Samtale mellem maler Klaus Becker og Søren Bredahl

fredag d. 29. december 2023 kl. 14-16

i atelieret/bopæl Gesnersvej 10, Silkeborg

Søren: Det er jo et udspring af en nysgerrighed. Så det synes jeg var meget sjovt at opleve. At jeg kan blive helt glad, når jeg har været ude til samtaler.

Klaus: Ved at snakke med de andre om deres liv? 

Søren: Ja, fordi jeg synes at jeg er heldig, at jeg bliver inviteret indenfor, så det er noget af det, der også er en drivkraft hos mig, til at gøre sådan noget her. Jeg synes, det er en gave, faktisk.

Klaus: Jamen, jeg har også altid haft indtryk af, at du har det bedst, når du er sammen med andre mennesker. Er du sådan ikke, skal jeg kalde det et familiemenneske, eller sådan et menneske, der har det bedst, når man har nogle andre omkring sig.

Søren: Det ved jeg ikke, om det altid er sandheden, men i hvert til fald hvis man har det godt med de mennesker, man har omkring sig. 

Klaus: Ja, det er klart, det skal helst være sådan, at man har det godt med andre mennesker. Jeg var lige ved at fortælle dig om min situation. Jeg har jo tre børn. To har jeg med en kvinde, jeg har været gift med og blev skilt. Og så et tredje barn sammen med en anden kvinde. Og vi har i fællesskab 7 børnebørn. Men det er egentlig en sjov måde at leve på, at der, selv om man er gået fra hinanden og der har været en hel del andre bekendtskaber undervejs, er et bånd, der knytter en sammen.

Søren: I kraft af barn og barnebarn. 

Klaus: Ja.

Søren: Men altså, så må I jo også kunne finde ud af at omgå hinanden, kan man sige. 

Klaus: Ja. Det kan vi også. 

Søren: For det hører man jo engang imellem om, at folk, der blev skilt, får svært ved. 

Klaus: Ja, det problem har jeg aldrig haft. Jeg har aldrig haft det problem, ikke at kunne være sammen med dem, jeg engang har været glad for. Og jeg må indrømme, at jeg aldrig har forstået folk snakke ondt om en de har været gift med. Hvordan kan man hade et menneske, som man engang har været helt vild med og helt forelsket i.

Søren: Derfor. Fordi man har det. 

Klaus: Og det kan jeg ikke sætte mig ind i. 

Søren: Nej, men det synes jeg, at det er smukt. Det tænker jeg. Det må da være... 

Klaus: At kunne hade fordi man har ...  

Søren: Det er smukt, at du har det sådan. Ja. At du ikke kan se, hvorfor det ikke kan …

Klaus: Ja. Fordi, når man nu har været så glad for et menneske engang. Det må man have været, når man enten har været gift med hinanden, eller har børn med hinanden. At man så kan hade hinanden bagefter? Og tale grimt om hinanden. Det forstår jeg ikke.

Søren: Nej, jeg synes også, at det må få en ende på et tidspunkt. Altså, om ikke andet. Selvom det er så måske en periode, som er en skilsmisseperiode. En periode, hvor man kommer sig over det, eller hvad det nu er. Altså, at der må man så ligesom komme videre. 

Klaus: Jo, det er jo rigtigt. 

Søren: Jeg har tænkt lidt over, hvad jeg skulle snakke med dig om i dag. Jeg er nysgerrig efter, hvor kommer du egentlig fra i Tyskland? 

Klaus: Fra Berlin. 

Søren: Og hvilken del af Berlin? 

Klaus: Tænker du på Vest- eller Østberlin?

Søren: Ja, måske. 

Klaus: Altså, jeg er født i Berlin-Schöneberg som ligger faktisk centralt i Berlin. Og så er mine forældre flyttet. De har fået en lejlighed længere ude i Berlin. Det var meget længere vest på, et sted der hedder Berlin-Spandau. Jeg ved ikke, om det siger dig noget. 

Søren: Der er et eller anden stop på S-banen, som hedder Spandau-Platz. 

Klaus: Ja, lige præcis, Spandau-Hauptbahnhof. Og det er der, jeg er vokset op. Og Spandau er faktisk det yderste vestlige punkt i Berlin. Og det var vores held, at vi boede der, da russerne kom. De kom jo østfra. Og de har jo taget hele den østlige del. Og så blev der trukket en mur midt igennem. Og så var det øst og vest. Der var vi altså så heldige, at vi boede i den vestlige del som dengang var det den britiske sektor. Fordi den vestlige del af Berlin var delt i en amerikansk, en britisk og en fransk sektor. Og der var vi i den britiske. Og det var vi faktisk ret heldige med. 

Søren: Hvor gammel var du?

Klaus: Jeg er født i 1939. Altså da det hele begyndte i Tyskland. Så jeg har jo levet hele krigen igennem. Jeg blev født i september og tyskerne gik ind i Polen i 1939. Jeg tror, det var den 1. september eller sådan noget. Jeg plejer at sige at jeg er født i tidspunktet nul. Punkt nul. Det er dér, hvor det hele begyndte og hvorfra alt gik galt.

Søren: Og så har du oplevet... Så er du jo... så er du 6 år, da krigen er over. Og så kommer opdelingen jo nogle år efter, så vidt jeg ved. Og så kommer muren igen nogle år efter, ikke? 

Klaus: Ja, muren kommer først i 1961. Så den kom noget senere. Men allerede inden muren var der jo en usynlig grænse, som var bevogtet af Østtysk politi, som man kaldte Vopo, Volkspolizei. Det var ikke så meget grænsebevogtning på den vestlige side, men på den østlige side var man meget opmærksom på, hvem der måtte komme ind og hvem der måtte komme ud igen. Når man kørte med S-toget fra vest til øst kunne man godt risikere, at der kom den østlige Volkspolizei igennem S-toget og kontrollerede passagerene, og så skulle du måske stige med ud og forhøres om, hvor du er på vej hen, hvem du er og hvad du skulle i Østberlin med bagtanken om at du kunne være spion eller noget andet. 

Søren: Og alt det har du oplevet også?

Klaus: Ja. Jeg har... På et tidspunkt efter min skoleuddannelse, gik jeg på den Grafiske Skole i Berlin som lå i den østlige del. Det var inden muren blev bygget. Altså på et tidspunkt, hvor man endnu kunne køre med S-toget igennem Berlin. Og der skulle jeg hver dag, til den station der hedder Ostbahnhof, et godt stykke inde i Østberlin, der lå den Grafiske Skole. Hver eneste dag kørte jeg to gange hen over grænsen og skulle to gange finde mig i at der kom disse Vopos, kiggede på mig, og ville kontrollere mine tasker: hvad har du i dem eller hvor skal du hen. Ja, det er jeg vokset op med.

Søren: Men du gik på Grafisk Skole allerede dengang?

Klaus: Ja. Men kun meget kort. Kun et års tid. Fordi jeg havde en idé om at blive det, der hedder på tysk Schriftsetzer. Hvad er det nu, det hedder på dansk? Typograf. Fordi vores nabo var typograf, og han kunne fortælle en hel masse gode ting om det arbejde. Så blev jeg bidt lidt af det og tænkte, det kunne jeg da måske også blive. Så gik jeg på den grafiske skole et år. Det skulle man for at kunne få noget arbejde som typograf.  

Søren: Nå det var sådan grundlæggende.

Klaus: Ja, men så fik jeg en stilling som lærling hos Siemens og begyndte der på noget helt andet. Og det er egentlig godt, at jeg ikke gjorde mere ved den grafiske uddannelse. Fordi typograffaget overlevede ikke ret længe. Der findes jo ikke nogen typografer mere. Det var dem, der satte blybogstaver ved siden af hinanden og lavede tekster på den måde.

Søren: Men fortsatte det ikke langt op i 60'erne nærmest, eller sådan noget?Klaus: Ja, her i Danmark måske, men i Tyskland begyndte aviserne jo allerede tidligere deres automation inden for det område.

Søren: Men grundlæggende var det den samme idé med de der bly. Så skulle man kunne jo ikke blive ved med at sætte dem, men så var det en maskine, man sad ved og skrev, og så støbte dem samtidig med.

Klaus: Ja, så var der en maskine, der samlede bogstaverne og fyldte dem ind.

Søren: Ja, nemlig. Så der var automation inden for det der.

Klaus: Jeg ved jo ikke, om det stadigvæk er sådan i dag. Det er det nu nok ikke, men måske noget i den retning, at man stadigvæk indtaster teksten og så er det en maskine, der finder bogstaverne.

Søren: Nej, det er plader, der bliver belyst. Og så kan man bruge dem til at trykke med. Det har det i hvert fald været. Jeg er jo selv uddannet grafiker. Altså inden for bogtryk og pjecer og tryk i det hele taget.

Klaus: Så ved du jo noget om det. Også inden for bogtryk er du...

Søren: Ja, det er jo en del af den uddannelse. Den grafiske uddannelse. Det var ikke den kunstneriske uddannelse som sådan...

Klaus: Nej, overhovedet ikke. Den hed jo Grafisk Skole, men det var ikke noget med en kunstnerisk uddannelse overhovedet. Det kan være at man kunne specialisere sig på nogle områder. Men der havde jeg jo den idé, at jeg skulle være typograf, og så var det det.

Søren: Men du opgav den vej.

Klaus: Jeg opgav den fordi jeg fik stillingen hos Siemens, som lærling til maskinsmed, og det var lidt mere praktisk for mig. Det lå for det første ikke så langt væk fra mit hjem, jeg kunne bruge cyklen, og for det andet arbejdede min mor og min storesøster der også. Det er et kæmpefirma i Berlin, der er jo en hel bydel i Berlin der hedder Siemensstadt.

Søren: Det vidste jeg ikke.Klaus: Nej, det er fra dengang Siemens blev bygget. Det er nogle kæmpestore fabrikker og administrationsbygninger med tårne og alt muligt. Der var mange der var beskæftiget der. I den fabrik som jeg har lært i, var der 25.000 mennesker beskæftiget. Og af den type fabrikker findes der stadig i Siemensstadt tre stykker. Disse fabrikker har så suget en stor del af Berlins befolkning til som arbejdskraft. Der blev jeg så en af dem.

Søren: Men er vi her i starten af 50'erne?

Klaus: Jeg startede i 1954. Og blev færdig i 58 med min læretid og blev uddannet maskinsmed. Efter at jeg blev færdig som maskinsmed, arbejdede jeg der et enkelt år som svend, for lige at tjene nogle penge, fordi jeg ville uddanne mig videre. Så søgte jeg ind på ingeniørskolen, der skulle jeg også lige bestå nogle prøver, for at kunne komme ind. Og det lykkedes, og så begyndte jeg på Ingeniørskolen. Der studerede jeg i tre og et halvt år og blev Ingeniør.

Søren: Hvordan havde du råd til at studere?

Klaus: Det havde jeg overhovedet ikke. Jeg fik en offentlig uddannelsesstøtte. Min mor arbejdede. Så det var faktisk det, der gjorde, at jeg kunne læse på Ingeniørskolen. For jeg tjente ikke noget mens jeg gik der. Jeg arbejdede i mine ferier som svend, men det var mere for selv at kunne købe de nødvendige ting til min uddannelse og bidrage økonomisk derhjemme. Fagbøger og... som ingeniør skal man have nogle specielle hjælpemidler som man skulle købe, nogle specielle store ark papir til konstruktionstegninger, man skulle have specielle blyanter og tusch til at tegne med fine streger, linealer og sådan noget. Det var faktisk ret dyrt. Så det var på den måde, jeg læste og studerede.

Søren: Og det var i Berlin, det hele?

Klaus: Det var også i Berlin. Ja. Det var den Staatliche Ingenieurschule i Berlin. En ret anerkendt Ingeniørskole. Og når man så havde fået den uddannelse, havde man faktisk et godt papir på hånden. Min mor håbede jo så meget at jeg ville blive i Berlin også efter min uddannelse. Og hos Siemens ville jeg kunne have fået et godt job som ingeniør. Men jeg valgte jo at tage til Danmark.

Søren: Hvornår valgte du det?

Klaus: Det var da jeg var færdig med min Ingeniøruddannelse. Det var i 1962. Så skulle jeg lige ud at rejse. Og derefter søgte jeg stilling hos Burmeister&Wain’s i København. Og der fik jeg besked fra, at jeg godt kunne få en stilling som ingeniør, hvis jeg havde en opholdstilladelse. Den skulle jeg søge om på det danske konsulat i Berlin for at jeg fik lov til at være i Danmark, der var strenge regler. Og specielt for tyskerne dengang. Tyskerne havde jo okkuperet Danmark, ikke også? Det havde danskerne i god erindring, at tyskerne har været her og har gjort mindre gode ting. Så... Den hurdle skulle jeg lige over altså det der med opholdstilladelsen. Det tog faktisk tre måneder at få den. Og så kom jeg til Danmark og startede hos Burmeister&Wain’s.

Søren: Men hvorfor ville du gerne til Danmark?

Klaus: Det er en helt anden historie, den rækker faktisk tilbage til min barndom.

Søren: Hvornår er vi årstalsmæssigt, hvor du søger til Danmark?

Klaus: Det er i 1962.

Søren: Og hvad siger du så den anden historie er?

Klaus: Ja netop, hvorfor bliver det Danmark?

Søren: Det kom sådan lidt ud af... det blå, sådan som du fortæller det her. Men … ligger der noget andet bag?

Klaus: Det kan du tro der gør. Det var jo ikke en særlig god tid at bo i Berlin efter krigen. Som barn var jeg... Hvad hedder det? Underernæret? Siger man det?

Søren: Ja.

Klaus: Og fordi jeg var så tynd fik min mor mulighed for, at jeg kunne blive sendt ud, sendt ud på landet, som man sagde dengang.

Søren: At blive fedet op, faktisk.

Klaus: Ja, lige præcis. Jeg blev sendt med en drengegruppe som alle var fra Berlin, i en bus til øen Sylt i Vesterhavet. Der var vi i seks uger, havde det fint og fik noget at spise. Og der kunne vi komme ud i frisk luft og ud i vandet. Det var en dejlig tid. Vi var jo organiseret gennem det Røde Kors system. Og de havde så sørget for, at der var nogle forskellige aktiviteter, man kunne foretage sig. Vi var ude i klitterne, og på vandring, og vi var ude at bade i det store hav. Det var i 1952, jeg var på det tidspunkt 12 år gammel. Og så var det en dag hvor vi skulle sejle med en fiskekutter ud på det åbne hav. Der var straks nogen der vil lave en flaskepost, en flaske som man putter et brev i. Det ville jeg i hvert fald også. 

Søren: Altså, nu snakker vi jo... Altså, Vesterhavet. Vesterhavet ud for Sild eller Sylt.

Klaus: Præcis. Så du får en flaske og skriver på en seddel hvem du er, en dato, hvornår du har puttet den i flasken. Og håber, at den der engang finder flasken et eller andet sted i verden, vil skrive en besked om hvor flasken er ankommet. Fiskeren på fiskekutteren skulle give os et vink når han mente, der var en god strøm. Han kom så op på dæk og sagde at her var det fint til at kaste flaskerne ud. Der var måske 10 drenge der gjorde. Jeg ventede lidt, for jeg tænkte at det er da dumt, når de allesammen bliver smidt ud samme sted, så ankommer de jo på land samme sted, ventede en halv time længere og kastede min flaske over bord. Så skete der ikke mere. Vi kom hjem til Berlin igen og startede på skolen. En af drengene fra rejsen som gik på min skole, kom en dag og spurgte om jeg havde hørt at en af drengene havde fået svar fra flaskeposten? Det var en finder, der havde samlet alle flasker op et sted og puttet alle flaskebreve ind i et brev som han sendte retur til en af adresserne med bekeden om, hvornår og hvor de var ankommet. Jeg regnede så med, at min flaskepost var med i det der brev. Men det var den ikke. 

Søren: Fordi du havde smidt den i en halv time efter de andre. 

Klaus: Ja, præcis. Jeg fik så senere et svar. Jeg ved egentlig ikke rigtigt,hvor lang tid der var gået. Måske i slutningen af året eller det næste år at jeg fik et brev fra Danmark. At det var en pige, der havde fundet flasken og hvor og hvornår flasken var ankommet. Det var på Rømø. Det er jo ikke ret langt fra Sylt. Nej Fanø, ikke Rømø. Den var skyllet på land der. Det var pigens mor, der skrev brevet på tysk, fordi pigen ikke kunne tysk. Og så opstod der en korrespondance mellem mig og den pige, som faktisk hendes mor skrev for hende. Hun var 1 år yngre end jeg. Så var hun 11. Og så skrev vi til hinanden i alle de mange år. Indtil... 

Søren: Du har jo skrevet selv. Og den pige, hun blev hjulpet af sin mor. 

Klaus: Af sin mor, ja.

Søren: Det var da fantastisk. 

Klaus: Det var jo også spændende for hende at have en tysk skriveven, ikke også? Senere kunne hun selv skrive da hun begyndte at lære tysk i skolen.

Søren: Men boede hun på Fanø? Klaus: Nej, hun var fra Kolding, de var på ferie på Fanø. Det endte med, at jeg blev inviteret til at besøgte familien i Danmark da jeg var 18 år gammel. Det var lige efter at jeg var færdig med min læretid hos Siemens. Hun var i gang med gymnasiet. Og der mødtes vi så i Kolding og kom lidt tættere på hinanden. Da jeg blev færdig med ingeniøruddannelsen inviterede jeg hende til Berlin, det var i 1962. I de mellemliggende år havde vi kun skrevet til hinanden. Men sammen i Berlin der opstod der sød musik mellem os. Og det endte med, at jeg søgte arbejde i Danmark og fik altså stilling hos Burmeister&Wain’s i København. Hun var på det tidspunkt i Skagen i en stilling som lærervikar, hun var i gang med en læreruddannelse. Nu boede vi faktisk i samme land, men i en god afstand. 

Søren: Men det føltes lidt tættere på.

Klaus: Ja, nemlig. Jeg fandt mig et værelse i Dragør. Dengang lå Burmeister&Wain’s store bygning lige ved siden af Knippels broen. Det var jo et skibsbyggefirma. Og der startede jeg.

Søren: Hvad skrev I om, når I skrev sammen i så lang en periode?

Klaus: Hvad skriver børn om?

Søren: Ja, hvad skriver børn om? Man kan godt sige, hvad skriver børn og senere unge mennesker om?

Klaus: Ja, også det.

Søren: Men man skriver vel om oplevelser måske?

Klaus: Om oplevelser, om skole, om hvad man måske lige har læst, og hvad man har på sit værelse.

Søren: Nogle mennesker havde sådan et forbehold overfor tyskere, på grund af krigen og besættelsen. Men det har hende og hendes familie jo ikke haft.

Klaus: Altså ikke hende og den unge generation i Danmark. Det var mere hendes forældres generation. Dog ikke hendes mor, mere hendes far. For hendes far var involveret i modstandsbevægelsen her i Danmark. Så han var faktisk imod, at vi skulle komme tættere sammen. Han havde ikke noget imod, at vi var venner og sås. Men ikke mere. Så der var en lille kamp.

Søren: Men han kunne ikke stoppe det?

Klaus: Nej, det kunne han ikke.

Søren: Men følte du dig så alligevel velkommen i den familie?

Klaus: Ja, det gjorde jeg helt bestemt. Jeg havde ikke forventet noget.

Søren: Min far for eksempel var meget nysgerrig efter Tyskland og tyskere. Og i 60'erne, jeg tror midt 60'erne, eller start af 60'erne, der var vi i Berlin. Fordi vi havde været ved Vesterhavet, og der havde vi mødt nogle tyskere, som vi så kom til at få som en slags venner. De skrev med mine forældre. Og så blev vi inviteret til Berlin.

Klaus: Og det var midt i 60'erne, siger du?

Søren: Midt i 60'erne, tror jeg. Og jeg kan stadigvæk huske den køretur, eller delvist den køretur til Berlin, og også nogle sporadiske glimt fra noget af det, som vi oplevede i Berlin. Men specielt min far, tror jeg, var meget nysgerrig efter Tyskland og tysker. Og jeg tror, han livslangt havde en oplevelse af, at børn i hvert fald ikke var skyld i det. Altså, børn bestemmer jo ikke selv, hvor de bliver født. Det var sådan noget, han sagde. Og det har han jo ret i. Så han mente det som en slags, vi skal have åbne armer over for de mennesker, der er i Tyskland nu her efter krigen.

Klaus: Sådan var ikke alle danskere dengang. Det kunne jeg godt mærke de første år i København. Og der skulle jeg så gå lidt forsigtig frem.

Søren: Men det er også derfor, det overraskede mig … Jeg synes, det er godt, du gjorde det … at du søgte til Danmark. Men det har ikke ligget lige for. Men det var så hende.

Klaus: Altså, på min arbejdsplads hos Burmeister & Wain’s var der ingenting at mærke. Jeg arbejdede i en afdelings sammen med en skotte, en indoneser, to hollænder og en inder. Vi talte faktisk engelsk med hinanden i afdelingen. Og vi havde det meget godt med hinanden. Vi havde hver for sig et eller andet sted et værelse i byen, og vi havde de samme problemer med værtinderne, som ikke vil finde sig i at der kommer besøg efter klokken 22. Søren: Og I var måske unge mennesker alle sammen.

Klaus: Ja, det var vi. Vi havde stort set samme alder. Det var faktisk rigtig spændende.

Søren: Det må have været et meget specielt miljø, også at komme i sådant et internationalt miljø, for unge mennesker, som arbejdede fælles om, ja, det var jo skibsbygning.

Klaus: Men altså, hvis du spørger mig, hvorfor jeg lige netop er blevet maskiningeniør og maskinsmed, så var det rent tilfældigt. Efter krigen gjaldt det mest om én ting i Tyskland, i Berlin specielt, at der skulle genopbygges. Det lå i luften som en selvfølge at det skal du også være med til. Og det var den tekniske vej, der var garanteret og sikker med hensyn til at få et arbejde og også en god indtjening. Det valgte mine venner, og det gjorde jeg også. Hvis jeg dengang frit måttet have valgt et studium ligesom de unge mennesker kan vælge i dag? Om jeg ville have valgt det jeg gjorde? det ville jeg sikkert ikke. Men den mulighed havde vi jo ikke. En af mine børnebørn er blevet student og skal nu vælge sin uddannelse og det er faktisk et problem for ham. Hvis jeg ser tilbage, så har mit valg ikke gjort mig lykkelig.  Søren: At blive ingeniør?

Klaus: At være ingeniør. Det har givet mig en god indtægt, og har givet mig en start på en løbebane. Men det endte jo helt anderledes, som kunstner, ikke også? Så det er først efter denne drejning fra det tekniske til det kunstneriske der har åbnet den ny side i mit liv der har givet mig den frihedsfornemmelse, som jeg altid har længtes efter.

Søren: Men hvornår begyndte du at kunne mærke den? Eller hvornår begyndte den at gøre så meget indtryk på dig, så du tænkte, der skal ske noget? 

Klaus: Ja, der er der jo en anden kvinde, der er kommet ind i mit liv. Og hun var kunstner. Hun har faktisk lukket øjnene op for mig.

Søren: For kunsten? Og også for, at du er kunstner? 

Klaus: Også for, at der fandtes en anden side i livet som jeg ikke kendte. Og det har fuldstændig vendt mit liv, på en god måde. På en måde, som jeg virkelig ikke vil være foruden. Og det takker jeg hende for. Jeg synes det er vigtigt også at kunne se verden på en anden måde end den, man er vant til.

Søren: Kan du give nogle eksempler på, hvordan hun kunne det? Jeg tror selv, at det er svært at påvirke andre til at gøre noget, som de ikke gerne vil. Så du må jo gerne have villet det, hvis du forstår, hvad jeg mener. Du har været modtagelig og vil gerne høre noget, gøre noget, forstå noget om et eller andet. 

Klaus: Altså det må ligge latent i en, ikke også? Det er bare et spørgsmål om at lukke den klap op, og så vælter det ud. 

Søren: Giv lov til det, for det er jo ikke alle mennesker, der giver lov til, at den er der. Eller at den bliver åbnet, den dør. Det er hjalp, hun dig med. Kan man sige det sådan? 

Klaus: Ja. 

Søren: Kan du give eksempler på, hvordan ... Er det okay, eller er det for tæt på?Klaus: Nej, nej, slet ikke. Om jeg kan finde nogle eksempler…

Søren: Vi kan også bare gå rundt om. Hvor mødtes I?

Klaus: Vi mødtes jo på et Hf-kursus i musik på Th. Langs. 

Søren: Det er jo Silkeborg. Men hvordan kom du til Silkeborg? Nu kom du fra København.

Klaus: Ja, jeg kom fra København, fordi min kone dengang, altså hende med flaskeposten, blev så færdig som lærer og fik en stilling i Mundelstrup. Hvis man som lærer ville undervise ude på landet dengang, langt ude på landet, fulgte der et bosted med. Det var jo en alletiders start for os og så flyttede vi fra København til Mundelstrup. Jeg fandt et job i Aarhus og hun var lærer på folkeskolen i Mundelstrup. Der boede vi i mange år og fik vi to dejlige børn, Elisabeth og Christian. Men så mødte jeg en anden kvinde som jeg fulgtes med og hun fandt et bosted her i Silkeborg. På det tidspunkt arbejdede jeg i Hammel hos Nordisk Wavin. Der havde jeg fået en stilling som Edb-chef efter et studium på Handelshøjskolen i Aarhus i Organisation og Personaleledelse. Men... Hvordan var det nu med rækkefølgen? Jo, før Nordisk Wavin var jeg ansat ved Aarhus Kommunes Edb-central som programmør. Det må have været i 1970. Men fra Nordisk Wavin blev jeg sendt til deres hollandske afdeling for at lære deres Edb-system dér, for så senere at overføre det til Nordisk Wavin i Danmark. Det var mit job, og det gjorde jeg. Og i den periode mødte jeg så den kvinde, jeg lige snakkede om. Hun flyttede her til Silkeborg, det gjorde jeg også. Men vi gik snart hvert til sit.

Søren: Men boede nu i Silkeborg? Og arbejdede i Hammel? 

Klaus: Ja. I Hammel var jeg beskæftiget i fire år. Så kom oliekrisen som bevirkede, at Nordisk Wavin var nødt til at indskrænke. Og på det tidspunkt var Edb-systemet i Hammel gennemført så at de programmører og systemplanlæggere der var blevet ansat i mellemtid kunne klare jobbet. Så... Jeg skulle finde mig noget andet arbejde. Jeg havde købt hus på Søholt Allé i Silkeborg og boede der. Jeg begyndte at undervise på AOF her i Silkeborg og på Den Teknisk Skole i Herning. Om aftenen og om eftermiddagen i Silkeborg og om dagen i Herning, fordelt på forskellige dage.

Søren: Hvad underviste du indenfor? 

Klaus: På AOF var det i tysk og i regning. Og i Herning var det i organisation, personaleledelse og EDB.Det var faktisk nogle rigtige dejlig år. Det var sådan set ret uproblematisk og uforpligtende. Jeg var ikke fastansat men timelønnet. Jeg havde kun jobbet, så længe der var elever til holdene. Det stod på i et par år. Så søgte jeg stilling på Handelsskolen i Silkeborg og fik besked derfra at jeg godt måtte undervise.

Søren: Var du da begyndt på noget med maleri? 

Klaus: Nej, overhovedet ikke. Der var denne verden overhovedet ikke lukket op for mig endnu. På Handelsskolen underviste jeg i starten på EFG-grunduddannelsen. Men, via nogle supplerende kurser, fik jeg lov til at undervise på HTX-uddannelser, altså det højere niveau i matematik og EDB og regnskab. Det var de tre fag, jeg underviste i. På Handelsskolen underviste jeg i alt i 12 år. I den tid var jeg flyttede sammen med en kvinde på Søholtalle hvor vi levede i en række år sammen og fik en lille datter, Sabine.

Og så... Nå ja, så er der lige det med kunsten. På et tidspunkt syntes jeg, at jeg skulle udvide min viden. Jeg syntes, at jeg vidste alt for lidt om så mange ting. Så jeg gik på forskellige kurser. Der var psykologi og pædagogik som jeg skulle bestå nogle eksaminer i for at undervise på Handelsskolen. Men senere begyndte jeg altså at gå til musik på Th. Langs på et Hf-kursus. Ikke for at bruge det til noget men jeg havde bare lyst til at prøve noget nyt. Musik har egentlig altid interesseret mig. Jeg har spillet på en del forskellige instrumenter. Som ung på trompet og trækbasun, som spejder spillede jeg guitar og senere spillede jeg med min datter i Silkeborg Harmonikaklub på harmonika. Så musik har altid været en del af mit liv, nok fordi i min barndomsfamilie var der meget musik. Det her Hf-kursus afsluttede bl.a. med en opgave der skulle præsenteres i form af et musikalsk indlæg foran en større forsamling. Jeg spilled på min harmonika sammen med en anden kursusdeltager. Hun spillede på violin. Vi spillede noget svensk folkemusik. Der fandt vi ud af, at det kunne være sjovt at spille videre også efter kurset, så kunne man jo mødes privat og spille lidt. Og det gjorde vi. 

Søren: Var I ude og optræde med det ellers?

Klaus: Nej, kun der til afslutning. Ja, så spillede vi faktisk sammen og fandt ud af, at vi havde en del til fælles. Vi var meget glade for at komme ud og rejse og for at cykle. Så det varede ikke ret længe før vi havde planlagt at tage cyklerne med på vores første tur med telt igennem Sydfrankrig. Det var dejligt tur. Og der tror jeg, vi fandt hinanden. Hun var god til at trække mig ind på museer og gøre mig opmærksom på kunstværker, som jeg indtil da slet ikke havde lagt mærke til.

Søren: Så hun åbnede på en måde dine øjne.

Klaus: Ja. Det føltes ligesom en magnet, der suger de nye indtryk til sig. Og jeg fornemmede, at der var noget, som jeg kunne og gerne ville og som jeg i det stille altid havde drømt om. Og i dag kan jeg da sige, at de følgende år på Kunstakademiet faldt mig helt naturligt. Når jeg tænker tilbage på min ingeniøruddannelse og min uddannelse på Handels Højskolen, hvor jeg virkelig skulle arbejde hårdt for at opnå gode resultater og få stoffet proppet ind i mit hoved, så var det anderledes med kunsthåndværket. Fordi jeg følte, det bare var en naturlig del af mig. Altså, fx at lave en skulptur, jamen, det gør man da bare. Og lige netop denne nye selvopfattelse jeg fik på Kunstakademiet, at her var noget som gav mig en glæde og en lykkefølelse ved at skabe kunst, gjorde, at jeg følte mig meget mere frigjort. For nu havde jeg ligesom fundet vejen i mit liv. 

Søren: Du blev også mere frigjort som menneske i det hele taget? 

Klaus: Ja, også det. At nu havde jeg endelig fundet noget i mit liv, hvor jeg følte mig hjemme og følte mig sikker. 

Søren: Tror du, du kunne have fundet det som ung? I samme... Også hvis du havde arbejdet med kunst? Klaus: Det tror jeg. 

Søren: Det tror du? 

Klaus: Det tror jeg, ja.

Søren: Du tror på en måde, at det ville have været... Det ville have været åbent? 

Klaus: Ja. Altså det tror jeg, hvis jeg havde... Og det var det, jeg startede med at sige, at hvis jeg frit havde måtte vælge, ligesom de unge mennesker må vælge i dag, så ville jeg nok have valgt Kunstakademiet i Berlin. Jeg vidste slet ikke at der fandtes et kunstakademi. Det er jo et fint kunstakademi i Berlin. Det var der, hvor Baselitz blandt andet gik. Ja, det tror jeg nok, fordi jeg har altid haft lyst til at skabe noget, men har ikke rigtigt haft mulighed for det. Vi havde ikke råd til det i min familie. Vi havde heller ikke plads i vores lejlighed. Jeg havde ikke mit eget værelse. Vi boede fem mennesker i en lille lejlighed. Min far kom jo ikke hjem fra krigen, så det var min mor, mine tre søstre og mig, der boede i den lille lejlighed, og vi delte de rum der var. Der var et soveværelse, et mindre værelse og så en lille opholdsstue. Der var ikke plads til at kunne sprede sig og danne sit eget individelle rum. Man skulle tage hensyn til de andre. Jeg vidste på det tidspunkt allerede at jeg ikke vil købe malerier, for dem laver jeg selv engang, når jeg får mulighed for det. 

Søren: Nå, sådan har du haft det?

Klaus: Det har jeg altid haft, ja. Jeg gik og købte kunstkort som ung. De var dengang meget moderne og dem nød jeg at se på og studere detaljerne. Og jeg tænkte ved mig selv, det vil jeg også gøre engang men skal have råd til det først. Jeg skal lige tjene nogle penge, så jeg kan gøre det.

Søren: Men det at arbejde som ingeniør, det er jo også at skabe noget. Kan man ikke sige det? Så der må have ligget noget mere i det for dig. Du skaber noget mere med kunsten end bare noget. Men hvad er der mere i det? 

Klaus: Jeg skal lige have dit spørgsmål en gang til. 

Søren: Hvis man skaber noget som ingeniør, så skaber man ting. Man er en del af at skabe et stort skib. 

Klaus: Ja, eller en motor.

Søren: Ja, en motor, for eksempel. De var jo berømmede, hvis jeg ikke husker helt fejl. 

Klaus: Ja, det var kæmpe dieselmotorer. 

Søren: Ja. Men hvis man skaber noget som kunstner, hvad er forskellen?Klaus: Det er en stor forskel. I hvert fald den type ingeniør, som jeg dengang var ansat som. Altså, jeg var ikke en skabende ingeniør. Der blev jeg sat på en given opgave fx. en motor til et skib som skal ny beregnes og om konstrueres til en større ydeevne, så den kan trække et større skib. Og så tegnede jeg den i en større udgave. Så tingene var sådan set givet på forhånd. Sådan oplevede jeg det i hvert fald. Og du har ret, at man som ingeniør måske kan være heldig og få en stilling f.eks. indenfor et arkitektkontor, hvor man er mere skabende. Men det oplevede jeg ikke. 

Søren: Men du oplever det som kunstner?

 Klaus: Ja. 

Søren: Og hvad er så forskellen?

Klaus: Det er, at jeg som maler står overfor det blanke lærred, et hvidt lærred, der udfordrer mig til at sætte den første streg og kæmpe imod den der uendelige hvidhed i sådan et lærred.

Søren: At fremhæve noget. Altså ved at trække det frem og skubbe noget tilbage, så skaber du en flade, som fortæller en historie. Eller hvad tænker du? 

Klaus: Ja, men jeg tænker også på det som en fornøjelse og en tilfredsstillelse, at stå foran det hvide lærred og det er mig der bestemmer, hvad der skal være på, der bestemmer den første og den sidste penselstreg. Det er mig, der bestemmer, hvilken farve det bliver og om lærredet skal drejes på langs eller på højkant. At står med et udgangspunkt som er fuldstændig åbent med uendelig mange muligheder og hvor jeg kommer til at skabe min verden. I form af et billede. 

Søren: Du skaber din verden, kan man sige. Du skaber dine regler. Du skaber alt omkring det værk, du er i gang med. 

Klaus: Ja, det kan man sige. Og det kender du som kunstner jo også.

Søren: Jeg kender det helt bestemt, men jeg kan godt lide at høre dig sige det. Jeg kiggede lidt på din hjemmeside i dag, på nogle af dine billeder. Og jeg kan huske, at jeg fik en tanke. Skaber du en fortælling i billedet, eller skaber du i højere grad landskab i billedet? Nu hænger der et billede på væggen der, med mennesker på. Det kan man godt betragte som et landskab, stadigvæk. 

Klaus: Fuldstændig.

Søren: Og det er du med på, den tanke? 

Klaus: Ja, fuldstændig. 

Søren: Så jeg er nysgerrig efter, om du skaber fortællinger, hvor du vil sige noget om et eller andet, eller om du i højere grad skaber landskaber.Klaus: Eller bare en farvekombination. 

Søren: Ja, en farvekombination.Klaus: Nej, altså jeg gør nok begge dele, og det gør kunstnere måske i det hele taget. Altså at man både skaber landskaber og farvekombinationer, men altså også lægger naturligvis noget af sig selv ind i det. Man altså også lægger sine egne ord og sin egen tankegang ind i billedet. Sådan vil jeg tro, at en kunstner arbejder. Det gør jeg i mine billeder. Altså jeg er ikke færdig med et værk før jeg fornemmer at jeg ligesom taler med billedet, at det fortæller mig noget. Ellers mangler det, som jeg gerne vil, det skal give udtryk for. 

Søren: Og kan du altid sige, hvad det er, det mangler? Eller er det en fornemmelse?

Klaus: Det er nok både og. 

Søren: Det er nogle dejlige kunstneriske svar, du kommer med, fordi det er sådan lidt udefineret. 

Klaus: Ja, fuldstændig. Men altså, når jeg står foran mit værk og fornemmer at det altså bare ikke er færdigt, så er det fordi det billede ikke taler til mig? Hvis det ikke gør det, jamen så skal jeg kæmpe videre og tvinge det til det. Tit er det jo sådan, at billedet gerne vil overtage styringen, ikke? For nu er der så mange dejlige farver på lærredet og nu ser det ud til at fungere. Men når jeg så kigger på den næste dag kan jeg ofte se at det langt fra er færdigt. Jeg har det nogle gange sådan, at når jeg nu har kæmpet med et billede i længere tid og vi ikke kan få den samtale jeg ønsker, så drejer jeg det simpelthen på hovedet, giver det en kold omgang med en stor pensel og f.eks. en rød farve, sådan lige på kryds og tværs og ødelægger det med vilje. Sådan befrier jeg mig fra det gamle værk og gør klar til et nyt forsøg og der kommer mange gange nogle spændende nye ting frem. Man ødelægger for at få noget nyt frem, som man ikke har været forberedt på, og man overraskes over, hvor meget et billede egentlig så kan give tilbage.

Søren: Du laver på en måde en overraskende handling for dig selv. Du ved selvfølgelig godt, hvad du gør. Det ved jeg godt. Men du gør noget, hvor du ikke nødvendigvis har beregnet, hvad der kommer til at ske bagefter. 

Klaus: Ja, det gør jeg tit. 

Søren: Og så på den måde, så overrasker du dig selv. Til noget, der så sker, fordi så kan du måske begynde at se en ny vej. Er det rigtigt forstået? 

Klaus: Det kan godt være, at man så begynder forfra og at motivet bliver noget helt andet. Men det kan også godt være at det mod man har taget til sig ved at overskride en grænse, gør, at billedet kommer til at fortælle lige præcis den situation, jeg har befundet mig i. Og det var jo den situation jeg gerne vil fastholde. 

Søren: Den vil du holde fast i? Det er jo også det, der gør, at du er i stand til at, og kan blive ved med at skabe noget, som bliver ved med at være noget ved for dig. Og for andre mennesker også fordi du bevæger dig ind i nogle spor, som du ikke altid har beregnet. På forhånd. 

Klaus: Ja, det synes jeg gør livet spændende. Det er jo det, det gør livet spændende, at man udsætter sig selv for situationer, som overrasker en. Og det behøver ikke bare at være et maleri, det må også gerne være i den daglige dag, at jeg tager min cykel, og skal altså bare finde en helt ny rute som jeg aldrig har prøvet før, et sted som jeg ikke kender, for så ude i skoven at spørge mig selv, hvor er jeg egentlig? Hvordan finder jeg hjem herfra? 

Søren: Er du farvet vild nogensinde? Jeg mener det som dobbelt spørgsmål. Jeg mener det rent fysisk. Et eller andet sted. Eller man kan også sige, at man kan være faret vild i livet. Eller man kan være farvet vild, måske i et værk. Men det sagde du næsten før. Men der sagde du et eksempel på, hvordan du kommer ud af at være farvet vild i et værk. Eller i hvert fald kommer videre. Men når du nu siger det der med at cykle ud. Så bliver jeg nysgerrig efter, har du været faret vild nogensinde? 

Klaus: Ja, det har jeg. 

Søren: Har du det? 

Klaus: Ja, det har jeg. Mange gange. Vi har jo cyklet rundt omkring i Europa. Vi har cyklet i Spanien, og på Korsika, Polen og Ukraine. De sidste 10 år har jeg cyklet alene i Frankrig, hvor jeg tit overhovedet ikke vidste, hvor jeg egentligt var og hvor jeg kunne finde den næste campingplads eller hvor man ellers kunne overnatte. Det synes jeg er spændende. Altså hvor man virkelig står på herrens mark og spørger sig selv om det nu er den ene eller den anden jeg skal vælge. I dag er det jo smart med GPS på sin iPhone. Jeg vil ikke sige at den mulighed ødelægger ens selvstændighed, men den giver jo en sikkerhed, at man slår lige op, for at finde ud af hvor man nu befinder sig. Det havde man jo ikke dengang da jeg vandrede gennem Grækenland og Tyrkiet helt alene med et landkort i hånden. Det var i 60'erne, det var lige efter jeg var færdig på Ingeniørskolen.

Søren: Hvordan turde du nærmest det?

Klaus: Altså som ung tør man jo alt. Man er jo udødelig som ung. Nej, det var ligesom en selvfølge at man skulle prøve sig selv. Søren: Men alene? 

Klaus: Ja. Fuldstændig alene.

Søren: Havde du skrevet til din veninde dengang, at du ville gøre det? 

Klaus: Ja, det tror jeg da at jeg gjorde. 

Søren: Hvad sagde hun til det? Det gør du bare ikke, sagde hun. 

Klaus: Nej, selvom hun havde gjort det, ville det jo ikke betyde noget for mig. Jeg vil lige fortælle dig en situation jeg oplevede på min vandring gennem Tyrkiet. Jeg havde ikke et telt i mit tornyster, bare en enkelt teltbane som jeg lagde under når jeg skulle sove ude i det frie. Der er jo varmt Tyrkiet og Grækenland om sommeren. Så lægger man sig bare et sted man nu er kommet til, ruller sig ind i et tæppe for så at vandre videre næste dag. Og jeg havde fundet et sted ved havet til næste overnatning udenfor en lille landsby og lod mine ting ligge der. Det har jeg faktisk altid gjort i Tyrkiet og Grækenland, der er aldrig blevet stjålet noget. Det var jo heller ikke nogen værdifulde ting i mit tornyster. Ikke andet end en teltbane, et tæppe, beskidt tøj, en feltflaske og andre brugsting som tandbørste og sæbe. Så gik jeg derfra ind til landsbyen for at finde et spisested. Det var på min fødselsdag, jeg blev 23 den dag. Og jeg havde lyst til at invitere nogen til at fejre sammen med mig, også lige for at fortælle andre det. Vi skal lige huske at det er tilbage i 1962. Dengang var det en sjældenhed i sådan en lille landsby langt inde i Tyrkiet, at en fremmed bare dukker op. En lyshåret fremmede med blå øjne der kommer og sætter sig ved et spisested. Der kom straks en del unge mennesker og spurgte, hvor du kommer fra, hvad du skal, og hvor du skal sove osv. Og de sætter sig rundt omkring en og drikker deres te. Jeg fortalte dem, at jeg havde fødselsdag, og jeg ville gerne invitere dem og købe en flaske vin som vi så skulle dele. Og de nikkede bare allesammen. Men jeg tænkte ikke på at muslimer jo ikke drikker vin. Der stod så en flaske vin på det fælles bord og de drak ingenting og jeg drak alene. Jeg havde jo været undervejs hele dagen, ikke rigtig spist noget og så den høje temperatur og blev da også noget beruset. Men vi havde det sjovt med hinanden. Jeg kan ikke huske, hvordan jeg fandt tilbage til mit sovested der, et eller andet sted langs stranden.

Søren: Kan man snakke om, at du beskriver nogle bestemte ting i dine billeder? Kan man kategorisere det inden for et område? Du maler i hvert fald mennesker. 

Klaus: Ja, jeg maler jo portrætter, men også landskaber. Portrætter er det, der falder mig nemmest. Og det har jeg egentlig også meget glæde af. Dem prøver jeg at lægge noget i, som jeg på en eller anden måde har bemærket hos mennesker. Altså når jeg går igennem byen, f.eks. her i Silkeborg, og kigger på menneskers ansigter. Ansigter interesserer mig utrolig meget, de siger mig også utrolig meget. Og nogle gange oplever jeg, når jeg går forbi et menneske, at der var noget jeg lige skal se en gang til. Så drejer om og overhaler denne person for at se ansigtet en gang til. Ja, det sker en gang imellem. Hvor jeg opdager at der var noget specielt som jeg ikke har set før. De indtryk man får på denne måde, dukker så senere op igen når du står foran dit lærred.

Søren: Du går ikke hjem og laver en skitse lige sådan for at huske. Gør du det nogle gange? 

Klaus: Jo, når jeg er ude og rejse. Der har jeg min skitseblok på mig. Af dem har jeg efterhånden en hel samling. Og de er fyldt med forskellige menneskeansigter. Men også landskaber. Når jeg så står foran det hvide lærred, kommer der tit billeder frem i min hukommelse som jeg har oplevet og som jeg gerne vil gengive. 

Søren: Har du prøvet at male et portræt af en person, du sidder overfor?

Klaus: Ja, det har jeg. Det gjorde vi en del på akademiet hvor vi tegnede hinandens portrætter. Jeg har senere flere gange fået forespørgsel, om jeg ikke ville tegne et portræt af et bestemt menneske, men det siger jeg normalt nej til, fordi det er faktisk ret svært når det drejer sig om en bestillingsopgave. Det er ikke svært at tegne portrættet, men det er svært at tilfredsstille bestillerens forventning. Bemærkninger som: ser jeg virkelig sådan ud? ser jeg virkelig så gammel ud? har jeg virkelig så store øjne? Eller noget i den retning. Engang fik jeg en bestillingsopgave fra et ægtepar der havde købt en del billeder hos mig og også besøgte mine udstillinger. Det var manden der ringede og spurgte, om jeg ikke ville male et portræt af hans kone. Hun var syg af kræft og havde ikke lang tid tilbage. Det ville jeg naturligvis godt. Vi mødtes så, jeg lavede nogle skitser af hende, og så malede jeg to portrætter. Det ene var i blålige nuancer og det andet var lidt mere i okker. Altså et lidt køligt og et mere varmt billede. De valgte den varme farve. Ja, det var så et bestillingsarbejde, dog med den viden, at det skulle være en erindring på en person der var på vej ud af livet. Det var en meget besynderlig opgave at få. Jeg tænkte lige på at vise dig et billede, altså noget helt andet. Et stort maleri. Vil du have lidt mere kaffe?

Søren: Ja tak.

Klaus: Der er lidt mere varmt tilbage her. 

Søren: Tak for det. 

Klaus: Du tager hverken sukker eller mælk i kaffen? 

Søren: Jeg foretrækker det sort.

Klaus: Du kan jo gøre dig nogle tanker om, hvorfor jeg maler sådant et motiv.

Søren: Sætter du det op på staffeliet? 

Klaus: Ja. Jeg har her nogle billeder stående, som jeg aldrig har haft på udstillinger overhovedet. Som sikkert ville afskrække folk. Det er faktisk et gammelt billede. 

Søren: Det er et dejligt billede. Hvorfor er det et dejligt billede? Må jeg bede dig om til optagelsen og beskrive billedet først. 

Klaus: Altså, billedet hedder, “Good Morning Mr. Eichmann”. Det viser nogle koncentrationslejrfanger der står til appel. Prøv at se på de her arme, hvor knoglerne er synlige. De har det ikke godt, de mennesker. Men jeg kan aldrig komme væk fra tankerne om, hvad der skete under 2. verdenskrig, og specielt det som tyskerne har været skyldt i. Koncentrationslejrene, hvor mennesker døde af sult og af udmattelse og sygdom. Og det lod man bare stå til. Det skulle jeg lige af med; jeg har faktisk malet flere billeder med samme tema. Men det er kun få der har overlevet. De andre er til dels ødelagt eller overmalede. Disse lidelser i koncentrationslejre er noget jeg gerne vil have frem fordi jeg tit tænker på, hvordan de mennesker kunne overleve? Og hvis man har overlevet, hvordan kan man så leve videre derefter? Det har jeg altid beundret de mennesker for, dem der har kunnet. Og at nogen af dem også kunne fortælle om det bagefter. 

Søren: Er sådan et billede, som det der, er det en af grundårsagerne til, at du er kunstner? Altså, det er jo et stærkt billede. Du udtrykker jo virkelig noget kraftigt.

Klaus: Jeg tror ikke, det er derfor jeg er blevet kunstner, men jeg tror at det har bekræftet mig i at jeg er blevet kunstner og at jeg fandt ud af at jeg nu kunne udtrykke noget, som jeg ikke har kunnet før. At videregive et indtryk til omverdenen. Men på den anden side også at kunne komme af med noget inde i mig selv. Og det er nok det sidste, du gerne vil høre.

Søren: Jeg har ikke noget… Jeg foretrækker ikke et bestemt svar. Jeg er nysgerrig efter, hvad du selv finder frem. 

Klaus: Jeg tror, det er en kombination af begge dele. Altså, både at fortælle omverdenen, hvad jeg tænker og hvordan jeg ser på det som tysker. Jeg føler stadigvæk en skyld i mig, selvom jeg ikke har været med til de grusomheder.

Søren: Du har jo på ingen måde været involveret. 

Klaus: Overhovedet ikke. Men det er noget, det ligger i en, ikke også? For mig er det ikke længere væk, end at mine forældre, i hvert fald min far, har været med i krigen. 

Søren: Men det er jo ikke din skyld. 

Klaus: Det er ikke min skyld, men jeg har det som tysker i mig. Og jeg støder tit sammen med mine venner i Tyskland når vi snakker med hinanden. Fordi jeg er blevet udenlandsk tysker med en tyskkritisk indstilling som de ikke kender.

Søren: Det kan jeg ikke forstå endnu. Prøv lige igen. 

Klaus: Det er også svært at udtrykke. Det der ord, udenlandsk tysker. Eksisterer det? 

Søren: Ja, ja. Du er jo en tysker, der bor i udlandet. 

Klaus: Og jeg er dansk statsborger. Det er jeg jo blevet. Når jeg kommer tilbage til Berlin og møder mine venner, og vi begynder at diskutere, så kan jeg mærke, at jeg bliver kritisk overfor dem og deres opfattelse. For dem er det, der er sket i Tyskland noget man ikke behøver mere at snakke om. Det er noget der ikke er sket i vores generation og er ligesom uddebatteret. Men sådan føler jeg ikke. Jeg føler, fordi jeg er tysker, uanset hvilken generation jeg tilhører, er jeg medskyldig i det der er sket. Og det er måske denne skyldfølelse jeg vil vise i form af disse billeder.

Søren: Jeg har haft den samme diskussion med en tysker i Berlin. Den samme snak. Ikke diskussion, men snak. Han er yngre end mig, så han er selvfølgelig yngre end dig også. Men han føler skyld også. Og jeg forstod det ikke. Og jeg tror ikke, at jeg forstår det den dag i dag. Men nedarves skyld?Klaus: Jeg ved ikke, om den er nedarvet. Hvis den var nedarvet må mine forældre også have følt en skyld. Og det tror jeg ikke de har. Jeg spurgte min mor engang, jeg havde kun hende at spørge til for jeg havde jo ikke min far. Jeg spurgte hende, hvorfor hun ikke gjorde noget ved det?  Nu var hun mor til fire børn. Og hendes svar var naturligvis, at hun skulle passe på os og kunne ikke gå ud og demonstrere og gøre modstand osv. Det havde hun hverken råd, tid eller mod til. Og det var et argument, man ikke kan protestere imod. Fordi sådan var det bare for hende.

Søren: Jeg giver hende jo ret. 

Klaus: Og jeg kan huske, at jeg spurgte hende en gang om Krystalnatten den 9. november 1938. Hvor var du der? Hvad gjorde du? Har du ikke set jødernes forretninger slået i stykker, og jøderne der er blevet trampet og trådt på, trukket ud af deres forretninger? Hun svarede: jo, jeg husker godt den dag. Det var om morgenen og jeg skulle ned og hente mælk til jer, for I var jo meget små (hun mente mine to store søstre). Der så jeg folk står rundt omkring en forretning, hvor vinduerne var slået i stykker. Og folk var meget oprevet. Men jeg skyndte mig med mælken op til jer. Det var hendes oplevelse af Krystalnatten. Og hvis du så siger, at det er en nedarvet skyld, så skulle hun jo også have følt en skyld. Hun føler ingen skyld fordi hun ikke har været aktiv med i det og heller ikke hjulpet til. Så jeg ved ikke, hvor den skyldfølelse kommer fra. Alene det, at man er del af en nation som gerne huskes for årene mellem 1933-1945, det kan tyskerne nok ikke rigtig slippe af med i de næste 100 år.

Søren: Men vi skal jo videre. Vi skal jo videre. Og du har jo også mødt nogle danskere, og sikkert også andre mennesker i verden, som også har tænkt sådan. 

Klaus: Ja absolut. Rigtig mange. 

Søren: Og det er der jo en god grund til. Men stadigvæk, så har du det sådan, at det er en del af din, måske oven i købet, daglig bevidsthed. 

Klaus: Ja, måske. Jeg ved ikke om det er noget dagligt. 

Søren: Tilbagevendende i hvert fald. 

Klaus: Ja, ikke daglig. Den er der, den er der med sikkerhed og dukker op igen og igen. Og man bliver jo også mindet om det i form af film om 2. verdenskrig. Hvor man ser hvor meget der er blevet anrettet også af de tyske soldater. Men jeg har jo selv oplevet de russiske soldater der kom sejrende til Berlin. Disse soldater havde fået af Stalin at vide, at hvis I erobrer Berlin, så er Berlin jeres by. Det er en fri by for jer. I må gøre hvad I vil. I bliver ikke straffet. Det er dokumenteret. Og det gjorde de, de unge russiske mænd, som har været i krig i 5 år og har måske ikke været hjemme i al den tid. De har set meget blod og var fyldt af hævnlyst. Der var ikke ret meget godt at forvente fra dem. Der har jeg oplevet en del. Det glemmer man ikke selv om jeg ikke var ret gammel. 

Søren: Har du kontakt til dine søskende? 

Klaus: Ja. 

Søren: Snakker I om sådan nogle ting? 

Klaus: Ja det gør vi en del.

Søren: Kan de forstå det? Når du snakker sådan om skyld og sådan nogle ting. 

Klaus: Nej det snakker jeg egentlig ikke med dem om. Ikke med mine søstre. Det er mest overfor mine tyske kammerater jeg føler behov for at gøre dem opmærksom på mine tanker og det kommer jeg jo nogle gange lidt galt afsted med. Men nej, ikke med mine søstre. Der er det mere erindringerne om vores mor og om vores fælles barndom og ungdom vi snakker om. Men da også om krigen i den forbindelse. Og når du ser billeder i TV i dag fra ødelæggelserne på Gazastriben så minder det om Berlin 1945. I Berlin var det bare endnu værre. Jeg er vokset op i ruinerne. Det var min legeplads. Som barn er man jo ret ukritisk. Altså man bygger sin fantasiverden op af det og i det. Og vi syntes det var spændende at klatre rundt i ruinerne. Når man klatrede op i etagerne som kun stod halv tilbage, fandt man måske en lille ting i ruinerne som man kunne bruge i sin leg. Og så havde man noget at bytte med de andre børn. Eller bare det at kunne fortælle om, hvad man har fundet i dag. 

Søren: Jeg siger engang imellem, at enhver familie har brug for, at der er en kunstner. Enhver familie har brug for en kunstner. Klaus: Nå den tanke har jeg aldrig haft.

Søren: Nej. Og det siger jeg fordi, at man har brug for nogen, som udtrykker sin egen families, måske almenhedens problematikker. Eller hvad det nu er. Eller gode ting, for den sags skyld også. Der kan jo være mange forskellige. Men når du siger på den måde, som du siger, så har du ikke tænkt dig selv, som du er den nødvendige kunstner.

Klaus: Nej, overhovedet ikke. 

Søren: Nej, men sådan ser jeg dig. Sådan ser jeg dig ud fra den betragtning. Altså, hvert samfund har brug for kunstnere. For at forløse.

Klaus: Det kan jeg godt følge, ja. 

Søren: Men det samme gælder også på familieniveau og i større sammenhæng.

Klaus: Nå, det har jeg aldrig tænkt på. Men når du nu siger det, så kan jeg egentlig godt genkende noget. Absolut.

Søren: Hvordan har dine søskende, det er kun søstre, du har, eller hvad? Klaus: Ja.

Søren: Hvordan har de det med, at du arbejder som kunstner? Har de set sådan et billede som det der, for eksempel? 

Klaus: Nej, det har jeg aldrig vist dem. Vi fire børn var jo altid de to små og de to store. Og de to store af søstrene ville løbe skrigende væk, men min lille søster ville synes om billedet. Det er min lillesøster, som jeg egentlig har været og stadig er mest på bølgelængde med. 

Søren: Så I har en bedre kontakt omkring de ting, eller? 

Klaus: I hvert fald inden for kunsten. Altså, ikke fordi hun selv er kunstner, men fordi hun har et åbent sind hvor vi kan mødes. Det har mine andre søstre ikke på samme måde. De mere lukket af for den verden.Søren: Altså, den verden, der tænker du på, de forbrydelser, de overgreb, de vanvittige ting, der skete under krigen.

Klaus: Ja. Og, og også indenfor kunsten. Den skyldfølelse jeg har i mig, tror jeg ikke at de føler.

Søren: Men din motivverden, det er mennesker.

Klaus: Ja. Når jeg er ude at rejse med cykel, så tegner jeg ofte landskaber i akvarel. Det nyder jeg. Det at når frem et sted, stille mit telt op på en campingplads, tage min cykel, og så bare cykle ud i landskabet. Så har jeg mine akvareller med, sætter mig et fx ned i en solsikkemark, så jeg har solsikker hele vejen rundt om mig. Det er jo høje blomster, så høje som mennesker, ja højere end jeg er. Og så sidder jeg og snakker med dem mens jeg maler dem. Og de svarer igen. Det er simpelthen så fantastisk. Frankrig er så fantastisk flot.

Søren: Hvad siger de til dig? 

Klaus: Jeg fortæller dem, hvor smukke de er, hvor fantastiske og hvor dejligt de ser ud. Og de siger mange tak og vi skal nok blive stående helt stille indtil du er færdig med at male os. Det er så rart at kunne opleve. Måske er den oplevelse kun forbeholdt dem der rejser alene. Når man rejser to eller flere, kan man fortælle hinanden om ens tanker og gøre hinanden opmærksom på det man synes, den anden skal se, og omvendt. Det er fordelen, når man er to. Når man er alene, har man ikke den anden part at kunne give tankene videre til. Så bliver man nødt til selv at finde på. Men det var en svær overgang for mig at skifte fra tosomhed til ensomheden på mine cykelture, det tog sin tid. Det gjorde jeg så på den måde, som jeg fortæller dig her. Det at kunne isolere sig i naturen, at blive en del af naturen mens man maler, får naturen ind i sig selv, det er en oplevelse, som beriger mit liv. Sådan har jeg oplevet det og gør det stadigvæk. Eller i en anden situation: jeg sidder måske med en kop kaffe ved en Café, og der sidder jo også andre spændende mennesker omkring, en kvinde, et barn, en mand. En person der sidder lidt længere væk, også ved en kop kaffe, som jeg har lyst til at skitsere i min skitseblok som jeg altid har med på rejser.

Søren: Så sidder du og maler dem, ligesom du maler de der solsikker?

Klaus: Ja, men jeg taler ikke til manden eller kvinden ligesom til solsikkerne. Men jeg får ham tæt på i min skitseblok.

Søren: Jeg skulle lige så spørge dig om, er der nogle forskelle på at male natur og mennesker? Når du snakker til blomsterne, de svarer dig ikke, det ved du. Men du kunne også godt sidde og male et menneske. På samme måde som sådan set. 

Klaus: Ja, der synes jeg er en forskel. Forskellen ligger i, at naturen forandrer sig ikke i den korte tid du er der og tegner. En blomst står der endnu den næste time og den står der også næste dag hvis du gerne vil se den igen. Så, du kan give dig god tid til at male og studere den. Når det ikke bliver til noget i det første forsøg, så laver du det næste, og det næste, og det næste. Og den står der stadigvæk tålmodig i sin skønhed. Det gør et menneske ikke. Mennesker bevæger sig hele tiden, flytter sig, rejser sig måske når jeg lige er begyndt på skitsen og forsvinder. Så må jeg finde resten i min erindring. Og det gør det ret spændende. 

Søren: Jeg prøvede engang at gå til noget... croquis. Jeg tror faktisk, det var croquistegning. Men det primære var, at modellen bevægede sig. Og det morsomme var faktisk, synes jeg, at fange enkeltdele, som var forskellige steder i billedet. Så det var ikke et sammensat menneske. Kun hvis man begyndte ligesom at flytte rundt på tingene bagefter, men det var forskellige steder i billedet. 

Klaus: Når vi på kunstakademiet tegnede croquis var det sådan, at vi fra starten fik besked på at vi får tre minutter til tegne modellen i en given stilling. Efter de 3 minutter banker læreren med en pin i gulvet og modellen skifter stilling. Det får man et par gange med tre minutters varighed. Derefter skifter stillingen hver to minutter et par gange og derefter et par gange på ét minut. Så er det, som du siger, at man måske ikke bliver helt færdig, men så har man en del af hovedet eller en del af kroppen fra en bestemt stilling. Det bliver man efterhånden ret god til synes jeg. At se på et menneske, der bevæger sig, drejer hovedet og kigger en anden vej og netop at fange det øjeblik man synes er spændende, og tegne billedet færdigt alligevel. 

Søren: Nu tog du det der billede frem som eksempel på et billede, som jeg forstår er en del af en serie, var det vist, var det ikke sådan det var? Eller i hvert fald flere, som det var vigtigt for dig at male på et tidspunkt. Har du så nogle andre påtrængende temaer?

Klaus: Ja. Det at lege at være skaberen, at være en slags Gud og skabe sit eget menneske på papir. Det synes jeg en spændende proces. Altså for eksempel at male et barn, en kvinde eller en mand, og så få skabt kvinden på den måde, som jeg ser hende. Hendes eller hans ansigt. Og når det ikke lykkes i første omgang, så bliver det i andet eller tredje forsøg. 

Søren: Er det skønhed, du går efter, eller er det noget andet?

Klaus: Nej, overhovedet ikke, lige tværtimod, skønhed siger mig ingenting. Det kan godt være, at et portræt jeg maler bliver skønt. Men det ønsker jeg ikke, jeg vil ikke have et skønt billede. 

Søren: Men hvad er skønhed så set med dine øjne?Klaus: Når vi taler om portrætter og skønhed, så tænker jeg på fotografiet. At lave smukke portrætter vil jeg overlade til fotografen, det gør han meget bedre end jeg. Når jeg maler et portræt og det bliver for skønt, så ødelægger jeg det. 

Søren: Hvad vil du så?

Klaus: Så vil jeg give det mit udtryk. Det er jo det der ligger i ekspressionisme. Jeg vil give det det udtryk, som jeg gerne vil, at det af mig skabte menneske fortæller mig, hvordan livet er. Livet behøver ikke at være smukt, det kan være en lidelse.

Søren: Så du sidder på en måde overfor et menneske, du skaber, som fortæller dig en historie. Er det rigtigt forstået? Du maler et billede af et menneske, som du tænker fortæller en historie til dig. 

Klaus: Ja, det kan man godt sige. Eller også et menneske, som jeg fortæller en historie og som så reflekterer på min historie. Sådan kan man også godt sige det. 

Søren: Eller er det dig selv, i hvert billede, når du maler et portræt?Klaus: Nej, det er et spørgsmål, jeg bliver stillet mange gange, om det er selvportrætter jeg maler. Jeg har en eneste gang malet et selvportræt, det fik vi som opgave i på akademiet. Og siden har jeg ikke malet selvportrætter.

Søren: Men man kan godt tillade sig at sige, at du sidder i en dialog med billedet.

Klaus: Ja, det gør jeg. 

Søren: Og fortæller og får en refleksion, og fortæller og får en refleksion. Og du sidder inde i et slags spejl. Er der en slags spejl, hvor du maler en side af dig selv frem?

Klaus: Nej, når jeg maler et billede maler jeg ikke bevidst mig selv. Måske kommer jeg ubevidst til det, som af andre ses som et spejlbillede. Det må så være op til beskueren. Men det er ikke min hensigt, selv om det jo egentlig er naturligt nok, fordi det er jo mig der maler dem. Men det er ubevidst, at det indgår i billedet. 

Søren: Men du fortæller meget lidelseshistorier, når du maler billeder? 

Klaus: Ja. Jo, det kan godt være. For det meste er det en lidelseshistorie, jeg putter ind i mine portrætter. Det har jeg da fået at vide en gang imellem: hvorfor maler du altid sådan nogle sure ansigter, sådan nogle... De smiler aldrig dine ansigter. Og det er sikkert rigtigt, men hvorfor skulle de egentlig det? Fordi de er glade, får jeg så som svar. Men altså, livet er så meget andet også. Det der egentlig påvirker os mennesker er jo netop lidelsen i livet. Det er det, der berører mig mest. Mere end de glade mennesker der går rundt omkring os. At der er så mange mennesker, der lider i livet. Det er noget, som jeg har i mig, og som jeg giver udtryk for i mine billeder. 

Søren: Og hvorfor... Jeg kommer til at spørge, hvorfor har du det i dig? Tror du det kommer fra din barndom, det er næsten det mest logiske med det, men det er ikke sikkert, det er rigtigt, hvad jeg siger. 

Klaus: Nej, men jeg ved det faktisk heller ikke hvorfor jeg maler bedrøvede ansigter. Det er jo rigtigt at jeg gør og det er det jeg egentlig også gerne vil. Måske noget, som du siger, fra min barndom, noget, jeg gerne vil af med. At jeg har set bedrøvede ansigter som jeg vil gengive. Det kan godt være. Jeg ved det ikke.

Søren: Det spændende er at male, synes jeg i hvert fald, at male eller arbejde med skulpturer, eller hvad det nu er, med noget, som i hvert fald gør indtryk på en selv. Det er jo en kedelig, hvis man maler noget, som man ikke selv synes er interessant. Eller arbejder med skulpturer, nu arbejder jeg jo så meget med skulpturer. Så det er altid sjovest og mest interessant, tror jeg, hvis det er noget, der berører en selv. Og jeg har sådan lidt med... Jamen, det skal være så udtryksfuldt, det skal det helst, så det også berører mig om et halvt år. Om et år. Og hvis ikke det gør det, jamen så... Ja, så ved jeg ikke rigtigt.

Klaus: Sådan har jeg det også. Og hvis det ikke gør det, så maler jeg det bare over. Ved en skulptur er det nok lidt mere vanskeligt, at lave en ny skulptur ud af den gamle. Men ved malerier kan man det. Når jeg er færdig med et billede, hænger jeg det op på mit værelse hvor jeg så dag efter dag vil se på det og være tilfreds med det. Og er jeg ikke det, skal maleriet laves om. Det sker også at jeg finder et gammelt billede frem som jeg har haft stående i nogle år og synes at der lige skal rettes en farve eller streg, som jeg så tilføjer. Ofte ender det med at det bliver til et helt ny billede. Ja, og så kommer spørgsmålet, hvornår man egentlig er færdig med et billede? Jeg stillede det samme spørgsmål til en af mine lærere fra akademiet og fik et rigtig godt svar: når du har solgt det. For når det først er solgt, kan du ikke mere lave om på det.

Søren: Nej, det vil være usædvanligt. Har du nogle udstillingsplaner? 

Klaus: Nej, ikke i øjeblikket. Der sker ikke rigtig noget her på malerfronten i øjeblikket. Det har sikkert noget med vejret og med tiden at gøre, den her mørke vintertid. Jeg maler jo aldrig i kunstigt lys, altid kun i dagslys. Og så skal man virkelig være hurtig i den her tid hvor der ikke er ret mange timer om dagen der er lyst nok til at kunne male.  

Søren: Jeg vidste ikke engang, hvor lang tid vi har snakket. Er der et eller andet, du vil tilføje? 

Klaus: Nej. 

Søren: Er der noget jeg mangler at spørge om? 

Klaus: Nej.

Søren: Har jeg været for nysgerrig eller for…? 

Klaus: Nej, overhovedet ikke. 

Søren: Men så tusind tak for samtalen