældigt pres, man ligger på sig selv ved at sige, at det skal ske…

Lars: Man skal udfordre sig selv. Ellers så kan man lige så godt stoppe med det samme … Ved du, at John Olsen var en fantastisk grafiker også?

Søren: Nej, det vidste jeg så ikke.

Lars: Jeg var til hans begravelse, faktisk. Det var fuldstændig tilfældigt at jeg kom det. Det var fordi Thomas Andersson, billedhugger og grafiker, har jo haft John Olsen som lærer på Det Jyske Kunstakademi tilbage i … det var vel sidst i 70’erne, begyndelsen af … omkring 80’erne. Anders Georg og Thomas Andersson de gik sammen på Det Jyske og der havde de begge to John Olsen som professor. Det hed det så ikke derude, men altså som lektor eller underviser. Thomas og jeg skulle udstille sammen i Vordingborg, af alle steder, i en kunstforening, og jeg havde egentlig, altså, kunstforeningen de sørgede for alt, transport,ophængning, sprut til fernisering hele lortet og de kom her oghentede … en kæmpeservice. Der kom en mand i en transporter og han havde transporteret rigtig rigtig meget kunst i sit liv, så det varjeg helt tryg ved. Og så havde jeg egentlig ikke tænkt mig at gøre så meget ud af det, for der er sgu et stykke vej til Vordingborg. Så ringer … ringer det gør han ikke … han sender mig en mail, Thomas, og spørger om jeg har lyst til at tage med til fernisering, fordi han kører derover. Fordi hans datter bor i Vordingborg … så kunne jeg køre med. Og så kunne vi besøge datteren og så kunne vi få aftensmad der. Det syntes jeg var et skidegodt tilbud, så det sagde jeg ja til. Jeg skulle bare tage toget til Skanderborg, så ville han hente mig på Skanderborg Station, så kørte vi til Vordingborg. Og så splejsede vi om benzinen og udgifterne til bro og sådan noget pis der. Så siger han, “vi kører hjemmefra i godtid, fordi, det ved jeg ikke hvordan du har det, jeg vil gerne til John Olsens begravelse”. Den fandt sted samme dag. I en lille landsbykirke nede på Midtfyn. Og så siger jeg, “jamen det tager vi da bare til”, jeg er det tynde øl. Jeg skal nok opføre mig ordentligt. Og vi tog derned og vi kom i god tid og fik en plads på en kirkebænk og jeg skal love dig for jeg har sat’me aldrig nogensinde set så mange mennesker i sådan en landsbykirke. De stod helt ud … ud på gårdspladsen, ud på kirkegården. Og Smadremanden var der … din navnebror Østergaard. Arnoldi. Det varsådan man tænkte, nå for fanden … Men der var det jo altså det var en meget meget fin ceremoni fordi den var fuldstændig usentimental.

Søren: Og det usentimentale det er at sige det som det er?

Lars: Ja fuldstændig ud … ikke noget med den store ånd eller noget som helst det var sådan meget meget klar … og det var sådanen yngre præst, kvindelig præst, pæn præst, det ville John Olsen nok have sat pris på … og hans børn som også var tilstedeværende slet ikke knuget eller tynget eller noget som helst. Det hele var sådan i meget … det her, nu er det slut og så er det det. Lados så se: John Olsen han var født i ‘37 så det har været i ‘17 jeg var nede og lave en anmeldelse af en udstilling han havde på Ribe Kunstmuseum og da havde jeg fået at vide i forvejen at John Olsen han hadede folk, der skrev om kunst. Og kunstanmeldere i særdeleshed, så jeg tænkte, nå du må sgu nok hellere holde dig lidt på afstand. Ellers så river han nok hovedet af dig. Det viste sig, så han var ikke … han blev kørt rundt i kørestol og var i meget meget dårlig forfatning rent fysisk, så han rev ikke hovedet af ret mange, men man kunne godt se at der brændte en ild, så jeg tænkte, jeg holder mig på afstand. Han gloede … jeg kunne se nogen gange, så gloede han sådan over på mig ligesom … hvem er ham der? Hvad kan han nu finde på, ikke. Men jeg skulle bare anmeldeudstillingen, som var fremragende så jeg gav den fem stjerner i Jyllandsposten og så mødte jeg Lars Abrahamsen, John Olsens assistent, nogle måneder efter. Så siger jeg “nå, jeg har jo gjort mig skyldig i helligbrøde ud over alle grænser, fordi jeg anmeldte en udstilling med John Olsen”. Så kiggede han på mig,Lars Abrahamsen. “Ved du hvad John, han var så glad for den anmeldelse at han havde klippet den ud og hængt den op over sin seng” [griner]. Og hængt den op over sin seng!!?? Og han tilbragtedet meste af tiden i sin seng, fordi han var så dårlig. Og så blevder lavet et interview med ham … det kan man ikke finde mere …

Søren: Han må jo have følt sig set.

Lars: Er du sindssyg, mand, jo for satan. Jeg blev da også glad …jeg synes … hold da kæft, når man tænker på at manden han hadede alt, hvad der havde med sådan noget at gøre så var der sgu alligevel noget der fungerede, ikke. Så var der en radioudsendelse, sådan en podcast, hedder det ikke det, når man kan streame det? Den var på den kanal det hed 24syv. Den kan man ikke tilgå længere, desværre. Men der var der en radioreportage, hvor en journalist ogen journalistassistent eller en eller anden der passede teknikken,havde været nede ved John Olsen og interviewe ham og det var altsåvirkelig altså et … det var et meget bizart show det der! Der erså meget liv og død, du. Sort og hvid, for at komme tilbage til udgangspunktet.

Søren: Ja, min mor hun døde langsomt, kan man sige. Hun døde afen kræftsygdom. Ja men det giver så muligheden for at snakke om tingene og også få sagt farvel og være der … være tilstede. Den kan jeg egentlig godt lide den metode.

Lars: Det er også meget fint, hvis man er indstillet på det. Man skal edderma’me være sej oven i hovedet for at … det er sådan en lang proces, ikke.

Søren: Hvad tænker du på?

Lars: Ja man skal sgu være … ens mindset skal edderma’me være veludviklet for … man ved hullet det er lige derhenne, ikke. Hvis man bliver diagnostiseret kræft og man er terminal … så … jeg ved ikke hvordan jeg vil reagere oven i hovedet, hvis der var … om jeg overhovedet ville gide snakke med nogen som helst overhovedet …

Søren: Hun gjorde heldigvis. Det var en vigtig proces for alle aldre i familien og være der. Det gik heller ikke stærkt. Det havde stået på i en del år.

Lars: Jeg er nysgerrig efter hvad der er …

Søren: Ja, det er det. Plus det at … du må jo heller ikke glemme at det er vi andre jo også … altså efter hvad du laver. Forstå mig ret. Man kan jo have mange meninger om dit og dat, men det er da altid sjovt, men så kan man jo snakke om det og så …hvad når man frem til igennem livet …

Lars: Lige nøjagtig.

Søren: Og det er jo det interessante. Altså du når et udtryk, fordi du har arbejdet med det i mange år og så siger du, det liggerpå intuitionen og det er jo fordi du har lavet et utal af skitser ogaf værker og af …

Lars: Af fejltagelser. Ikke mindst.

Søren: Ja. Det er det der er det fede at man giver sig selv lovtil at det ikke skal være perfekt.

Lars: Fejltagelser er også en form for næring til det derkommer.

Søren: Oplever du, de der billeder, som du nu har udstillet som perfekte?

Lars: Jaa – nej. Der er ikke noget der er perfekt.

Søren: Det er præcist det svar jeg havde håbet på.

Lars: Der er jo aldrig noget der er 100 procent perfekt.

Søren: Så du kan godt se på dem i dag og tænke at du ville ønske at du havde gjort et eller andet en lille bitte smuleanderledes eller hvad?

Lars: Det synes jeg ikke jeg gider spekulere i. Nej det er jeg sgu ikke så sikker på, men de er ikke perfekte og det bliver de helleraldrig. Altså perfetto, det er noget man gør … når manhar skrevet den ultimative popsang og den bliver nummer 1 påhitlisten, ikke. Så er det perfetto. Det er med [lyder som:Armasotis] ord. Det sker ikke inden for kunsten.

Søren: Ogspørgsmålet er om det er interessant.

Lars: Ja, det er det.

Søren: Jeg har altid haft sådan en idé om, at man som beskuer skal have mulighed for at se mennesket i billedet.

Lars: Absolut.

Søren: Og hvis ikke der i det menneske er nogen fejltagelser, så forstår jeg det ikke.

Lars: Nej så bliver det jo også på en eller anden måde sådan… så er det lige pludselig … man kan næsten sige, så bliverdet måske maskinelt, nærmest.

Søren: Det kan være det kommer til at ske med … i dag dersiger man, at kunstig intelligens i virkeligheden kan sammensættebilleder ud fra alverdens billeder, som er blevet affotograferet også kan det skabe billeder. Det bliver måske den såkaldte, nu gørjeg det sådan lidt i gåseøjne, “den perfekte kunst”.

Lars: Ja ja, nemlig også. Man kan skrive det perfekte pophit, forat vende tilbage til det, på den måde også ikke. Men jeg synesmeget bedre om ideen med at der sidder nogen folk ovre i New York påen gade, sådan hvor de har hvert sit kontor. Og så sidder de indepå det kontor og skriver pophits. Det kan jeg meget bedre lide.Altså så sidder Neil Diamond i det ene kontor og så sidder, hvadhedder hun … så sidder der en anden en i det andet, Mort Schuman,eller hvad fanden de hed alle de der [lyder som: “liveos dollar”]så sidder de der og skriver hits, det kan jeg da meget bedre lide.Det synes jeg er en superfed tanke. Så sidder de der, ikke. I TinPan Alley og skriver hits, ikke. Altså de er simpelthen ansat til atskrive hits. Det er sgu da fedt mand, ikke. Og så skriver de hits.

Søren: Hvorfor tænker du på det?

Lars: Det er fordi, de kan det der. Det er ikke en maskine … deter mennesker, der sidder ved et skrivebord og skriver hits. Ligesomman sidder ved et arbejdsbord og laver raderplader, ikke. Eller hvadfanden man nu gør. Eller du gør dit, som du gør. Du har fundet enmetode fordi du har forsket i … eller du har prøvet at sætte enundersøgelsesproces i gang, hvad kan jeg gøre med det her, som jegsynes er superfantastisk spændende.

Søren: Jo, jo. Nu skal det ikke handle om det.

Lars: Men det synes jeg da er en meget god parallel. Og jegfotograferer jo en del også. Men jeg begyndte da først atfotograferer dengang, det blev digitalt. Jeg fotograferede da, mendet var sgu da ikke noget … jeg har aldrig været sådan en derstod i et mørkekammer. Det havde jeg da venner, der gjorde. De stodi mørkekammer det halve af deres liv fordi syntes det var så fedt,den der med fremkaldervæske og jeg ved til fanden, ikke. Sådan erdet jo også med grafikken. Det står nogen kar deroppe der kommersyre ned i. Så på med masken, som hænger derovre…

Søren: Så sker der magi.

Lars: Det synes jeg det gør et eller andet sted, ikke. Og det erbare kemi, dybest set. Søren: Jo jo, men det er dig der styrerkemien.

Lars: Ja ikke. Men kemi og magi. De to begreber … det er ligefør de rimer. Men de gør det ikke helt. I sådan en poetiskkontekst der rimer de af helvede til.

Søren: Men i den verden du arbejder i, fungerer de fint sammen.

Lars: Ja det synes jeg sgu. Det ved jeg jo ikke om, det gør. Jegkan jo ikke vurdere sådan 100 procent. Men når du spørger om jegsynes det … jeg har sgu aldrig lavet et grafisk tryk, der har været100 procent perfekt. Det tror jeg sgu ikke. Fordi, så tror jeg atjeg ville stoppe. Så tror jeg at jeg ville sige at nu gider jeg sguikke mere … det svarer nogenlunde til at når man kan spille Bachsitalienske koncert på klaver, ligesom Bach ville have spillet det,og det kunne han ikke for klaveret var ikke opfundet dengang, han varfremme. Det var jo på … sådan et … hvad fanden hedder …?

Søren: Spinette …

Lars: Ja ja nemlig sådan et åndsvagt dimse, der lyder af helvedetil, ikke.

Søren: Jeg kender godt klangen.

Lars: Kan man spille sådan et … og man kan spille denfuldstændig perfekt, som den skal spilles, men det er der ingen, derved hvordan den skal spilles, derfor kan man aldrig blive det. Nårjeg lige tager den så er det fordi … kender du ‘Eliten fraMinefeltet’?

Søren: Nej.

Lars: Nej det gør du ikke. Det er der sat’me ikke ret mang,eder … det er der forbavsende få, der gør. ‘Eliten fraMinefeltet’, det handler om en klassisk musiker, en pianist, somhed Klaus Herfordt, som gik i hundene, i druk. Og den radiomontage,den kan du høre … den kan du gå ind på dr.dk, og så går du opi søgefeltet og så skriver du “Eliten fra Minefeltet”, og såkommer den frem. Og jeg kan godt sige dig, du. Det der, det er ligefør jeg vil sige, det er perfekt radio. Det handler simpelthen omdem han har efterladt, ham pianisten der og hvad for nogen fester dehar holdt og hvordan og hvorledes nogen af dem gik i hundene, ognogen undlod at gå i hundene, og hvordan han så på et eller andettidspunkt systematisk bare, med sådan en stoisk selvbevidsthed draksig selv ihjel. Altså, den er pisse hamrende kold og uhyggelig og såsamtidig så er det enormt poetisk på samme tid. Den kan jeganbefale. Eliten fra Minefeltet. Der deltager storekulturpersonligheder som Jurij Moskvitin og Ilja Bergh, komponisten.Jurij, han var en meget interessant person i dansk … han var godevenner med Karen Blixen og han var jo ung i forhold til Karen Blixen,men han kom meget på Rungstedlund. Han var det man kalder etrenæssancemenneske, han kunne alt, han kunne spille på klaver, hankunne komponere musik og han var et matematisk geni, og forskelligandre ting kunne han og skrev også … han har skrevet enselvbiografi, der hedder “Den døve øgle”. Han er med i den der,og han var med i kredsen omkring Brolæggerstræde ovre i Københavndengang det var et slumkvarter. Og det er i 60’erne det hele detforegår … der var han bl. a. også med. Og så fortæller de jo omhvordan Klaus gik totalt ned med flaget og døde som … vistnok45-årig. Virkelig en meget meget … Som Jurij han siger på ettidspunkt, “det var fandeme ikke morsomt, altså jo, hvis man kunnelide kulden… Kulden før døden. Så var det sikkert megetinteressant”.

Søren: Hvad er det for en kulde?

Lars: Jamen det er kulden … det er hele det der med at man er iet miljø hvor det hele er ved at gå i forfald, ikke. Kulden førdøden, der kan næsten ikke være mere … man kan næsten ikkeforestille sig noget mere intenst koldt. De havde heller ikke varmepå. De sad og spillede på klaver i store frakker. Og jeg ved ikkehvordan fanden det flygel der, det kunne holde stemningen, når detvar koldt hele tiden … men så sad de og spillede Schubertsklaversonate firehændigt. Det var noget af det smukkeste. [Siges meddyb stemme] “Og det smukkeste der kunne opstå i disse koldestuer”. [griner]. Hold kæft mand en historie … jeg kan godt lovedig. Ja, tak for kaffe du.

Søren: Vi er et stykke vej fra Grafisk Værksted nu …

Lars: Du skal fortælle den historie om Anders Georg, der handlerom at han fik det det grafiske værksted op og køre som en del af etjobtilbudsprojekt. Han havde faktisk overtalt Silkeborg Kommune tilat man ansatte ham i et jo tilbud fordi han var faldet for … ellervar lige ved at falde for den der grænse for at få dagpenge. Og sågav han dem den idé, og den syntes de var fremragende. Ellers ogsåhar de bare tænkt, hvor fanden skal vi ellers placere sådan enkunstner henne i systemet? Dengang da havde man jo ret til at fåsådan et arbejdstilbud, så man kunne holde sig kørende. Det harjeg da selv haft. Jeg har da lavet haver for pensionister ogvedligehold og gået og luget ukrudt.

Søren: Nu er jeg jo blevet pensionist men for nogen år siden davar jeg jo tæt på og … eller forholdsvis tæt på at ryge påkontanthjælp. Der var jeg heldig at få noget arbejde på sygehusetsom portør.

Lars: Jamen kunne du … skulle du ikke have … fik du ikketilbudt et seniorjob?

Søren: Nej for der skal man jo have optjent til efterløn. Og dethar jeg ikke rigtig haft råd til. Lars: Nej ok. Altså der sketedet, for mit vedkommende at jeg var jo virkelig brug for et kunstigtåndedræt, der i … sidst i 00’erne. Fordi jeg var jo røget ud idet der lort, ikke. Og så fik jeg jo et job med løntilskud. Men dettalte ikke. Altså jeg fik et job og det var et skidegodt job medløntilskud. Det er faktisk en meget god historie. Og det har ogsånoget med grafik at gøre. Nede på … det hed Silkeborg Kunstmuseumdengang. Og de skulle lave en udstilling med alle Jorns grafisketryk. Alt hvad han havde lavet med grafik. Den hed “Jorn Komplet”.Og den blev jeg ansat til at være med til at iscenesætte sompraktisk medarbejder, fordi der var rigtig rigtig meget der skullelaves. Rammer, der skulle males … alt muligt. Og det, der så sker,er at der ligger en trykpresse i kælderen nede på museet. Og såspørger jeg en af assistenterne, “sig mig engang, den dettrykpresse, hvad fanden?” … . “Ja”, sagde han så. Han varskide sur fordi den skulle samles. Den lå sådan i fragmenter … ogdet skulle han gøre og det skulle jeg hjælpe ham med og det varfint og jeg syntes det var skide spændende, ikke. Det viste sig atdet var grafikeren Jane Muus’ trykpresse. Jamen, hvad den såskulle? Ja, den skulle op og stå som sådan en … den skulle stå iforbindelse med udstillingen. Så man kunne se hvordan sådan én, såud. Så spørger jeg direktøren dernede … Jacob. “Jacob Thage,sig mig engang, den der trykpresse, skal den bare stå der?” “Jamenden skal være sådan et pædagogisk indslag”. Så siger jeg, “denskal da i gang, den skal … vi skal da lave noget på den”. Og såskulle der laves nogle omvisninger dernede. Og så gjorde vi detsådan, at når de der omvisninger var slut, så stod jeg ude ved dender presse og så havde museet anskaffet sig varmepladen derovre[peger]. Og så skulle jeg så stå og trykke sådan nogen tryk ogfortælle folk, hvordan man trykker grafik. Altså sådandemonstrerer metoderne. Og jeg kunne se, at direktøren han fulgtesådan det hele lidt på afstand. Han syntes, hold da kæft der skersgu da noget der, ikke. Og folk var helt vilde, mand. De stod i enkødrand. Nå så dengang hvor udstillingen næsten var færdig ogfærdigdisponeret skulle der sættes sådan nogen skilte på, hvad deforskellige værker hed, og hvad for en teknik det var og så videre.Og de havde de mest sære titler. Det var sådan, at Asger Jorn gavsine værker titler på det sprog, hvor de var udført. Hvis hanhavde lavet dem i Italien, så kom de til at hedde et eller andet påitaliensk og hvis de var lavet i Frankrig, så kom de til at hedde eteller andet på fransk, på tysk og dansk og whatever. Og jeg tænktenogen gange, de der titler … men nogen af titlerne syntes jegfaktisk, var interessante, så jeg skrev titlen ned, fordi det kunnejeg måske bruge til et eller andet. Og det kunne jeg så også, forså begyndte jeg at udvikle en grafisk serie, hvor de der titler devar implementeret …

Søren: Nå i billedet …?

Lars: Ja, og den kaldte jeg ‘Jorns Stemme’. Den der serie. Detblev til seks tryk. Og på et tidspunkt siger Jacob Thage, at “deder seks tryk, er det noget du trykker oplag af?” “Ja ja, jegtrykker et lille beskedent oplag”, siger jeg så. “Ja men såskal du lige lægge en del af oplaget til side til museet, fordi demskal vi have i vores samling”. Og det gjorde vi så på den måde.Og så en del af betalingen, det var den der [peger på varmepladenog griner]. Fordi jeg havde en varmeplade men den var fand’me ikkesærlig god og sådan nogen varmeplader, de er pissedyre … de kosteen 6-8 tusind eller sådan noget. Eller fem i hvert til fælde. Og såblev vi så enige om at hvis jeg fik den der varmeplade og fik lidtpenge også så kørte det. De havde jo ikke noget at bruge den tilnår vi var færdige der. Så nu står den der.

Søren: Jeg har et dumt spørgsmål. Hvad bruger man den til?

Lars: Jeg bruger den til … når jeg skal … F. eks. hvor jegskal … se jeg tænder for den her ikke. Så bliver den brændendevarm [ tænder for pladen].

Søren: Til at holde kaffen varm?

Lars: Nej ikke lige det. Nu bliver den ca. 60 grader. Lige om lidtså blive den 60 grader. Og så tager man den plade, man skal trykke.Nu bliver det jo praktiske gris her. Og her har vi jo en af de der[finder en en trykplade]. Så ligger den her, og så tager jegtrykfarve og valser ned i … det skal helst være varmt … fortrykfarven er ret sej og den skal helst være …

Søren: Så lægger den sig ned i ridserne …

Lars: Ja og så er det meget nemmere at tørre den af når den ervarmet op. Så det er det jeg bruger den til. Og så bruger jeg denogså når jeg skal f. eks. … sådan en som den her det er hårdgrund. Det lægger man på og så valser man … man kan også brugenoget flydende hård grund. Det gjorde jeg tidligere. Men nu brugerjeg det her, det kan jeg bedre lide. Det bliver mere præcist[slukker varmepladen].

Søren: Så det et simpelthen for at det bedre kan flyde ned iridserne.

Lars: Det primært det, jeg bruger den til. Og der er den næstenuundværlig. Man kan godt få noget trykfarve som man kan tørre afuden varmeplade, men det et ikke nær så intenst i den sorte. Detbliver sådan lidt mere gråligt.

Søren: Det er en måde at raffinere billedet på.

Lars: Det lyder sgu godt. Raffinere …

Søren: Men det er vel det det er? Du vil have det bedst muligeudtryk ud af det og det en måde at få det på.

Lars: Og der er jo også derfor, jeg havde et helvede med at fåfat i en trykfarve, som havde den der intensitet …

Søren: Jeg spekulerer på om vi er ved at være rundt om tingeneeller om du har noget du vil?

Lars: Jeg synes du skal bruge den del af historien som vi indledtemed. Altså den del det slutter med trykpressen der. Men der er ogsånogen af historierne som ikke er relevante i forhold til mitengagement på Grafisk Værksted.

Søren: Ja men nogen gange så arbejder man, også med værker,hvor man ikke ved, hvor det ender. Men man bliver ved og ved. Og deter egentlig det første interview, jeg foretager. Der er blevet lavetnogle andre som Janis har gjort. Men min tanke i det, er at det ogsåkan en eller anden form for portræt af dig ud af det. Tanken er atsamle fortællinger sammen i forholdsvis ubearbejdet form og læggedem på nettet, men med det forbehold at noget af det skal tones ned…

Lars: Ja absolut ellers vil det blive til en hel bog…

Søren: Ja ja det er dog på nettet. Men så hen af vejen kunnejeg godt tænke mig, når der bliver råd … kunne jeg godt tænkemig at det materiale kan blive bearbejdet til noget samlet omkringGrafisk Værksted.

Lars: Det synes jeg da også vil være oplagt. Vil det ikke væremest naturligt hvis den nuværende version af Grafisk Værksted påen eller anden måde spillede en rolle i det der? Søren: Hvad tænkerdu på?

Lars: Altså Grafisk Værksted som det er i dag … den nuværendeudgave, havde en rolle at spille …

Søren: I forhold til hvad?

Lars: I forhold til de her beskrivelser og de her historier derbliver fortalt. Uanset om det bliver i form af en publikation eller …det bliver på Grafisk Værksteds hjemmeside, det kommer til at…

Søren: Ja det her vi snakker om her, ja det gør det. Ja, men detvil det også være. Jeg vil tage rundt … og andre vil også tagerundt og tage en tilsvarende snak med nuværende medlemmer ogtidligere medlemmer, som vil være med til det. Jeg kan jo ikkebestemme, at folk skal være med. Men dem, der vil være med til det,vil jeg også gerne bruge tid på. Både med at tage sådan en snaksom det her … jeg synes det er pisseinteressant, det må jeg daindrømme, men også at skrive det bagefter. Enten jeg gør det ellerJens Erik gør det.

Lars: Men i min verden da er det det historiske perspektiv, som erdet, der afgør det hele… Søren: Men at der så også er enpersonlig vinkel på det, det synes jeg også er interessant. Lars:Jo jo. Jeg er jo også subjektiv i mine iagttagelser af, hvordanværkstedet fungerede på det tidspunkt, hvor jeg brugte det rigtigmeget. Men den subjektivitet den er jo også, det er ligesom når jeganmelder, den subjektivitet går jo også hånd i hånd med en gradaf objektivitet. Fordi der er jo nogen ting der simpelthen bare sketesådan og sådan. Jeg fik en plade udleveret, værsgo, gå i gang. Ogjeg gør det kun én gang! “Jeg viser dig det kun én gang”,siger Anders. Og … fair nok det var konditionerne. Kom i gang. Dether det er arbejde, og det kunne jeg godt lide. Altså selv om jegmåske var meget i tvivl om hvorvidt det her det overhovedet varnoget der havde sin gang på jord for mit vedkommende eller det varalt for omstændigt og alt for kompliceret og så videre, så vistedet sig jo alligevel at det her det var lige præcist det, jegskulle, hvor jeg kunne forene det at tegne med at lave en anden formfor kunst. Altså … raffinere udtrykket. Du brugte selv udtrykket,det er et skidegodt udtryk.

Søren: Det er jo ikke, fordi man som sådan ser tegning i detryk, du laver, men mere fladearbejde.

Lars: Men det er rigtig nok. Men tegningen er det også.

Søren: Men det synes jeg jo, er fedt.

Lars: Men tegningen er der jo også og for at det ikke skal væreløgn så tror jeg faktisk præcist på den der komposition… Dersynes jeg, at jeg kan huske, at der er krydsskravering. Det er ettegnetrick. Altså i virkeligheden… Jeg snakkede med en unggrafiker, som arbejdede i et helt andet felt. Som jeg viste nogle afmine tryk, fordi de lå på min hjemmeside, og hun sagde at det varsupersyret det der med, at jeg lavede krydsskravering samtidig med,at jeg også lavede flade, det var sådan ligesom om, jeg vidste ikkerigtig hvad jeg ville. Om jeg ville lave… altså brugekrydsskravering eller… Søren: Det er pudsigt sådan ser jeg detslet ikke.

Lars: Jeg synes det var overrumplende, at hun sagde det og såtænkte jeg… så er der sgu et eller andet i det, så det bliverjeg sgu ved med.

Søren: Nå men jeg synes jo i højere grad det handler om hvilkeværktøjer der er i kassen. Lars: Ja det gør det fanden galeme.

Søren: For at skabe et billede.

Lars: Jeg arbejder på den måde der, ikke. Jeg kan skide godtlide den der historie med Per Kirkeby, der kommer op på DenEksperimenterende Kunstskole i begyndelsen af 60’erne. Fordi hanvil lære at lave raderinger og så står Poul Gernes deroppe, ikke.Med sit store fuldskæg. Og siger, men så må han bare i gang med atlaver raderinger, og der havde de en trykpresse fuldstændig magentil den der, det var hvad de havde, og så kunne han jo bare gå igang med at lave raderinger. Der er nogen paralleller i forhold tilder, hvor jeg kommer op til Anders i 1987. Det synes jeg der er!

Søren: Jeg stopper optagelsen nu og så tager jeg lige et parbilleder af dig. Er det Ok?

TIL TOPPEN

Samtale med Katrine Nyholm

sammen med fotograf Per Pedersen 2. maj 2023

Søren: Jeg starter min optagelse nu. Så almindeligeløs snak, det sorterer vi i bagefter. Og den tekst, som kommer ud afdet på et tidspunkt, den får du til gennemsyn. Du kan rette i den, hvis der er sagt noget, som du ikke synes, du vil have med.
Katrine:Det er fornemt, Søren. 
Søren: Det er meningen, at du skalvære glad for teksten.
Katrine: Har du noget ordentligt noget at sidde på? Kunne man sidde her, hvis jeg flyttede den her?
Søren: Absolut. 
Katrine: Jeg flytter lige det her. Jeg skal også have jer til at hjælpe med at løfte krukkerne. Nu skubber jeg dem bare. Det kan jeg godt. 
Søren: Det skal jo ikke være, at der er noget, der falder ned. Og du kan gerne sidde her. 
Katrine:Jeg vil bare gerne sidde på hjørnet der. 
Søren: Skal jeg have sådan en på? [Per kommer med en mikrofon]
Per: Det skal I begge to. 
Søren: Okay. Hvad skal jeg gøre? 
Katrine: Har du sådan nogle små mikro-ports, du sætter på? 
Søren: Det er Pers teknik. Og det er muligt, at jeg kommer til at låne den, hvis ikke den optagelse, jeg laver, bliver præcis nok. Jeg plejer at bruge telefonen. 
Katrine: Det er mikro-ports. De er ihvert fald gode. 
Per: De er så tolerante. 
Søren: Hvem er tolerant? 
Per: Det gør mikrofonen. Mikrofonen er tolerant.
Søren: Okay.
Katrine: Så flytter vi lige den her, så vi kan strække benene ud. 
Per: Og I har tænkt på, at kameramanden skal stå og se. Og ikke sidde med røven oppe i brændeovnen.
Søren: Nej, vi har ikke tænkt på noget. Vi synes, at kameramanden, når han begynder at lugte stegt, så flytter vi ham.

Per: Hvordan fisker vi den her? 
Katrine: Den putter vi herned. Det kan vi gøre. Vil du have den her? 
Per: Det er fint her. Og så bare sådan. Så kan den gøre det ordentligt. 
Katrine: Jeg skal lige se, om jeg skal lægge noget på brændeovnen.
Så er jeg klar. Altså, Jeg har ikke forberedt noget. Jeg har tænkt, at det må komme.
Søren: Du erdin egen forberedelse. Du er dig. Og det er det, det handler om. Min primære opgave lige nu, det er at prøve at få tempoet lidt ned. 
Katrine: Ja. Jeg snakker for hurtigt.
Søren: Nej, det er mere din opmærksomhed rundt omkring. Og det forstår jeg godt. Nu har du været i gang med at gøre nogle ting her. Og har travlt. Og du er jo en foretagsom kvinde. Så det er kun det. Og det forstår du også, kan jeg mærke på dig. Og det er super godt. Det er sådan set det primære. Men også sådan for mig selv. Jeg er jo ikke vant til, at Per er en del af samtalen og videofilmer. Det har jeg været lidt nervøs ved. Men jeg øver mig i at være ligeglad. Og så må man sige, at jeg er, som jeg er. Og Per er en venlig mand.Han klipper sikkert det værste væk, hvis der er noget. Men det, som jeg plejer at indlede med at sige, er, at vi, vi siger jeg nu, fordi Per, som er fotograf, også er med i dag. Og vi er på besøg hos Katrine Nyholm. Ude på Harbovad. Og du har været meget venlig, på forespørgsel om, om det var okay, at vi kom og lavede en snak. Så sagde du ja til det. Lynhurtig faktisk. Det var meget flot. Det var jeg glad for. Og det er faktisk første, hvad skal man sige, mit første forsøg på at vise, at der er kunstnere omkring Silkeborg, der er spændende mennesker. Og jeg har rigtig meget lyst til at lytte til, hvad de har at sige. Og hvad de har tænkt og tænker omkring livet og deres kunst. Og hvad der sådan er sket. Og hvad der ellers kan være relevant. Så jeg er egentlig nysgerrig efter både ting, som du måske godt ved på forhånd, jeg er nysgerrig efter. Men også, hvis vi i samtalen kan finde ting, som du måske ikke lige havde forestillet dig. Det er det ikke til at vide. Men det eregentlig det, der er min lille ambition. 

Jeg er taknemmelig for, at vi bliver budt ind i dit liv og dit værksted her. Det synes jeg, det er dejligt. Det er flot. Det er gavmildt. Så tak for det. 

Men hvis vi starter sådan i det små, så kunne jeg godt tænke mig at få dig til, sådan i store træk, at beskrive, hvor vi er lige nu. 
Katrine: Ja. Det her værksted, det er, det har tilhørt min far, Erik Nyholm, som også var keramiker. Og den første del af værkstedet er lavet, er påbegyndt i 50'erne. Begyndelsen af 50'erne. Så jeg voksede op med en far, der lavede keramik her. Så er værkstedet vokset med tiden, der har været knopskydninger på forskellige tidspunkter. Og hvad skal man sige, da jeg voksede op og kom i det her rum, var det egentlig ikke nogen selvfølgelighed, men vi vidste godt, at vi kunne altid gå over til far. Men vi skulle ikke forstyrre. På sin vis var han ret privat omkring sit arbejde. Så det har ikke været nogen selvfølgelig for mig at komme tilbage i det her rum, mange, mange år senere. Og værkstedet, det er jo, ja, det har jeg forbedret noget siden. Dengang jeg overtog det for ti år siden, der var der et betongulv, som var meget ujævnt og meget koldt. Så jeg har lagt det her gulv, jeg har installeret en ny vask, og med varmt og koldt vand, jeg har sat en luft til luft blæser ind, og sat brændeoven op. Min far havde sådan en kaliofere (varmeblæser) dengang, det er ikke sådan noget med olie. Og han havde en kæmpestor gasovn inde ved siden af. Den pillede jeg ned sammen med mine nevøer. Den ovn, der står udenfor, den japanske brændefyrede ovn, det er lavet af stenene fra min fars ovn. Så der er, hvad skal man sige, jeg byggede videre på rummet her, på værkstedet her.
Søren: Ja, modellerede videre på det. 
Katrine: For lige at gøre det lidt bedre, ikke? Min far var en stor fysisk mand, og kunne tåle mange kuldegrader, og det kan jeg sådan set også, men der er dog grænser. 
Søren: Jamen, du arbejder videre med det, og gjorde det mere til det, som du gerne ville have.
Katrine: Ja, fra min far døde i ‘90, og min mor boede her alene indtil 2013, hvor jeg flytter ind, fordi hun er blevet dement. Imellem tiden har hun lavet noget, der hedder “Erik Nyholm fonden”, og det handlede om, at unge kunstnere kunne komme og bruge værkstedet gratis, og der var en lille lejlighed med et lille køkken og det ene og det andet, de kunne få det gratis mod bare at betale for forbrug, og det kunne så være gas eller brænde, eller hvad det nu var, ikke? Så der har været rigtig mange forskellige mennesker her siden min fars død og så indtil jeg flytter ind. Og efter det har der også været mange, men nu er det mig, der har rådet her de sidste ti år. 
Søren: Men prøv at beskrive det rum, som vi sidder i. 
Katrine: Det er bygget af gasbeton, og så er der pandeplader ovenpå på taget, og så er det isoleret under loftet med nogle forskallingsbrædder, der er kalket en gang i sin tid, eller også er det en plastikmaling, det er jeg ikke helt klar over. Det man ser, det er alle mine kemikalier, der står rundt omkring en masse bøtter med pensler og forskellige ting og sager. Der er nogle store krukker på vej, og de står og tørrer. De skal forglødes om en 14-dages tid. Hvad er der så? Ja,der er en brændeovn, der er en vask, der er en dør ud, det er den gamle indgangsdør af min fars, som var helt lukket, der satte jeg en glasdør i. Der flyttede jeg også hoveddøren om til den anden side. Fra det her rum er der indgang til det gamle atelier, også med ovenlys, som er et fedt rum at arbejde i, sådan rent lysmæssigt.

Søren: Og så har du også noget fra din sidste udstilling stående herovre.
Katrine: Ja. Jeg har to spor i det, jeg arbejder med. Jeg arbejder traditionelt med leret ved at lave krukker eller relieffer, små billeder, og så har jeg et andet spor, som er meget stramt, som jeg virkelig har behov for at udforske. Det, der står her, er gasbeton, der er skåret op i nogle forskellige former. Det er så affaldet fra nogle former, jeg har lavet. 
Søren: Det, du har stående her, det er rent faktisk affald? 
Katrine: Det er rent faktisk affaldet. Man skal altid gemme affaldet, for der er altid noget godt i det. Så bygger man videre, og så går der nogle nye spor ud.
Søren: Så har du udstillingen stående et andet sted pakket ned?

Katrine: Ja, det har jeg. Meget af det står derinde. Jeg har solgt, noget af det også. Det, jeg har lavet med gasbeton, det kalder jeg moduler. Det er en fast form, jeg har arbejdet med, og så har jeg taget den i så mange retninger, jeg kunne. Det vil sige, udforsket formen og tænkte, hvad kan jeg lave med den? Det bliver jeg ved med. Jeg er i gang med papir nu også over i huset. Der, hvor jeg bor. Der har jeg et arbejdsbord ovre. Det kan ikke tåle at være herovre, for det kan ikke tåle fugt. 
Søren: Du arbejder i to spor, og jeg kan tydeligt se dem. Eller jeg tænker,at jeg tydelig kan se dem. Det er stramt, og det er legende. 
Katrine: Ja, det kan man godt sige.
Søren: Kan man godt dele op i de to (genrer)
Katrine: Ja, det kan man godt. Der er meget leg i det stramme også, men det der med at have et benspænd og så holde sig til en bestemt ting, det synes jeg er enormt spændende. Og det kommer nok af, at jeg helt i starten, da jeg var ung, gik på Kunstnerværkeskolen på tekstil. Og der lavede jeg mønstre og rapporter. Altså tekstilmønstre. 
Søren: Det ord “rapporter”, hvad betyder det? 
Katrine: Det er gentagelser. Det vil sige, at en rapport er et mønster, og så skal man overlappe det, gentage det.. Og dengang var det serigrafirammer, man arbejdede med. Så trykte man fra det ene sted, og så havde man sådan nogle pasmærker, som man sørgede for, at mønstret... 
Søren: Ja, at det kunne gentage sig …
Katrine: Og det har altid fyldt i mit liv. Altså det der med mønstre og gentagelser, og det at sætte noget sammen, som har nogle små afvigelser. 
Søren: Nu skal jeg spørge om noget, som det godt kan ske at du skal slå ned på med hård hånd. Er det meget kvindeligt? 
Katrine: At lave tekstiler? 
Søren: Nej, at lave gentagende mønstre.
Katrine:Det ved jeg sgu ikke. 
Søren: Nej, okay. 
Katrine: Det er et interessant spørgsmål. 
Søren: Når jeg tænker på det, så tænker jeg, at det er noget, man har set fra fx Indien, eller fra Sydamerika. 
Katrine: Jeg tror, at det svar, jeg har, som er for mig det mest direkte, det er, at det er et ornament.Og ornamentet har altid fulgt menneskene. Det er lige fra de tidligste morgener. Hvis du kigger i huler, som er fundet i Frankrig, hvor man har malet med rødler, altså man har dyppet hænderne,-allerede der ser man, at fx hænderne er sat i gentagelser, i mønster. Det kan være måden at dekorere på. Hvis man tegnede et dyr, så sørgede man for at lave en prik over ryggen, eller et stykke træ, eller noget andet. 
Søren: Vil du forklare mig, hvordan du forstår ornament? 
Katrine: Ornament er en figur, som bliver gentaget. En form, der bliver gentaget.
Søren: Er der nødvendigvis noget religiøst i det? 
Katrine: Det tror jeg ikke. Det tror jeg faktisk ikke. 
Søren: Noget dekorativt? 
Katrine: Det er dekorativt, ja. Men det er, at menneskets trang til at dekorere har altid eksisteret. 
Søren: Men et ornament, tænker jeg, bliver det ikke stærkt symbolsk? Altså, det bliver ikke bare et dyr, det bliver dyret, som forståelse? 
Katrine: Du tænker måske på, at når man ide der huler, hvor man har fundet og malet dyr, det er jo også for at besværge dyret. Måske er det også en form for taknemmelighed, for at man kan jage det dyr, og måske er det for at fange dets sjæl. Det skal jeg ikke gøre mig klog på. 
Søren: Men hvordan forbinder du det med ornamenteringen? 
Katrine: Men ornamenter en gentagelse. Nu skulle jeg jo være hurtig og sige, at ornament betyder sådan og sådan. 
Søren: Jeg synes, det er mere interessant, hvordan du tænker det.
Det er jo ikke engang sikkert, at ornament er et rigtigt ord, nødvendigvis. Det er lige meget for mig. Jeg bare nysgerrig efter, hvad det betyder for dig. Og hvordan du forbinder dig med, hvad det så end er. 
Katrine: Jeg forstår godt, hvad du spørger om. 
Søren: Jeg bliver nemlig nysgerrig efter de stramme former, som du bringer liv til ved at gøre et eller andet ved dem sammen. Der er en stram, enkelt form, som bliver gentaget. Og i den gentagelse, der kommer der noget liv af en slags. 
Katrine: Ja, det gør der. Og der er også altid en afvigelse fra gentagelsen. Fordi hvis det kun er det samme hele tiden, så bliver øjet træt, så bliver kroppen træt, og så forudlæser vi. Men der er et brud, i det, som vi tror kommer, det er det der bliver det interessante. Det er afvigelsen, der bliver interessant. Og der kan man så, tror jeg, rent filosofisk, udlede en hel masse. Men grunden til, at jeg finder det fascinerende, eller føler mig så tiltrukket, det er, fordi jeg har et ret kaotisk hoved. Jeg er en drømmer måske også. Jeg har mange ting i spil. 
Søren: Du har begge sider. 
Katrine: Jeg har begge sider. Og derfor betyder det meget for mig, og jeg kan se de allerførste tegninger, jeg har lavet som syvårig, som jeg har et eller andet sted i mit hus. Det er næsten den samme form. 
Søren: Nå, det er da fedt. 
Katrine: Der er lidt i den der retning.Og det er helt sikkert, at det er derfor, jeg startede på tekstil. Jeg kunne godt lide det der med gentagelsen. Og så kunne jeg godt lide tekstiler, og jeg kunne også godt lide at sy, dengang. Så tiltrækningen går på at strukturere kaos. Det er på en eller anden måde det, der betyder noget for mig. Og jeg er helt væk. [telefonen ringer] Åh for helvede. Det har jeg glemt. 
Søren: Skal du tage den? 
Katrine: Nej, jeg skal bare slukke for den. 
Søren: Nå, fordi du siger, tiltrækningen går på at strukturere kaos.

Katrine: Ja. 
Søren: Det synes jeg er sjovt. Og så tænker jeg, i de ensartede forme, som du skaber, og laver mange af, deraf skaber du så nogle overordnede strukture. Hvad er de overordnede figurer? Altså du har nogle... 
Katrine: Jeg har en form. 
Søren: Du har en form, ja, som du gentager. Og dem placerer du så i forhold til hinanden. I hvilken form, tænker jeg så?
Katrine: Jamen det kan blive til en skulptur. Det kan blive til, ligesom på min udstilling, der havde jeg sat dem, der havde jeg sat dem så de dannede en rygrad, eller hvad man vil kalde den… Men det er fordi, jeg finder en stor skønhed i den. Altså der ligger gentagelsen, men formen er meget, hvad skal man sige, altså formen er stram, men det, der kommer ud af den er ret organisk. 
Søren: Men på en stram måde. 
Katrine: Men på en stram måde, ja. 
Søren:Men i den sammenhæng, der er det jo heller ikke uinteressant, hvad det er for nogle figurer, du så vælger at vise.

Katrine: Nej,overhovedet ikke. 
Søren: Altså en rygrad af en dinosaur, det er jo specielt, synes jeg.
Katrine: Ja, det er det jo. 
Søren: Hvilke andre figurer frister dig? 
Katrine: Jamen jeg tror egentlig ikke, jeg kan sige, at det er en bestemt figur eller skulptur. Jeg kigger på formen og ser, hvis jeg kombinerer den på den her måde, så opstår der det udtryk eller et rum. 
Søren: Nå, du lader dig inspirere af det grundelement. 
Katrine: Ja, hele tiden. 
Søren: Og når du så gør noget med den, så kommer der en form, en figur... og det kan så blive til den rygrad. 
Katrine: Ja, og derfor bliver jeg aldrig færdig med den form. Det er jeg fuldstændig sikker på. Da jeg startede på keramik i 2004, - jeg har lavet dokumentarfilm før - da jeg startede på keramikken, der brugte jeg nogle måneder på at sidde og kigge på islamisk ornametik. Det er jo ekstremt stramt, og det er matematisk bygget op meget af det. Matematik er vist ikke det rigtige ord … 
Søren: Nej, nej, men jeg forstår …
Katrine:Ja, du forstår godt, hvad jeg mener? Og det er fordi, at Islam har et billedforbud, det, der er guddommeligt, altså Allah, må man ikke personificere, vise som et ansigt, et menneske. Så det guddommelige må man komme frem til på en anden måde, ved at arbejde med de her meget komplicerede og samtidig helt fuldstændige, hvad skal man sige, unikke, enkle mønstre, som er baseret på geometrisk form og kan gentages i det uendelige. Uendeligheden er det guddommelige. Det er der, hvor vi hylder, eller kommer tættest på Gud, måske. Det fascinerer mig meget. Så derfor sad jeg og kiggede på, hvordan har de lavet de her mønstre, og jeg er overhovedet ikke matematiker på nogen måde. Men igen tiltrak det mig, den der stramhed, fordi jeg kunne se, at hvis jeg for eksempel valgte en cirkel og en firkant, to grundforme og gjorde det til en cirkel med en indskrevet firkant, og gentog det, og gentog det - så opstod der et mønster, som har eksisteret siden tidernes morgen. Jeg kan finde det mønster hos samerne, jeg kan finde det i Afrika, overalt på jorden, hvor menneskene har været. Også i broderi og sådan noget. Og det mønster der, altså firkanten med cirklen omkring, det arbejdede jeg med i ti år. Altså omsatte det fra ler til fliser, til noget dekorativt. Også til relieffer, og lavede udstillinger med det. Men samtidig var det så også en måde at... Hvad skal man sige? Holde fast i kunsthåndværket, fordi jeg synes, det var spændende, det der med, at det også rent faktisk havde en funktionalitet. Dengang syntes jeg, det var vigtigt. Og deraf kommer det der med at holde sig til én form, og så prøve hele tiden at arbejde med den. Og når jeg siger, at den form, jeg arbejder med nu, som er en pyramideagtigform, at jeg kan arbejde med den de næste mange år, så er jeg helt sikker på, at det kan jeg. Fordi jeg bliver ved med at finde nye måder at kombinere den på.
Søren: Altså, din form er en pyramideagtig form? Altså i sin grundform? 
Katrine: Ja, deter den... Den er ikke pyramideagtig, fordi den er bred. Det er en afskåret trekant, kan man sige. Det er en trekant, hvor toppen er skåret af. Og den har nogle helt bestemte dimensioner, som jeg har brugt lang tid på at finde ud af, hvad er de rigtige her, og hvordan kan jeg gøre det… 
Søren: Det er meget nørdet. 
Katrine: Det er meget nørdet, kan man sige. 
Søren: Og du har ikke målt dig frem til, hvordan de størrelser skal være? 
Katrine: Nej, det kunne jeg ikke, fordi det et rent æstetisk valg, og hvad øjet finder behag i, det er jo også vigtigt. 
Søren: Hardu målt dem efterfølgende, den form, for at se, om den rammer nogle forholdstal af en anden slags? 
Katrine: Jeg tog en mursten,og trak en linje fra de to nederste hjørner op til midtpunktet af den øverste linje. Og den form kunne jeg rigtig godt lide, og så tænkte jeg... jeg laver et snit. Og det snit kiggede jeg på og sagde, hvorfor skal det snit ligge der? Bagefter har fandt jeg ud af, at det ligger meget tæt på det gyldne snit. Så måske uden at kunne prale af det, okay, jeg har haft en fornemmelse af det, men i hvert fald tror jeg, at det er derfor, jeg har fundet behag i det. 
Søren: Ja, okay, det forstår jeg godt. Men det handler jo også meget om at kunne se noget, og blive ved med at skubbe til det, indtil du finder det behag, kan man sige.
Katrine:Ja, lige præcis. 
Søren: Altså ikke stille sig tilfreds. 
Katrine: Ja, og det er jo også det, jeg gør, når jeg laver krukker.
Søren: Hvad gør du? 
Katrine: Det er jo et helvede, jeg bliver ved med at modellere indtil, og lave om og sådan noget, indtil jeg rent visuelt finder behag i den form, jeghar lavet. Jeg aner ikke, hvad jeg starter med. 
Søren: Du har ikke lavet skitser på forhånd, nødvendigvis? 
Katrine: Nej. 
Søren: Du har bestemt dig for en krukke? 
Katrine:Jeg har bestemt mig for et udgangspunkt for de tre krukker, der står her ved siden af os, hvor vi sidder og snakker. 
Søren: Og jeg vil bare lige sige nu til optagelsen her, at Katrine sidder og peger rundt og viser, og vil rigtig gerne vise, hvordan det hele hænger sammen.
Katrine: Men i det her tilfælde, hvor jeg har arbejdet med tre større krukker, der har jeg startet på samme måde, men uden at vide, hvor jeg ville henad. Det vil sige, at jeg har den samme cirkel i bunden. 
Søren: Er det til en bestemt udstilling, eller? 
Katrine: Nej, det er det ikke. Det er faktisk en bestilling fra min eksmand, som gerne vil have dem. Ihvert fald to af dem. Den tredje skal måske ende på en udstilling. Ja, det tager så lang tid at lave krukker. Jeg kan jo ikke dreje, altså, eller det kan jeg godt, men det interesserer mig egentlig ikke så meget. 
Søren: Så de er pølset op? 
Katrine:Ja. Og de er også skæve. Og det har jeg kæmpet rigtig meget med, fordi de må ikke være skæve. Og så gik jeg ind og kiggede i en af mine bøger, som jeg havde med hjem fra Japan for nogle år siden. Jeg kiggede på nogle af de krukker, som er fra... Jeg ved ikke hvor gamle, fra Korea måske… og de er vind og skæve. Så det der gik op for mig, det er, at det ikke er en bestræbelse efter at være nøjagtig, det er en bestræbelse efter at formen er... Hvad skal man sige? At man kan mærke, at den er lige der, hvor den skal være. Hvis du forstår, hvad jeg mener. 
Søren: Lige nu kan jeg sætte det i forbindelse med … ja, flere ting faktisk, men den ene ting, som du har sagt, det er det der med, at du finder behag i det. Jeg kan jo også forbinde det med den ting, som du sagde tidligere, at der er en gentagelse i mønstret, og så er det afvigelserne, der giver interessepunkter, tror jeg. 
Katrine: Ja, eller der peger på det, der er det regelmæssige. Når det uregelmæssige opstår...
Søren: Ja, så peger det tilbage på det andet på en måde. Men selvfølgelig er der også en balance med, hvor meget er hvad og hvor. 
Katrine: Klart. Selvfølgelig er det, det .
Søren: Det er jo den, du arbejder med så også. Den skal dog vise regelmæssighed, før den kan være en uregelmæssighed.
Katrine: Det skal den jo. 
Søren: Jeg forstår godt, hvad du mener, når jeg ser på dine ting. Fordi der er jo en klar... Der er jo klare former i det, som du har arbejdet med. Har du arbejdet med de ting ud fra en indre vision? Forstiller det noget for dig, ud over krukkens form? 
Katrine: Jeg tror, jeg har en eller anden idé om … eller et ønske om noget. Men jeg kan sgu ikke sige det. Den opstod i takt med … den så helt anderledes ud. Så fik jeg lyst til at sætte den der på. (en slags krave) Jeg havde også bygget nogle flere. Det dur ikke til lyd. 
Søren: Det er lige meget. 
Katrine: Men tingene peger på sig selv hen ad vejen. Det kender du garanteret også. At man pludselig siger, det er der, vi skal hen.
Søren: Også begynder du også at finde behag ved det. 
Katrine: Ja, eller fascination. Det er altid en kamp om, hvor tør jeg være? Fordi man tænker, det bliver sgu for kedeligt. Så det er noget med at nå hen til et punkt, hvor man synes, at den udfordrer samtidig med, at den behager. 
Søren: Jeg vil gerne lave et spring nu. Jeg vil gerne... Kan du huske det? Du nævnte før, at du har et stykke papir, hvor du som barn tegnede nogle mønstre på. Var det ikke sådan, det var? Ligger der for dig at se, når du kigger tilbage en naturlighed i, at du kom til at arbejde kreativt med forskellige ting eller kunstnerisk med forskellige ting? 
Katrine: Altså... 
Søren: Tænker du, at det var den logiske vej? 
Katrine: Hvis jeg tænker tilbage i min livsbane. Ja, jeg tror... Når man vokser op i et miljø, så både tænker man og siger man som ung, at jeg skal lave noget helt andet, eller jeg skal... 
Søren: Sagde du det?
Katrine: Nej, det gjorde jeg faktisk ikke. Jeg tror, jeg havde et ret kaotisk forløb som ung. Jeg ville alt for meget. 
Søren: Var det, fordi du kunne meget? 
Katrine: Det var i hvert fald ikke noget, jeg havde tillid til. Men jeg var nok lidt frygtløs på den måde. Jeg tænkte, okay, så må vi undersøge det her. Men jeg havde også noget med...

Søren: Altså i forhold til uddannelse, tænker du? 
Katrine:Ja, jeg har aldrig fået en færdig uddannelse. Jeg kan ikke huske, jeg tror det var to år på Kunsthåndværkerskolen, og derefter gik jeg faktisk på filmskolen og tog et grund-basisår der. Det hed det dengang, man kunne få en basisuddannelse. Og så efter det, så søgte jeg ind på fotograflinjen, og så sagde de ”Det skal du ikke, Katrine. Men du skal søge ind på instruktørlinjen, fordi det er der, du skal ind.” Og det havde jeg slet ikke modenheden til. Altså, det havde jeg slet ikke selvtillid til. 
Søren: Hvor gammel var du på det tidspunkt? 
Katrine: Der var jeg 24. Også tænkte jeg, at jeg stadigvæk ville lave film, så jeg fik en læreplads på Nordisk Film som belyser. Belysningsassistent, og der var jeg et par år, og så gik jeg videre til alle mulige funktioner inden for film. Altså, ikke klipper, men... Scripter, og produktionsassistent og produktionsleder på kortfilm, og reklamefilm, og kom også på spillefilm, som assistent i forhold til belysning, og sådan noget der.

Søren: Det anede jeg ikke noget om. Jeg troede kun, at du har arbejdet i dokumentarfilm. Det har du jo gjort, ikke? Du har lavet nogle... 
Katrine: Jeg brugte faktisk 15 år på at cirkle rundt i... Nej, 13-14 år på at cirkle rundt i filmbranchen og have forskellige jobs. Så i mellemtiden mødte jeg Peter og flyttede til Aarhus, og der lavede jeg mit eget lille produktionsselskab sammen med to andre, hvor vi lavede videofilm også. Men det var først i 90'erne, der begyndte jeg at lave mine egne ting som instruktør. Der havde jeg fundet den sikkerhed, eller hvad skal man sige, selvtillid til at arbejde som instruktør. Det gjorde jeg så indtil...at jeg begyndte på keramikken. Og grunden til det var….

Søren: Altså begyndte på keramikken? 
Katrine: Ja. Det var, fordi jeg savnede det taktile i arbejdet, sansning med andet end hovedet.

Søren: Der er mere kropslighed i at stå og bikse med sådan en krukke derinde. 
Katrine: Ja, det er der! Og så kunne jeg også mærke, at filmarbejdet krævede sindssygt meget. Jeg har aldrig været fast ansat. Jo, jeg har været et par år i Danmarks Radio, men tilbage i 90'erne. Men jeg har aldrig været fast ansat, jeg har altid været freelance, så de film jeg skulle lave, der skulle jeg altid ud og finde finansiering, finde pengene. Og det skal man jo for hvert eneste projekt, ligesom inden for kunsten. Og der kunne jeg bare mærke, at der var så mange, der skulle ind og blande sig i en side, der var mange, man skulle forholde sig til. Ikke så meget i det filmsproglige, men mennesker, altså for at søge penge, det er sindssygt hårdt. Og så kunne jeg også mærke, at de unge er meget bedre til det end mig, og jeg var over 50….
Søren: Så du vil ikke sådan have lyst til at lave film i dag? 
Katrine: Nej,men jeg fortsatte faktisk med at lave nogle videoinstallationer, for det blev jeg meget optaget af. Jeg fik mulighed for at lave en stor installation på Aros i 2006, der hed Portræt med Lukkede Øjne. Og det var jeg meget glad for. Og så gik jeg lidt videre med det, og der gik så nogle år, fordi parallelt havde jeg også gang i keramikken. Jeg lavede også en installation i 2011, som hed Berørt, som handler om hændernes brug, og det var jo meget tankevækkende, fordi så tog keramikken bare mere og mere over. Jeg har faktisk også lavet nogle dokumentarfilm med Paul Pedersen, min mentor. BogstavPoul bliver han kaldt. Det der med film, det der er så spændende, synes jeg, det er montagen. Altså det at klippe det, og det at sætte det sammen. Der er en eller anden filminstruktør, der har sagt, at det er ”sculpturing in time.” Altså man laver skulpturer i tid. Det er præcis det, der fascinerer mig dybt. Der kommer det ind igen, det der med ornamentikken, og modulet, at man sætter noget sammen. Man klipper noget, altså man sætter hele tiden noget sammen... Så den spænding, der er i, at når jeg tilføjer det og det og det… hvor er balancen mellem det forudsigelige, det kedelige og det uforudsigelige. Det er en spændende balance. 
Søren: Hvis det er overraskelse hele tiden, så er det kaosagtigt. 
Katrine: Så det er noget med det der igen, med at strukturere noget, altså at skabe orden i kaos. 
Søren: Jo, en tilpas orden. 
Katrine: Ja, en tilpas orden, men tror du ikke, det er almindeligt menneskeligt, det tror jeg faktisk. 
Søren: Hvis jeg nu siger, at jeg altid har gået efter, når jeg, eller jeg prøver at gå efter, når jeg arbejder med kunst, og vise overfor eneventuelt beskuer, at der er et menneske bag det her, og at jeg ikke er uden fejl, og det gør jeg som en form for et forsøg på en solidaritet med den, der kigger på det. 
Katrine: Ja. 
Søren: Giver det mening for dig? Jeg vil gerne komme den beskuer i møde.
Katrine: Nej overhovedet ikke. 
Søren: Jeg synes det er det du gør, når du laver de krukker ud fra det, som du sagde før. 
Katrine: Ja, men jeg har ikke tænkt over det. Jeg har virkelig ikke tænkt over det. 
Søren: Men når du accepterer “fejl” så synes jeg det er det du gør.

Katrine: Jamen det kan jeg kun være enig med dig i. Jeg er bare ikke bevidst om det, eller jeg, altså det er, når du formulerer det på den måde, så vil jeg sige det har jeg sgu aldrig tænkt på, men jeg kan godt se, hvad du mener.
Søren: Har du, nu må du sige til, hvis det er for tæt, det ved jeg ikke om det er, men har du tænkt på, om du har udviklet en større form for sådan selvaccept igennem livet? 
Katrine: Absolut. 
Søren: Altså forstået på den måde, at de fejl der måtte være i dig selv, jeg går udfra at du er et menneske som alle andre, og dermed også rummer fejl. 
Katrine: Ja, absolut.
Søren: Men at man måske kan blive bedre til at acceptere dem, og dermed også sige, at det er okay, at det også vises i mine skulpturer, eller mine krukker, eller mine whatever. Giver det mening?
Katrine: Jeg tror, at det giver mening på den måde, at jo ældre vi bliver, eller som vi alle sammen bliver, jo mere er der mulighed for, at tage summen af de erfaringer, man har haft, og sige, det dér, det er dig. Det er det du kan, det er det, du er. Uden at stivne i det, og bevare nysgerrigheden stadigvæk. Og jeg tror, at begge dele er med til at give en selvtillid. Altså at man tør, at man kan mærke, at man kan ikke være der, uden den åbenhed over for nysgerrigheden. Men man er også nødt til at stå på sin hovedstol, og sige, det er det, jeg er. Det har jeg bestemt ikke altid kunnet. Det har taget mig mange år at komme frem til det.
Søren: Kan man sige, at du har fået en større selvtillid omkring din fornemmelse for, hvornår noget er godt, eller interessant? 
Katrine: Ja, jeg stoler mere på mig selv. 
Søren: Du tør godt se på det, og sige, det er godt. Den er der nu.

Katrine: Jeg kan i hvert fald sige, det er godt for mig. Men den der nysgerrighed over for... Nu smider jeg lige noget mere brænde på. Den der nysgerrighed over for, eller den åbenhed over for at sige,ja, men måske er der andre blikke på det. Men det kommer ikke tilat være et blik, der giver mig mindreværd, hvis du forstår, hvad jeg mener. Men nysgerrigheden, den tror jeg bare... 

[kortpause - der bliver lagt lidt brænde på og flyttet lidt rundt]

Det der med filmen. Det er i 2000, det er 20 år siden jeg lavede et portræt af Bogstav Poul. Maleren Poul Pedersen. Filmen hed “DetStjålne Alfabet”. Poul har været en barndomsven af mine forældre. Og jeg kan huske ham fra jeg var 14. Han er 20 år ældre end jeg. Han lever stadigvæk. Han fylder 90 i juni. Og har nu udstillingen på Jornmuseet. 
Søren: Nå, fedt. 
Katrine: Ja, det er rigtig fedt. Så jeg kan huske ham fra dengang. Og så i midt i 90'erne, der finder jeg ud af, at han er i gang med at lave et projekt, der hedder “Det Stjålne Alfabet”. Hvor han kopierer bogstaver fra forskellige udvalgte malerier. Og malere, som har betydet noget for ham i hans liv. Og så tager jeg til Paris og møder ham og siger, at jeg vil gerne lave en film om det. For jeg forstår ikke, hvad han har gang i. Jeg forstår det slet ikke. Og det bliver en game changer for mig. Fuldstændig. Altså at lave den film. Og Poul bliver også en form for mentor. På den måde, at alt det, som jeg ikke kunne tale med min far om, der kunne jeg tale med Poul. Og det var ikke fordi, at der var tabuer. Men det var bare fordi, at min far var en mere lukket mand. Og jeg var for autoritetstro. Så jeg kunne få en dialog med Poul, som jeg virkelig havde savnet. Fordi jeg forstod, at det han var i gang med, det er, at vi står allesammen på skuldrene af traditionen, af kunsten. Og der er ikke noget, der ikke er lavet før. Men det vi gør, det er, at vi tager det der er, og tilføjer det noget nyt. Og hvis man ikke gør det, så er det et rent plagiat.
Men plagiatet i sig selv eksisterer heller ikke. Fordi i det øjeblik, man har kopieret noget, så har man alligevel lavet en lille afvigelse. Nå, med det jeg bare vil sige, at for mig lukkede det op for en forståelse af, at kunst er ikke noget med at sidde og være enormt opfindsom og finde på, men også se hvad der er, og hvad det er, der betyder noget for en. Og så tage det, og så turde, gå ind i det, og så forandre det. Altså en krukke, der har fandeme været krukker, siden menneskene kom på jorden. Og de er sindssygt smukke. Så man tager sit afsæt i noget, som allerede er, og så tilføjer man det, man selv har i sig, eller det man kan. 
Søren: Jeg forstår jo udemærket godt alt det, du siger, og jeg synes, det er vigtigt og rigtigt. Men jeg synes også, der er noget generationens i det. Altså fordi jeg synes, at hver generation er nødt til at udtrykke sig. Det kan godt ske, at vi laver en krukke, men du kan ikke lave den krukke, som den forrige, eller de tidligere, eller der blev lavet for mange tusinde år siden.Og det er jo interessant, at du skal lave en, der hører til i dag, hvad det så end er. Og det er det, vi hele tiden skal.
Katrine: Men det er jo også det, vi tilføjer, med alt det vil sige, at leve i den tid, vi gør. Jeg kan jo ikke leve i middelalderen. Så det kommer helt automatisk i min sansning. Jeg har taget afsæt i den moderne kultur, jeg bor i. 
Søren: Jeg tror det er vigtigt, at hver generation udtrykker sig.
Katrine: Selvfølgelig. Det er jo også det, der bevæger hele tiden, når du skaber nyt. Helt sikkert. Men det var en øjenåbner på den måde, at det frisatte mig på mange måder i mit arbejde. Sådan havde jeg ikke haft det med film, men for mig var det en forståelse, eller et blik på kunsten, som lukkede noget op, som kom til at betyde enormt meget. 
Søren: Altså dit møde med Poul? 
Katrine: Ja, det møde med Poul og hans projekt, “Det Stjålne Alfabet”. Jeg fik lavet filmen, han havde været i gang med projektet i 22 år. Han har valgt et maleri i f.eks Bruxelles, i Vejen, i New York. Og det var altid malerier eller et værk, hvor der var et bogstav i, måske det lå i signaturen, måske i selve billedet. Det var også et indblik i, hvordan, hvad skal man sige; det vigtigste er ikke, at man producerer noget hele tiden, det vigtigste er, at man er i gang, man arbejder med kunsten. Paul ringede til mig i går, og jeg hørte det ikke. Så lægger han en besked på telefonsvaren, han er altså fyldt 90…. Så siger han, hvad er du i gang med, Katrine? Det er det vigtigste her i verden. Det er det vigtigste. I alt det her kaos og al det lort, der er, du skal bare være i gang.
Søren: Når du siger, i alt det kaos og alt det lort, der er, så tænker du i verden som sådan. 
Katrine: Ja, det var ham, der sagde det. Ja, og han sidder nede i Paris, der, hvor de demonstrerer, og alt det andet. Og sådan har jeg det også med det, jeg laver, sådan som jeg arbejder. Jeg skal være i gang med at skabe noget, ellers har livet ingen mening. Jeg har jo aldrig været særlig ambitiøs med hensyn til det der med at udstille, og sådan noget. Jeg vil selvfølgelig gerne tjene nogle penge, og jeg ved, at hvis jeg laver krukker, så har jeg lettere ved at tjene nogle penge, end jeg har ved at lave mine moduler. Men jeg kan ikke undvære det. Så jeg føler ikke, at jeg prostituerer mig selv ved at sige, nu laver jeg noget, jeg kan sælge, fordi det er lige så vigtigt for mig. Jeg lægger jo lige så meget arbejde i det og alt muligt andet. 100procent, ikke? Altså, jeg ville aldrig lave noget og sige, det kan jeg godt sælge det der. Det gør jeg ikke, men jeg ved bare, at noget er lettere at komme af med end andet. 
Søren: Har du nogensinde tænkt på, og det siger jeg kun fordi det lige slår mig,når du fortæller om det, at der ligger en skulpturel mulighed for en kombination imellem dine moduler og dine krukker? 
Katrine:Øh, altså, jeg skulle lave nogle krukker af de der moduler?

Søren:Det ved jeg ikke. Det ved jeg ikke. Ellers skal de stadigvæk pølses op, og så skal der tilføjes nogle moduler. 
Katrine: Ja, måske. Det er slet ikke utænkeligt.
Søren: Altså, du er jo begge dele. 
Katrine: Ja, absolut. 
Søren: Jeg ved ikke, hvad det vil rumme for en krukke eller skulptur. Det kan jeg ikke gennemskue. Det er ikke lige der den brænder for dig? 
Katrine: Det ved jeg ikke. Det kan det godt være. Som sagt, så er det bare to spor, jeg er meget loyal overfor, og det ene eksisterer ikke uden det andet. Jeg konstaterer, at selvfølgelig vil jeg gerne lave udstillinger, men jeg er ikke opsøgende. Og jeg har heller ikke et navn der gør at jeg bare kan udstille her og der. Men jeg er meget ambitiøs med det, jeg laver. Det er også fordi, jeg er pensionist, jeg har et grundbeløb, og så kan jeg tjene noget på keramikken, ved siden af. Jeg har også haft handicaphjælpejob gennem mange år ved siden af. Det er jeg heldigvis færdig med. 
Søren: Så du kan vælge at arbejde med det, der er allermest betydningsfuldt for dig?
Katrine: Ja, det kan jeg tillade mig at gøre, og jeg tror også, at jeg ville blive ret ulykkelig, hvis jeg ikke gjorde det. Jeg kan sagtens lave nogle store fade, men det skal være et fad, det forlanger noget af mig. Det er ikke bare en dekorativ ting, som er let at sælge. Det skal udfordre mig. Forstår du, hvad jeg mener? Det er det evige... Det er noget med at tage sig selv og tage kunsten alvorligt. Det er det, det handler om.
Søren: Og du tænker ikke at gentage sig selv i form af at have en form, som du så støber igen og igen og igen, at det ville være alvorligt nok? 
Katrine: Jo, hvis jeg varierer formen. Jeg kan jo tilføje den alt muligt. Finde et udtryk til formen. Hvis jeg nu havde en gipsform, så kunne man jo godt lave en serie, der hedder Freja, eller sådan noget. Så vil jeg jo selvfølgelig udfordre den form hele tiden og skære i den også og putte noget andet på.
Søren: Det vil ikke være nok bare at forandre farven?
Katrine: Altså glasuren på den? Nej, fordi jeg ikke er kunsthåndværker. Og det har jeg så meget respekt for, det der med at være kunsthåndværker, fordi det er jo det, de kan. Jeg har kaldt mig selv kunsthåndværker, da jeg arbejdede med klinkerne. Og kunst og håndværk hænger jo umiskendeligt sammen. Og det ene eksistererikke uden det andet, i hvert fald i min verden. Og det er lidt sådan oldschool-agtigt, det ved jeg godt. Men dem, der kan dreje og dem, der kan støbe og lave en form, de kan være rigtig dygtige og lave smukke ting. Jamen, jeg kan bare sige, at jeg ikke er dygtig nok til det. Jeg er ikke dygtig nok til at være kunsthåndværker.
Søren: Jamen, det rammer jo også et stop indeni dig, gør det ikke det? 
Katrine: Nej, det gør det ikke. Tværtimod, det sættermig fri. Jeg har jo tidligere undervist og gør det også gerne, hvis det er til nogen, som starter helt basic. Altså, jeg har undervist på Tvindskolen og sidst oppe i Holstebro for Skolen for Kunst og Design i vinter. Og det er fint. Men jeg kender mine begrænsninger. Og de begrænsninger, når det gælder kunsthåndværk.
Søren: Du vil lave det unika værk? 
Katrine: Ja, det er det unika. Det bliver det. Jeg vil sige det på den måde. Kan man få en tissepause?

[kort pause]

Katrine: Film fascinerer mig stadigvæk. 
Søren: Ja, selvfølgelig. Fordi det er skulptur i tid. 
Katrine: Ja, det er det. Det synes jeg, det er.  Og jeg har virkelig også lyst til at arbejde, prøve at få, på en eller anden måde, hvis man kunne få den der taktilitet, der er i leret, altså kombineret med filmen, eller med de levende billeder. Der bliver jo lavet en hel masse installationer, men det er rigtig, rigtig svært at lave noget. 
Søren: Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle spørge dig lige da, du kom tilbage. Men nu siger du noget, som igen vækker min nysgerrighed. Jeg må indrømme, at det, der driver mig, det er, at jeg er nysgerrig på de mennesker, jeg møder. Og når du siger, at du vil ønske, at du kan kunne lave en film, eller at du drømmer om at lave en film, hvor taktiliteten fra leret er med i filmen, var det ikke det, du sagde? 
Katrine: Jo, det er ikke en film, det er en installation. Jeg kunne godt tænke mig at lave en videoinstallation med det.  
Søren: Det ville jo være vanvittigt flot. 
Katrine: Det ville det være, men hvordan? Der bliver lavet rigtig meget, hvor den der sanselighed ikke kommer til stede. Det handler om et greb, hvor filmsproget taler ind i lerets sprog. Men jeg går bare sådan... Ja, sådan en dag bliver det måske til noget.  Det håber jeg, fordi jeg synes, at det kunne være... 
Søren: Jamen, jeg ville jo ønske, at du gør det.  Men at du også viser dine steps undervejs.  Altså sådan, så du også tager... Hvor du siger, at nu tager jeg nogle babyskridt i den retning. Det her, det har på ingen måde at gøre med det, som jeg ser som min indre vision. Men det her, det er et skridt på vejen, en undersøgelse, en manifestation af noget. Af det, som jeg gerne vil.  Det... Årh., jeg får helt... 
Katrine: Det er godt, der er noget der.  I søndags tog jeg toget til Roskilde og hjem igen samme dag for at se en udstilling, som handlede om en jeg kender, som havde lavet noget der hed SOIL, nej det hedder Renaissancejord, jordens hus, i det gamle Vridsløselille fængsel. Og der havde en keramiker samlet lerarter fra hele Danmark. Altså mange forskellige, fra Møns klint,fra Moesgård, fra Fur, Mors, Hørbylunde, whatever, alt muligt. Siet det meget, meget fint, og det har forskellige farver. Og så har hun lavet sådan nogle, jeg skal vise jer nogle billeder af det bagefter, så har hun siet i nogle cirkler og nogle små … Jeg kan ikke forklare det, men den sanslighed, der var i det der, altså at få transformeret det jord, vi går på, til det udtryk der, det synes jeg var sindssygt flot. Og det har intet med det, jeg laver, men det er dybt inspirerende at se sådan nogle ting, og det kender I godt. Altså man går ind og ser, men måske ved man ikke engang, hvad er det der trikker, hvad er det der er interessant i det her. Og måske en dag dukker der noget op, som man siger, okay, jeg genkendte noget, jeg ikke engang vidste, jeg havde, eller var, altså hvad det var. Hvis man har en klump ler i hånden, så begynder man at lave et eller andet, så er det, at der kan blive en lille skål. Så kan man lave et hul i skålen, så det ikke bliver en skål. At prøve at stoppe sig selv hele tiden i forhold til det, der er forudsigeligt. 
Søren: Jeg gik engang på sådan noget drama, fordi jeg gerne ville optræde og skuespille, på en eller anden måde. Og der var en øvelse om, at hvis man skulle løbe henimod en væg, så skulle man løbe den modsatte vej, som man har bestemt sig for. 
Katrine: Ja. Det er svært.  
Søren:Er det ikke lidt sammenligneligt med det?  
Katrine: Jo, det kan det godt være. 
Søren: Jeg kan ikke huske, at der var nogen, der rendte ind i væggen, men det burde jo være resultatet. Men det handler jo om at overlade beslutningen til tilfældet, på en eller anden måde, eller til noget andet end beslutningen. 
Katrine: Ja. Og det peger jo på det der med, at vi hele tiden i vores tænkning, i vores sansning på forhånd tænker; det ved jeg godt, nå, det er en lampe. Altså, hvordan man lukker op for det, at man ikke hele tiden ved, hvad man skal hvor man skal hen. I kender detgodt, når man skal tegne. Man kan starte med at croquis tegne og eller bare tegne f.eks et æble. Eller hvad det nu er. Så siger man, det er sådan den ser ud, bilder sig ind at kende formen på forhånd. Det er fordi, jeg har allerede opfattet formen, og så tegner jeg det, jeg har opfattet. I stedet for at følge den linje rundt, og sige, oh, der går den sgu op derud. Og det kan godt være, at det bliver en anden form for æble eller får et udtryk vi ikke gennkender. Men det er godt for vi er meget fastlåst i det, vi”kender” eller tror vi kender. Og det er et enormt spændende fænomen. Det er jo filosofisk.  Det er jo ikke noget, der kun har med kunst at gøre.  Det har noget med den måde, vi mennesker møder hinanden på. 
Søren: Jeg er bare lige nået til at tænke det. 
Katrine: Ja, lige præcis. Det er enormt spændende, synes jeg.

Søren: Der er et tidspunkt i dit liv, hvis jeg må spørge ind til det, som du startede med før. Du havde en periode i dit liv, før du gik i retning af noget med film. At du ikke vidste, hvad du ville. 
Katrine: Ja. 
Søren:Den periode er jeg nysgerrig efter. Hvis det er okay.  
Katrine: Ja, det er absolut okay. 
Søren: Det må jo være en anden form for, eller tænker jeg, at det er en periode, som absolut har været med til at forme nogle ting.  

Katrine: I den grad. For mig var det, jeg tror for de fleste mennesker, det der sker for os mellem vi er 14 og 15 til vi er 10 år frem, det bliver det vigtigste ting i vores liv.  Altså det vi møder der. Og det er også det, jeg vender tilbage til igen. Det der skete for mig, det var, at jeg dels kom på Kunsthåndværkerskolen i København. Jeg startede på tekstil, da jeg var 21, tror jeg. Men der sker også det, at jeg sammen med nogle, også her fra Silkeborg, flyttede ud på Christiania. Og det er i 72. Så det er et år efter, at væggen er nedbrudt.  Eller plankeværket.  Det blev helt skelsættende for mig. Virkelig. Det var også derfor, at jeg efter noget tid holdt op på Kunsthåndværkerskolen.  Fordi det virkelige liv blev mere interessant på en eller anden måde.  Men hvis jeg ikke havde mødt det, så har jeg tit tænkt, at jeg bare blev sådan en pæn, en pæn, lidt kedelig kunsthåndværker, der havde haft en egen lille designbutik eller et eller andet. Altså det er noget vrøvl at sige …
Søren: Ja, for man ved det ikke, men jeg forstår godt, hvad du mener.  
Katrine: Jeg følte det brud, der kom derud, fordi det var, det ændrede alt. Altså jeg voksede op i et meget beskyttet miljø, selvom der var kunst og der var mange mennesker. 
Søren: Altså her?  
Katrine:Ja. Men vi bor jo i en dal, der omfavnede os på en eller anden måde. Der var mange børn, der kom mange mennesker. Mine forældre var meget hjemme, fordi far var her, og så videre, så videre. Og mor var jo inde i huset og sådan. Men det, jeg kommer til på Christiania, det er, at jeg møder en virkelighed, som stiller nogle sociale krav, som var fantastiske og som var hårrejsende også samtidig. Dels var der noget med, at jeg voksede op med et meget stærkt fornemmelse af fællesskab.  Det der med, at vi gør tingene sammen.  Og det er noget af det, som er kommet med ud af min opvækst her i Hørbylunde. På Christiania skulle jeg selv lære at lave oliefyr, vi skulle lave el, vi skulle installere vand. Vi skulle lære at dreje rør, altså skære gevind i rør og sådan noget der. Og så var der alle de mennesker omkring os, mange af dem havde det af helvede til, og nogen var også fantaster og kunstnere og alt muligt. Men det der miljø, det kom til at være helt afgørende for mig. Jeg stortrivedes i det. Det gjorde jeg virkelig. Så efter nogle år, så fandt jeg også ud af, at jeg ikke kan blive ved med at være i det, fordi det er kaos. Fordi så kommer jeg til at gøre sådan her resten af livet, og så var det, at jeg søgte ind på Filmskolen, eller på det der grunduddannelse og startede. 
Søren: Hvorfor finder du på at søge ind på Kunsthåndværkerskolen i København? 
Katrine: Det gør jeg…
Søren: Det var som 21-årig? 
Katrine: Ja, det gørjeg lidt, fordi jeg vokser op i det her miljø. 
Søren: Havde du forudsætninger for det at søge ind der, tænker du? 
Katrine: Jeg kom jo ind, åbenbart. Der var en ansøgningsrunde, og man skulle... Der var en optagelsesprøve over tre dage. Jeg skulle tegne og modellere, jeg kan sgu ikke engang huske det. Det jeg faktisk gjorde først, var, at jeg også søgte ind i Stockholm på Filmskolen og der kom jeg ikke ind. Og så kunne jeg bare mærke, at...  Jamen, så søger jeg ind på Kunsthåndværkerskolen. Min tvillingebror søgte også ind. Han søgte ind på grafik. Kristoffer. Og så kom vi begge to ind, og så boede vi sammen i Nansensgade. Det første år, ind til vi flyttede på Christiania. Også sammen. Så vi har også altid haft sådan et parløb. 
Søren: Men en fantastisk tid må det have været. 
Katrine: Det var fantastisk. Altså, jeg ved ikke om man kan sige, at det er fantastisk, men det er...  Det er sgu en gave. Altså, at have været, altså levet i den tid der, når jeg kigger på, hvordan det er i dag. Der er enormt mange ting, der er så sindssygt spændende i dag. De er bare så anderledes. 
Søren: Hvad var gaven dengang, synes du? 
Katrine: Det var at blive eksponeret til miljøer, som var så anderledes end mit eget. Nu taler jeg mest om Christiania og sådan noget der, ikke?  Men også, at der var ikke... Altså, der var ikke nogen... vi gjorde det bare.
Søren: Så den gave, du har taget med dig fra den tid, hvad skal man sige? 
Katrine: Ja, man skal bare gøre det. Altså, jeg har det også svært med autoriteter indimellem, ikke? Men jeg har efterhånden lært at rette ind.  Men det har altid været noget, der har kunnet udfordre mig. Og så det der fællesskab. Altså, man kan så meget, når man er flere om det, ikke? Lyst til at være sammen med mennesker.  Det er meget stærkt.  Selvom nu bor jeg alene, men jeg ser jo mange mennesker her, jeg bliver dog heller ikke ved med det…
Søren: Nej, bo alene?  Nej, du har jo sat huset til salg og så videre.  Du vil gerne noget andet. 
Katrine: Jeg skal faktisk være sammen med min bror og hans kone. Og en musiker også, der bor der på en gård oppe i Nordsjælland. Der kommer jeg til at bo. Men jeg er også ked af at jeg skal væk fra Silkeborg. Men sådan er det. Jeg har aldrig været bange for brud, tror jeg. Jeg har flyttet meget i mit liv.
Søren: Du tror på det næste også? 
Katrine: Det gør jeg. 
Søren: Altså forstår du hvad jeg mener?  Du er ikke bange for det næste?  
Katrine. Jeg føler, at jeg har mit ståsted. Altså jeg ved godt... 
Søren: Du bliver ikke væltet omkuld af en eller anden tilfældig vind.
Katrine: Nej, altså det er jo privilegiet ved at være 72, at der kommer da en vis substans i en. Om ikke andet, så kan man sige, hvad skulle man ellers med alle de år og erfaringer_…
Søren:Nej, den kommer nok ikke af sig selv den substans, mener jeg. Den kommer jo også af en reflektion og refleksioner gennem livet, altså hvad det nu er, at være. 
Katrine: Og det er jo bare noget af det dyrebareste vi har, at vi kan reflektere. Det er da fantastisk. 

TIL TOPPEN